Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rigshospitalet i Oslo - Rigskammerret - Rigskansler
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
etc. Senere er der ved R. oprettet en egen
Børneafdeling og en Afdeling for Øre-, Næse-,
Strube- og Halssygdomme, endvidere en egen
Afdeling for Nervesygdomme. Desuden er
Øjenpatienterne blevet udskilte fra den kirurgiske
Afdeling og har siden 1914 egen Bygning. S. A.
blev ogsaa en ny Kvindeklinik med
Fødselsstiftelse færdig paa det ny R.’s Tomt; endvidere
blev 1920 en ny Økonomibygning med Køkken
og Vaskeri taget i Brug. Endelig er der paa R.
oprettet Poliklinikker for indre Medicin,
Nervesygdomme, Hud-, Øjen-, Børne- og kirurgiske
Sygdomme. Efterhaanden er Antallet af Senge,
naar R. er fuldt belagt, steget til 560, heri
medregnet Kvindeklinikken. Der forestaar f. T.
Nybygninger, som antages at ville bringe
Sengeantallet op til c. 1000. Ved R. tjenestegør (1925)
foruden Direktøren 10 Overlæger, 1 Prosektor,
10 Reservelæger og 2 Assistentlæger, ved
Kvindeklinikken 1 Overlæge (tillige Bestyrer) og
2 Reservelæger.
(K. F.). Wt. K.
Rigskammerret var Navnet paa en 1496
oprettet tysk Rigsdomstol, som traadte i St f. den
forinden eksisterende kgl. Kammerret (se
Rigshofret). Denne Kammerrets
Omdannelse til en R. var et Led i Bestræbelserne for
Gennemførelse af en alm. Rigsreform, hvorved
Riget skulde styrkes, men saaledes at det
politiske Tyngdepunkt kom til at ligge hos
Rigsstænderne og ikke hos Kejseren, og den blev et af
de faa blivende Resultater af disse
Bestræbelser. R.’s Oprettelse stod endvidere i
Forbindelse med Ønsket om en definitiv Afskaffelse af
Fejderetten (s. d.), og begge Reformer vedtoges
ogsaa af den samme Rigsdag. Fra den kgl.
Kammerret adskilte R. sig ved at være en
Domstol med fast Sæde og fast Sammensætning.
Dens Hjemsted var opr. Frankfurt a. M., senere
Speyer og siden 1693 Wetzlar. Dens Personale
bestod af en Præsident, der kaldtes
Kammerdommer, to ell. senere fire Senatspræsidenter
og et Antal Assessorer, opr. 16, tilsidst 25.
Medens Kammerdommeren og
Senatspræsidenterne beskikkedes af Kejseren, udnævntes
Assessorerne af Retten selv efter Præsentation af
Kejseren, Kurfyrsterne eller Kredsene (s. d.);
Halvdelen af dem skulde altid være adelige.
R. var Værneting for rigsumiddelbare Personer
undtagen i Kriminalsager og Sager om Rigslen,
endvidere øverste Appelinstans for alle
Domstole, medmindre den Landsherre, under hvem
Domstolen hørte, havde opnaaet et privilegium
de non appellando, hvorved Appel fra hans
Land til R. udelukkedes. Endelig var R., men
her i Konkurrence med de alm. Domstole,
kompetent i Sager om Landefredsbrud. Den senere
Udvikling af de politiske Forhold i Riget var
ikke R. gunstig, og i den sidste Del af dens
Levetid nød den liden Anseelse og havde ringe Bet.
Ikke blot indskrænkedes dens Kompetence
gennem Privilegier af den nysnævnte Art, men de
utilstrækkelige Pengemidler, der stod til
Raadighed til Underhold af Retten, gjorde det
umuligt at forøge Dommertallet i fornødent
Omfang. Følgen var derfor en uhyre Ophobning af
uafgjorte Sager, som yderligere forøgedes ved
den meget langsomme Procesmaade. R.
forsvandt ved det tyske Riges Ophør 1806.
