Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rigsþula - Rigsæble - Rigveda
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Tanke var, men det er næppe tvivlsomt, at
Meningen var sat forherlige Kongedømmet,
rimeligvis det norske. Hertil passer Tiden godt. Digtet
er sikkert forfattet ved ell. kort efter 900 og
vistnok snarest i Norge. Det er affattet i en
meget fri Form af Fornyrðislag, hvilket mulig
hænger sammen med dets remsemæssige
Fremstilling (þula = Remse). (Litt.: F. Jónsson,
»Oldn.-oldisl. Litteraturhist.«, I; K. Lehmann,
»Die Rigsþula« [Rostock 1904] og A. Heusler,
»Heimat u. Alter der eddischen Gedichte« i
»Archiv für neuere Sprachen«, CXVI, S. 270 ff.).
F. J.
Rigsæble (globus imperialis, pomum), et af
Konge- og Kejsermagtens Insignier, formet som
en Kugle, der omsluttes af et vandret og
opefter tillige af et lodret Baand, samt krones af
et Kors. Som Herskermagtens Tegn stammer
det fra de romerske Kejsere og betegner
Verdensherredømmet, idet de 3 Dele, hvori
Baandene deler Kuglen, betegner, forneden Afrika,
derover Europa og Asien. I de ældste
Fremstillinger ses dog kun Kloden (Augustus), i
udformet Skikkelse vistnok tidligst hos
Valentinian (364—78). Kloden kan krones af
Victoria eller andre Symboler, efter
Kristendommens Sejr ved Constantin af
Kristi Monogram eller af Korset. Ved Kroninger
og Salvinger bæres R. af den paagældende i
venstre Haand, medens Scepteret holdes med
den højre. Det danske R. paa Rosenborg
bestaar af en Guldkugle, omkr. hvis Midte en
Kreds af Diamanter med en Bøjle af
Diamanter herfra tværs over den øverste Halvkugle og
øverst et diamantbesat Kors. (Litt.: Osc.
Montelius i »Nord. [Letterstedt’ske]
tidskrift« 1918).
H. A. K.
Rigveda er den ældste af de 4 gl. indiske
Samlinger af Hymner, de saakaldte Veda’er (s.
d.; jfr indisk Filologi, ind.
Kosmologi, ind. Litt. og ind. Religion og den
der anførte Litteratur). Som Følge af sin høje
Ælde og sit rige Indhold er R. den
betydningsfuldeste af de 4 Samlinger, idet den paa den
ene Side er et overordentlig vigtigt
Sprogmindesmærke (det ældste indoeuropæiske) og paa
den anden Side en uvurderlig Kilde til
Kundskab om ældgamle Religions- og Kulturforhold;
den har derfor spillet en stor Rolle baade for
den sammenlignende Sprogvidenskab og for den
mytologiske Forskning. Hele Samlingen, der i
det mindste er af lige saa stort Omfang som
hele Homer, bestaar af 1017 Hymner (sukta),
hvortil kommer et Supplement (kaldet
Valakhilya) paa 11 Hymner. Hver enkelt Hymne
indeholder et vist Antal, i Reglen ikke flere end
10—12 Strofer (ric, deraf Rig-Veda). R. er kun
overleveret i en enkelt Recension, den saakaldte
Çakala-Rec.; andre ikke mere eksisterende
Recensioner omtales, men synes ikke at have
afveget synderlig fra den overleverede (om
Tekstforholdene se iøvrigt ind. Filologi).
Samtlige Hymner er fordelte i 10 Bøger
(mandala ɔ: Cyclus), men Ordningen synes ikke at
være foretaget efter noget bestemt System, uden
for saa vidt som de saakaldte Familiebøger
(2.—7. Bog) hver for sig udelukkende indeholder
Hymner af Sangere indenfor en enkelt
navngiven Familie; disse Bøger anses derfor for at
danne den opr. Kerne i Samlingen, hvortil
senere de andre Bøger er føjede; i hvert Fald
er det utvivlsomt, at 9. og 10. Bog først er
komne til, efter at de øvrige Bøger har
eksisteret som Samling, og dette gælder særlig den 10.
Bog, som ved sin Sprogform og sit Indhold
forraader, at den er yngre og danner Overgangen
til de senere Veda-Samlinger. Om R.’s Alder
kan intet med Sikkerhed afgøres, da vi for den
Tid, der ligger forud for Buddha’s Optræden i
Indien, aldeles savner faste kronologiske
Holdepunkter; men da Veda’erne med hele det
omstændelige Offerceremoniel allerede c. 600 Aar
f. Kr. var et fuldt afsluttet System, udviklet
gennem Generationer i talrige Skoler, og da
R. forudsættes af de yngre Veda-Samlinger og
citeres deri, kan man med temmelig stor
Sikkerhed gaa ud fra, at disse Digte har eksisteret
som Samling i det mindste 1000 Aar f. Kr. De
fleste Forskere er tilbøjelige til at antage dem
for endnu ældre (12.—14. Aarh. f. Kr.), ja
enkelte har endog paa Grundlag af
astronomiske Beregninger ansat R.’s Kulturperiode til
4500—2500 Aar f. Kr. og Affattelsen af
Hymnerne til c. 3000 Aar f. Kr. (jfr H. Jacobi,
Ȇber das Alter des Rigveda. Festgruss an R.
Roth« [1893]; B. G. Tilak, The Orion, or
researches into the antiquity øf the Vedas
[Bombay 1893]). Disse Hypoteser er dog med
Rette blevne forkastede af fremragende
Filologer som A. Weber (»Vedische Beitr. 3. Berl.
Sitz.-Ber.« [1894]) og W. D. Whitney (Proc.
Amer. Orient. Soc. [1894]). Selv om det vel maa
indrømmes, at adskilligt i R. viser tilbage til
en fjern Kulturperiode (maaske indo-iranisk),
saa maa det dog erindres, at største Delen af
R.’s Hymner langtfra er primitiv Folkepoesi
(om end Spor af en saadan findes deri), men
et mere tillavet Aandsprodukt, skabt af en
privilegeret Præstestand til Brug ved Ofringerne.
Foruden de rent religiøse Hymner findes der
ogsaa en Del verdslig Lyrik, ofte af betagende
Skønhed, hist og her Hentydninger til
historiske Forhold, Trolddoms- og
Besværgelses-Hymner og enkelte af rent filosofisk Indhold
(særlig i 10. Bog). Allerede i Oldtiden var R.
Genstand for Fortolkning og sproglig
Behandling (jfr Veda, Pratiçakhya), og man
har fra den Tid overleveret fl. forsk. Indices,
de saakaldte Anukramani’er, der indeholder
Lister over Hymnerne, deres Forfattere (jfr
Rishi), Versenes Antal og Versemaalene, samt
over de Guddomme, hvortil Hymnerne er
henvendte; disse Indices blev samlede i et større
Generalregister, Sarvanukramani, der tilskrives
Katyayana, og senere blev de kommenterede af
Shadguruçishya (i 12. Aarh., udg. af A. A.
Macdonell [Oxford 1886]); men det
vigtigste Værk for R.-Forskningen er dog den
omfangsrige Kommentar af Sayana (s. d.), som
levede i Slutn. af 14. Aarh. I Beg. var den
europæiske Forskning udelukkende henvist til den
Hjælp, som disse indiske Kommentarer ydede,
men efterhaanden brødes ny Baner, særlig
gennem de forsk. Arbejder af R. v. Roth, der
søgte at gøre den Grundsætning gældende, at
Hymnerne i første Rk. maatte tolkes ud fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
