Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rigskansler - Rigsklenodier - Rigsmaal - Rigsmaalsforeningen - Rigsmarsk - Rigsort - Rigspartiet - Rigspræsident
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ligeledes kan R. af Rigsdagen anklages for det
tyske Riges Statsdomstol for Krænkelse af
Rigsforfatningen ell. en Rigslov. Skønt ikke omtalt
i Forfatningen, træder i Praksis en af
Rigsministrene som Vicekansler i R.’s Sted i
Tilfælde af dennes Forhindring.
K. B.
Rigsklenodier, Herskermagtens Symboler,
særlig til Brug ved Kroninger og Salvinger,
sædvanlig bestaaende af Krone, Scepter, Sværd
og Rigsæble. Om de danske R., se danske
Kronregalier; om de norske R., se
norske Kronregalier.
Rigsmaal er den i Norge i de senere Aar
alm. benyttede Betegnelse for det (officielle)
dansk-norske Skriftsprog og det i Forbindelse
med dette udviklede dannede Talesprog
(modsat »Landsmaalet« og Bygdemaalene). Ordet er
især kommet i Brug efter Stiftelsen af den
norske Riksmaalsforening, som dannedes
Decbr 1899 efter Bjørnstjerne Bjørnson’s
Initiativ. En Stortingsbeslutning af 12. Maj 1885
fastslaar Landsmaalets Ligestilling med
Dansk-Norsken som officielt Sprog, og en Lov for
Landsskolerne af 6. Juli 1892 gør det afhængig
af hver enkelt Skolestyre i Kommunerne, om
Undervisningen i den enkelte Skolekreds helt
og holdent skal drives paa Landsmaalet (se
Maalstræv). En Tvedeling af Landets
Skriftsprog var saaledes indført. I Følelsen af
det kulturfarlige heri rejste B. Bjørnson
Efteraaret 1899 en Modbevægelse. Den straks efter
stiftede Riksmaalsforening fik til sin første
Opgave at samle Underskrifter paa en Adresse
til Stortinget, hvori udtaltes Kravet om
Ophævelse af Bestemmelsen om Landsmaalet som
Undervisningssprog. Adressen fik 25000
Underskrifter, men blev for øvrigt uden Virkning.
Ved den nationale Strømning, som ledsagede
Begivenhederne 1905, fik Maalsagen en øget
Tilslutning. Landsmaalet indførtes i kort Tid som
Hovedsprog i Skolerne i over 100 Skolestyrer,
væsentlig i det vestenfjeldske og Vest-Agder
Fylke. Da endelig den Michelsen’ske Regering
1906 forberedte et Forslag om tvungen skriftlig
Prøve til examen artium, fandt Bjørnstjerne
Bjørnson Øjeblikket modent til at rejse R.’s
Venner til en afgørende Strid. En Mængde
lokale Foreninger stiftedes, og 15. Marts 1909
organiseredes paa et Landsmøde i Oslo
Riksmaalsforbundet af Udsendinge fra c. 100
Foreninger. Sit Hovedformaal, at paavirke
Stortings- og Kommunevalgene, opnaaede
Forbundet dog ikke. De flg. Regeringer har i
Maalspørgsmaalet alle opretholdt status quo. I
Tilslutning til en Skrivelse til Foreningen fra
Professorerne Nansen, Falk og Torp om at
nedsætte en Komité til at drøfte Spørgsmaalet
om en videre Udvikling af R.’s Skriftform i
norsk Retning og at udforme Forslag herom,
fremkom i 1913 et saadant Forslag. Men dette
er aldrig blevet fulgt. Tværtimod har
Forbundet stillet sig afgjort fjendtlig mod
Retskrivningsreformen af 1917, baade i dens
»obligatoriske« og dens »valgfri« Form. Den valgfri
Hovedform, som straks var blevet indført i en
stor Mængde Skolekredse, søges bekæmpet ved
en ihærdig lokal Agitation. Ved Siden af denne
ny Angrebsfront opretholdes Kampen mod det
egl. »Maalstræv«. Samtidig med, at Forbundets
Virksomhed væsentlig er blevet indskrænket til
Udgivelse af en Avis (»Riksmaalsbladet«) og til
lokal Agitation, er den positive Side af
Programmet overtaget af det saakaldte
Riksmaalsvern, som blev stiftet 1919 ved Hjælp
af indsamlede Midler. Denne uafhængige
Institution søger at arbejde for det konservative
Syn paa Sprogudviklingen i Norge gennem en
ny Retskrivning med meget faa Indrømmelser
til Kravet om en Udjævning mellem Landsmaal
og R.; og gennem Udgivelse af gode
Sagaoversættelser, ligesom den forbereder en Ordbog
over R.