P. J. J.
Rigskansler. Da Bismarck udformede det
tyske Riges Forfatning af 1871, indsatte han i
denne som det ny mægtige Riges faktiske Styrer
under Kejseren en eneste Rigsminister uden
andre Ministerkolleger ved Siden af sig, R.
Han skulde udnævnes af Kejseren og føre
Forsædet i Forbundsraadet, og alle Rigslove cg
kejserlige Rigsanordninger krævede til deres
Gyldighed Underskrift af ham, der derved
overtog Ansvaret. Da det var som Konge af
Preussen, at Kejseren førte Præsidiet i Riget, var
det ogsaa som Preussens første Repræsentant i
Forbundsraadet, at R. førte Forsædet i dette,
og det var med Preussens Stemmer i Raadet,
at han sikrede Preussens Hegemoni inden for
Riget; det fulgte derfor af sig selv, om end det
ikke var nogen Nødvendighed, at R. tillige i
Alm. var Preussens Premierminister. Medens
han som preussisk Førsteminister havde andre
sidestillede Ministerkolleger ved Siden af, var
han som R. den eneste virkelige Rigsminister,
thi vel blev der efter 1878 under Navn af
Rigsstatssekretærer indført en Rk. af Kejseren
udnævnte Stedfortrædere for R., der selvstændigt
og paa eget Ansvar varetog Grene af Rigets
Forvaltning, — en af dem førte endog Navn af
Vicekansler —, men da de kun kunde udnævnes
i Tilfælde af R.’s Forhindring og paa hans
Forslag, og da R. altid selv trods Stedfortrædernes
Udnævnelse kunde udføre en hvilken som helst
Embedshandling, var de i Virkeligheden kun
rene Underministre. Efter Bismarck’s Fald blev
R.’s Stilling faktisk svækket som Følge af den
sidste tyske Kejsers personlige Politik. Derimod
lykkedes det, saa længe Kejserdømmet stod
urokket, ikke Rigsdagen at faa Indflydelse paa
Udnævnelsen af R. ell. at forvandle dennes
Ansvar over for Kejseren; til et parlamentarisk
Ansvar over for Rigsdagen. Og først efter
Nederlaget i Verdenskrigen, da kun faa Dage
skilte Kejseren fra Tronfrasigelsen, gik denne
med til Rigsloven af 28. Oktbr 1918, der slog
fast: »R. behøver til sin Embedsførelse
Rigsdagens Tillid« — for sent til, at Kejserdømmet
dermed kunde reddes.
Ogsaa den ny tyske republikanske
Rigsforfatning af 11. Aug. 1919 kender en R., men ikke
en saa mægtig Mand som den tidligere. Han
er nu at sidestille med en alm. Førsteminister
inden for et Ministerium. De øvrige
Rigsministre bliver vel udnævnte af Rigspræsidenten paa
hans Forslag, ligesom han fører Forsædet i
Rigsregeringen, bestemmer Politikens
Retningslinier og bærer Ansvaret derfor over for
Rigsdagen, men inden for disse Retningslinier leder
enhver Rigsminister selvstændigt og under eget
Ansvar over for Rigsdagen den ham betroede
Forvaltningsgren, jfr Art. 56 i Forf. 1919.
Ligeledes fatter Rigsregeringen sine Beslutninger
ved Stemmeflerhed, saaledes at R.’s Stemme
kun er afgørende ved Stemmelighed. Endelig
er nu R.’s lige saavel som de andre
Rigsministres Stilling helt og holdent afhængig af
Flertallet paa Rigsdagen, jfr Art. 54: »Rigskansleren
og Rigsministrene behøver til deres
Embedsførelse Rigsdagens Tillid. Enhver af dem maa
træde tilbage, naar Rigsdagen ved en
udtrykkelig Beslutning unddrager dem sin Tillid«.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
