Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rom (ital. Roma)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
de Gravmæler, som efter antik Skik
fandtes anbragte langs med Vejene uden for Byens
Grænser, samt endelig Katakomberne,
der strækker sig under Jorden i en vid
Omkreds. Litt.: Fra Oldtiden haves endnu
Rester af en Plan over R., som er udarbejdet
Faa Stentavler under Septimhis Severus og
Caracalla og var anbragt ved Templum Sacræ
urbis; de findes nu i det capitolinske Museum og
er bl. a. udgivne af Jordan i Forma urbis
Romæ regionum XIV [Berlin 1874]. Fra
Konstantin den Store’s Tid stammer en Beskrivelse
af R.’s Regioner, som er opbevaret i to
Redaktioner, der sædvanlig kaldes Notitia og
Curiosum. Endvidere haves fra Middelalderen et
Par topografiske Skildringer af R., et
Itinerarium, som findes i et Haandskrift i Einsiedeln,
og et Skrift Mirabilia Romæ. Disse Skrifter er
ogsaa udgivne af Jordan i 2. Bd af hans
Topografi [Berlin 1871]. I Renaissancetiden tiltog
Interessen for R.’s Topografi stærkt. Af ældre
Værker kan nævnes: Marliani, Urbis Romæ
topografia [2. Opl., R. 1544]; Donatus, Roma
vetus ac recens [R. 1638]; Nardini, Roma
antica [R. 1666; 4. Opl. 1818—19];
Desgodetz, Les édifices antiques de Rome [Paris
1682]; Piranesi, Le antichità romane [4 Bd,
R. 1756]. I Beg. af 19. Aarh. paabegyndtes
systematiske Udgravninger under Ledelse af
Fea, og efter 1870 er de blevne foretagne
efter en større Maalestok. Af den nyere Litt.
kan nævnes: Fea, Miscellanea filologica [2 Bd,
R. 1790—1836]; Samme, Descrizione di Roma
[3 Bd, R. 1820]; Platner, Bunsen m. fl.,
»Beschreibung der Stadt R.« [6 Bd, Stuttgart
1830—42]; Nibby, Roma nell’ Anno 1838 [4
Bd, R. 1838]; Becker, »Topographie der Stadt
R.« [Leipzig 1843]; Preller, »Die Regionen
der Stadt R.« [Jena 1846]; Canina,
Indicazione topografica di Roma antica [4. Opl., R.
1850]; Samme, Edifici di Roma antica [6 Bd,
R. 1848—56]; Jordan, »Topographie der Stadt
R. im Alterthum« [2 Bd, Berlin 1871—1907];
Parker, Archeology of Rome [12 Bd, Oxford
1873—77]; Reber, »Die Ruinen R.’s« [2. Opl.,
Leipzig 1879]; Dyer, Ancient Rome [2. Opl.,
London 1883]; Gilbert, »Gesch. u.
Topographie d. Stadt R. im Altertum« [3 Bd, Leipzig
1883—90]; Lanciani, Ancient Rome [London
1888]; Samme, Pagan and Christian Rome
[London 1892]; Samme, The ruins and
excavations of ancient Rome [London 1897];
Samme, New tales of old Rome [London 1901];
Schneider, »Das alte R.« [Leipzig 1896];
Borsari, Topografia di Roma antica [Milano
1897]; Homo, Lexique de topographie romaine
[Paris 1900]; Richter, »Topographie der
Stadt R.« [2. Opl., München 1901]; Hülsen,
»Die Ausgrabungen auf dem Forum Romanum
1898—1902« [R. 1903]; Platner, Topography
and monuments of Ancient Rome [2. Oplag,
Boston 1911]. Beretninger om Udgravninger
findes i de ital. Notizie degli scavi og Bullettino
della commissione archeologica comunale di
Roma samt i det tyske arkæologiske Instituts
»Mitteilungen«. Af kartografiske Værker ang.
det gamle R. er de bedste Kiepert og
Hülsen, Formæ urbis Romæ antiquæ [Berlin 1895]
og Lanciani, Forma urbis Romæ [Milano
1893 ff.]).
H. H. R.
Historie.
Her skal kun selve Byen, R.’s Historie
behandles. I politisk Henseende har R. som
bekendt til forsk. Tider spillet en overordentlig
stor Rolle. I Oldtiden var den i Aarh.
Hovedstaden i et Verdensrige, og selv efter dettes
Fald forstod den endnu i mange Aar, i
Middelalderen og helt ind i den nyere Tid, at bevare
Stillingen som aandeligt Midtpunkt for hele den
civiliserede Verden ell. dog for store Dele af
den, idet den med en kortere Afbrydelse stadig
var Sædet for Paverne, og endelig er den i den
nyeste Tid blevet en europ. Stormagts
Hovedstad. Men ang. disse Forhold henvises dels
til Romerske Rige, dels til
Kirkestaten og Pave.
Ogsaa af selve Byens Historie er dog saavel
dens Oprindelse som Hovedmomemterne af dens
Udvikling og Vækst i Oldtiden, for saa vidt som
de var af Bet. for Skildringen af de
topografiske Forhold, allerede ovf. blevne fremstillede
(S. 305 ff.). Sin Stilling som Rigets Hovedstad
lykkedes det ikke R. at bevare usvækket lige
til Oldtidens Slutning. Allerede de første
Kejsere bidrog ved deres Omsorg for at hæve
Rigets Provinser op af det
Underordningsforhold, hvori de hidtil havde staaet til R., til at
svække Hovedstadens Magtstilling, idet det nu
ikke længere var Folkeforsamlingerne i R., der
var eneraadende over Provinsernes Skæbne,
men som Kejserens Residens og Regeringens
Sæde vedblev R. dog lige fuldt at være
Hovedstad. Men efterhaanden som det rom. Senat
trængtes mere og mere i Baggrunden, og
Kejseren ofte tilbragte længere Tidsrum ad Gangen
i andre Dele af Riget, svandt R.’s Bet. ind. Da
saa Konstantin den Store gjorde Konstantinopel
til sin ny Hovedstad, og Kejserne ogsaa senere,
efter at Rigets vestlige Halvdel var blevet skilt
fra den østlige, ofte residerede andre Steder
end i R., blev R. nærmest kun betragtet som
den gamle, hellige By, hvortil der knyttede sig
mange stolte Traditioner; den fik omtr. samme
Bet. som senere Moskva for Russerne. Men Byen
forfaldt dog ikke; tværtimod opførte endnu
Konstantin store Pragtbygninger i R., og man blev
ved smed at opstille Statuer og Mindesmærker
paa Forum. Under Folkevandringerne led Byen
derimod meget. Ved Vestgoternes og
Vandalernes Plyndringer (410 og 455) gik mange
Kunstværker tabt, men endnu større Skade gjorde
Østgoternes Plyndringer under Totila (546).
Efter Østgoternes Overvindelse kom R. under
Kejseren i Konstantinopel, men Forbindelsen med
Østen var vanskelig, især efter at den største
Del af Italien var kommet i Hænderne paa
Langobarderne, som ogsaa gentagne Gange
gjorde Angreb paa R.
Men imidlertid var R. blevet Hovedsædet for
en ny Stormagt, Kirken. De rom. Biskopper
(Paverne) havde allerede tidlig faaet en særlig
anset Stilling bl. de kristne Biskopper; men
først da Kristendommen under Konstantin den
Store opnaaede Statens Anerkendelse, blev de
ret i Stand til at gøre sig gældende. Da saa
Kejserne holdt op imed at residere i R., blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
