Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rigspræsident - Rigsraad
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
kan stilles under Anklage for Rigets
Statsdomstol for tilregnelig Krænkelse af
Rigsforfatnigen ell. en Rigslov. Men foruden at R. som
nævnt kan afskedige Rigskansleren og de øvrige
Rigsministre og udnævne andre, har han tillige
iflg. Forf. 1919, Art. 25, Ret til at opløse
Rigsdagen og udskrive ny Valg. Det er derfor ikke
utænkeligt, at en folkekær R. under bevægede
Forhold vil kunne faa en Diktators Magt. Se
i øvrigt Præsident.
K. B.
Rigsraad. Fra gl Tid var det Skik, at
Kongen raadslog med Mænd, som han havde særlig
Tillid til, om Rigets Anliggender. Disse
Raadslagningers Afholdelse var afhængig af Kongens
Vilje, ligesom Kongen ogsaa i det væsentlige
bestemte, hvem der skulde deltage deri;
sædvanlig var det de Hofembedsmænd, som
til Stadighed var omkring Kongen, i
Forening med de gejstlige og verdslige
Stormænd, der boede i Nærheden af det Sted,
hvor Kongen i Øjeblikket opholdt sig. Dette
Raad havde altsaa oprindelig ikke nogen som
helst fast Begrænsning. Kongerne fandt det dog
snart formaalstjenligt at give det en saadan, for
ikke ved forefaldende Lejlighed at blive nødte
til at kalde Personer til Raadslagningerne, som
de ikke kunde stole paa, men formedelst deres
Indflydelse ikke kunde undgaa at tage med. I
Slutn. af 13. Aarh. nævnes fl. verdslige
Stormænd med Titelen »Kongens Raader« (consiliarii
regis), og i Christoffer II’s Haandfæstning 1320
forbydes det ham at optage nogen Tysker i sit
hemmelige og edsvorne Raad. Raadet havde da,
synes det, antaget en nogenlunde fast Karakter
med Medlemmer, der var udnævnte af Kongen
og havde aflagt en Raadsed til ham. I den flg.
Tid steg dette Raads Indflydelse hurtig. Rigets
forfatningsmæssige Repræsentation,
Danehofferne, blev sjældnere og sjældnere og afløstes først
af de under friere Former afholdte Rigsmøder
ell. Herredage. Disse var i Reglen kun en Slags
udvidede Raadsmøder, hvor det snævrere Raads
Medlemmer spillede den vigtigste Rolle, og
sammenkaldtes ved vigtigere Anledninger, hvor
Kongen mente ikke at kunne nøjes med at høre
det mindre Raad. I disse større Forsamlinger
havde vistnok enhver Stormand Ret til at møde.
De kunde dog iflg. deres Natur kun sjælden
sammenkaldes, og det blev derfor det mindre
Raad, der kom til at udøve den største
Indflydelse paa Rigets Styrelse, dels som Kongens
stadige Raadgivere, dels (som Rigsembedsmænd)
som hans Medhjælpere i den daglige
Administration. Det stærke Opsving i Kongedømmets
Magt under Valdemar Atterdag og Dronning
Margrethe bidrog ogsaa til at give Stillingen
som Kongens Raad en forøget Anseelse og
Glans; denne »Udvikling kom dog under disse
kraftfulde Herskere Kongemagten til gode, som
hvis Repræsentanter Raaderne stod. Den alm.
Betegnelse for Raadet blev under Valdemar
Atterdag Rigets Raad, men dette betød vistnok
ikke, at Raadet nu i højere Grad end før
betragtedes som Rigets Repræsentation over for
Kongen, men var snarere et Udtryk for den
stærkere Sammenslutning af Riget, der fandt
Sted under ham. Først under Erik af Pommern
og særlig i Slutn. af hans Regering træder R.
stadig mere og mere i Forgrunden som Rigets
Repræsentation og som Modvægt mod
Kongemagten og indskrænkende denne. Denne
Udvikling skyldtes dels Kongens ringere
Herskerdygtighed, dels Unionen med de to andre Riger,
særlig Sverige, hvor R.’s Magt havde naaet en
langt større Højde. Da Erik foreløbig forlod
Danmark, var R.’s Magt saa stor, at det uden
Modsigelse paa egen Haand kunde afsætte ham
1439. Under hans Efterfølger Christoffer af
Bayern fortsattes Udviklingen i samme Retning,
og i Christian I’s Haandfæstning træder R. frem
som Rigets fuldgyldige Repræsentation over for
Kongemagten. Det bestemtes i den, at Kongen
intet mærkeligt Ærinde maatte afgøre uden med
største Parten af R.’s Samtykke. Denne alm.
Sætning fandtes vel ikke i de flg.
Haandfæstninger, men den ansaas dog vistnok som en
Selvfølge. En bestemt og udtømmende Formulering
af R.’s Rettigheder naaede man i det hele ikke
til; derimod fastslog man i de flg.
Haandfæstninger R.’s Myndighed for de vigtigste enkelte
Tilfælde. Dets Samtykke krævedes saaledes til
Udstedelsen af ny Love, Skattepaalæg,
Udstedelse og Ophævelse af Handelsforbud,
Udstedelse af Privilegier for fremmede, Udstedelse af
Krigserklæringer og Optagelse i Adelsstanden.
Ogsaa havde R. faktisk en stor Indflydelse paa
Besættelsen af Lensmandsposterne. Endvidere
havde det i Forening med Kongen den øverste
Domsmyndighed paa Herredagene. Det delte
saaledes den øverste Statsmyndighed med
Kongen og var endog paa en vis Maade stillet over
ham. Det var den egl. suveræne Myndighed, som
aldrig hørte op; naar Tronen var ledig, overtog
R. Regeringen, og til dets Haand skulde Slottene
holdes i Tilfælde af Kongens Død. For det skulde
Kongen staa til Rette i Tvistigheder mellem
ham og hans Undersaatter, og det var dets
Pligt, naar Kongen forbrød sig mod nogen ell.
handlede mod sin Haandfæstning, at undervise
ham og, hvis han ikke vilde rette sig herefter,
paalægge alle Rigets Indbyggere at hjælpe til
med at afværge de begaaede Misbrug og løse
dem fra deres Troskabsed til Kongen. Endvidere
valgte det Kongen. Dette havde nu vel p. Gr. a.
Kongedømmets halvt arvelige Karakter som
Regel ikke saa meget at sige, men ved den
derefter flg. Fastsættelse af Haandfæstningen
havde det rig Lejlighed til at gøre sin Magt
gældende. R.’s Svaghed laa dels i, at der ikke var
trukket bestemte juridiske Grænser for dets og
Kongens Magt over for hinanden, dels i, at det
p. Gr. a. sine Medlemmers forsk. Opholdssted
kun sjældent og vanskelig kunde samles og
derfor aldrig kunde blive nogen udøvende
Myndighed ell. føre nogen virksom Kontrol med den
daglige Administration. Forholdet mellem
Kongens og R.’s Magt kom derfor i høj Grad til at
bero paa Kongens Person og de politiske
Forhold. Christian II’s Afsættelse og Frederik I’s
Regering betegner Højdepunktet af R.’s Magt.
I Tiden efter 1536 er Kongen absolut den
stærkeste Part, indtil Christian IV’s uheldige Krige,
der var førte mod R.’s Raad, vendte Forholdet
om. Paa det ene Punkt efter det andet maatte
Christian IV i sine sidste Aar give efter for R.
Med stærk Udnyttelse af den ved Christian IV’s
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