H. F.
Rigsmaalsforeningen, se Rigsmaal.
Rigsmarsk, se Marsk.
Rigsort, d. s. s. Riksort.
Rigspartiet var 1871—1918 i den tyske
Rigsdag Navn for den samme politiske Afskygning,
som i den preuss. Landdag kaldes den
frikonservative, især baaret oppe af store Godsejere
og »Standesherrer«, til Afvigelse fra det egl.
konservative (»Junker«-)Parti, der havde sin
Styrke bl. de mindre Godsejere.
E. E.
Rigspræsident kaldes det tyske Riges
Præsident efter Weimarforfatningen af 11. August
1919. R. vælges af hele det tyske Folk, ikke af
Kamrene som den fr. Republiks Præsident, og
iflg. Rigsloven af 4. Maj 1920 er Valget direkte
og hemmeligt. Valgbar er enhver Tysker, der
har fyldt 35 Aar. Iflg. en Overgangsbestemmelse
(Art. 181) skulde dog indtil Valget af en R. den
af Nationalforsamlingen valgte Præsident Ebert
fungere som R., og Valget blev for ikke at
medføre Forviklinger udadtil i en Aarrække
udskudt, indtil Ebert’s Død 1925 nødvendiggjorde
Nyvalg efter Forfatningslovens Forskrifter. R.
vælges for en Tid af 7 Aar, og Genvalg er
tilladt. Før Udløbet af denne Frist kan R. vel
afsættes efter Rigsdagens Forslag, men kun ved
Folkeafstemning, ligesom Rigsdagens Beslutning
udkræver et Flertal af 2/3, hvortil kommer, at
Forslagets Forkastelse ved Folkeafstemningen
ikke blot gælder som et nyt Valg, men ogsaa
har Rigsdagens Opløsning til Følge.
R. har ikke ubetydelige Beføjelser. Han
repræsenterer Riget udadtil, udnævner og
afskediger Rigsembedsmændene og Officererne, for saa
vidt ikke andet er bestemt ved Lov, han har
Overbefalingen over Rigets samlede
Vaabenmagt, udnævner og afskediger Rigskansleren og
de øvrige Rigsministre, har Benaadningsret,
kan kræve en af Rigsdagen besluttet Lov
forelagt til Folkeafstemning og kan, naar den
offentlige Sikkerhed og Orden i Riget er blevet
væsentlig forstyrret ell. truet, indføre
Belejringstilstand og suspendere en hel Rk.
Forfatningsgarantier, ja indføre et rent Militærdiktatur
med overordentlige Krigsretter og Skærpelse af
den alm. Straffelov. Vel bliver denne store
Magt, der herved er lagt i R.’s Haand, i Alm.
mindre farlig derved, at alle Anordninger og
Beslutninger af R. for at være gyldige skal
medunderskrives af Rigskansleren ell. den
paagældende Rigsminister, og at disse er
parlamentarisk afhængige af Rigsdagen, der til enhver
Tid kan styrte dem ved et udtrykkeligt
Mistillidsvotum, hvorhos R. ogsaa selv af Rigsdagen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
