Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rod (Planter) - Rod (Sprogvidenskab)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
enten mere uudviklet eller i alt Fald ikke
dominerende, og dette Rodsystem kalder vi en
Trævlerod.
Kun faa Blomsterplanter har ikke nogen R.,
saaledes Hørsilke, Blærerod, Koralrod,
Hornblad, Tusindblad. Af Bladsporeplanterne er
Salvinia (en Vandbregne), Psilotum (en
Ulvefodsvækst) samt Mosserne rodløse.
R.’s Forvandlingsevne er langtfra saa stor
som Bladenes ell. Stængelens. Bortset fra den
alm. Jordrod ell. Sugeroden kan vi skelne
mellem saadanne Former som Ammeroden
(se Rodknold); Hefteroden (hos
Vedbenden og en Mængde tropiske Planter, saasom
Aroïdeer, Marcgraviaceer, Bromeliaceer, Vanilla
o. a.), som ved Klæbestoffer fasthefter visse
Lianer til Stammer ell. Klippeflader, men ikke
sørger for nogen Ernæring; Luftroden (hos
en Mængde, især i den tropiske Regnskov
hjemmehørende Epifytter, især Aroïdeer og
Orkideer), som gennem sin til det saakaldte
Velamen uddannede Hud rimeligvis optager Vand
fra Atmosfæren; Aanderoden (hos nogle
Palmer og især hos visse Mangrove-Planter),
som gennem særegne Organer
(Pneumatoder) optager den til R.’s Aanding nødvendige
Luft, da de med denne ejendommelige Rodform
forsynede Planter vokser i Havets iltfattige
Mudderbund, fra hvilken de sender de lange,
tynde Aanderødder, der netop er
jordflyende, op i Luften; Støtteroden (hos
Rhizophora, mange Ficus-Arter, Pandanus), som
fra Stamme og Grene vokser lige ell.
bueformet ned i Jorden ell. Mudderet og tjener til
Stammens ell. Grenenes Afstivning og
Understøttelse; Tornroden (en meget sjælden
Forvandlingsform af R., som kendes hos visse
Palmer), der formodentlig tjener til Værn;
endelig kan nævnes Assimilationsroden
(hos Tæniophyllum Zollingeri, en lille, epifytisk,
bladløs Orkidé i Indien, men især paafaldende
udviklet hos de i Vandfald og Floder voksende
Podostemaceer); den er grøn og har overtaget
Bladenes Funktion.
R.’s Anatomi viser i sin alm. Plan den
Ejendommelighed, at den, bortset fra enkelte, mere
aparte Former, har den saakaldte trækfaste
Konstruktion. Styrkevæv er som Regel ikke
udviklet i R.’s primære Tilstand;
Karstrengsystemet, hvis Vedelementer er tidlig og stærkt
forveddede, samt det ofte som Styrkevæv
uddannede Rindevæv, maa her være tilstrækkeligt; det
er samlet i R.’s Akse og omgivet af et
tyndvægget Cellelag, Pericyklen ell. Perikambiet, fra
hvilket R.’s Nydannelser (Kork og Rodgrene,
sjældnere ogsaa Knopper) tager deres Udspring,
og som sammen med Ledningsstrengene og det i
dem forbindende Grundvæv (Bindevæv)
danner Centralcylindren; denne
omgives atter af Rodskeden ell.
Endodermis, der kan have Bet. som Styrkevæv, og uden
om denne danner derpaa (Barken og Huden, i
der altid mangler Spalteaabninger og er
tyndvæggede, mere ell. mindre mægtige Vævmasser.
Paa Tværsnit af den primære R. viser
Vedstrengene sig som Straaler, hvis snævreste Kar
ligger yderst; efter disse Straalers Antal, der i
ofte er meget konstant hos de forsk. Familier
ell. Slægter, benævnes R. henh. to-, tre-, fire-
o. s. v. indtil mangestraalet (diark hos
Korsblomstrede, Nelliker, Salturter, mange
Kurvblomstrede, triark hos Ært, Vikke,
Fladbælg, tetrark hos Græskar, Vortemælk, Bønne,
polyark hos Sværdlilje, Sarsaparille, Palmer
o. m. a.).
Naar (hos Nøgenfrøede og Tokimbladede)
Tykkelsevæksten begynder, dannes der et
Dannelsesvæv lige inden for Sistrengene, der
ligger afvekslende med Vedstrengene. Senere
griber denne Nydannelse om sig, saa at der
til sidst er dannet et sammenhængende
Kambiumlag ogsaa uden om Vedstrengene, og
ved dettes Virksomhed etableres der snart en
Bygning, der minder om Stænglens. Der
dannes nu et mægtigt Vedlegeme, sammensat
ganske som Stammens, og under dettes tiltagende
Volumenforøgelse sprænges Barken; denne og
Huden (tillige med Endodermeni) afkastes, og
den ældre R. (f. Eks. Guleroden, Beden,
Kaalrabi) bestaar kun af Centralcylinderen, i hvis
Omkreds der af Pericyklen er udviklet en mere
ell. mindre mægtig brun ell. graa Kork.
Rodhætten, der dannes paa R.’s
Vækstpunkt og beklæder Rodspidsen, er i Reglen saa
lille og slutter saa tæt til Rodlegemet, at den
kun kan ses under Mikroskopet. Hos enkelte
Planter, f. Eks. Andemad, er den dog meget
tydelig. Dens ydre Celler forslimer og igør det
derved lettere for R. at bane sig Vej gennem
Jorden; efter nyere Anskuelser udgør Cellerne
i dens Indre ofte, nemlig naar de er fylte med
smaa Stivelsekorn, der kan fungere som
Statoblaster (se Sanseorganer hos Planter), et
Sanseorgan, som paavirkes af Tyngden og
sætter R. i Stand til at indtage den rigtige
Retning (Haberlandt; Nemeč).
En ganske abnorm Rodbygning er ikke alm.;
i de knoldformede Ammerødder hos
Gøgeurterne findes flere Centralcylindre; det samme
er Tilfældet i visse Skærmplanters tykke
Rødder (Myrrhis, Oenanthe crocata); de store
Støtterødder hos Rhizophora-Arterne, R. af
Bananplanterne, den sekundære Bygning af
Sukkerroen og Rødbeden, Ammerødderne hos flere af
Natskyggefamilien (Galnebær, Scopolia, Alrune)
fremviser ligeledes fl. ell. færre Afvigelser i
anatomisk Henseende.
(V. A. P.). A. M.
Rod, i Sprogvidenskaben Navnet paa det
fælles, der ligger til Grund for fl. beslægtede Ord
ell. Ordformer. Vi siger saaledes, at bære,
bærer, bar, baaret, bær, Byrde, Baare, Barn, alle
er afledede af samme R., der ogsaa ligger til
Grund for tysk gebären, bahre, eng. bear, born,
birth, lat. fero, fertilis, gr. φέρω, φορμός, φόρος,
φέρετρον o. s. v. Ved R. tænker man sig den
ældste, oprindeligste og korteste Bestanddel af
Ordet, ved Tilføjelse af en Stammeudlyd
fremkommer Stammen, og endelig kan ved
yderligere Tilføjelser foran (som Forstavelser,
Præfixer) ell. bagtil (som Suffixer,
Bøjningsendelser) det færdige Ord, den færdige Form
fremkomme. I denne kan R. i mange Tilfælde
optræde i forsk. Former; hvad Vokalen angaar,
kam dette bl. a. bero paa det gamle Skifte, der
kaldes Aflyd, eller paa det yngre Skifte, der
kaldes Omlyd (s. d.); desuden optræder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
