Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
karaktererne med deres Brydninger, Vorden og
Udvikling (Karakterroman; den psykologiske R.),
paa Milieuet (Kulturroman) ell. paa Situation
og Intriger (Intrigeroman). Ved sin Prosaform
og episke Bredde vil R. altid være en ypperlig
Digtningsform til at genfremstille en
Kulturverden ell. Former af denne ved at give os et
Indblik i Tidens Natur, Milieu og Kultur og
gennem en Fylde af Karakterer, der er
formede til et typisk Udtryk for det Menneskeliv,
der præger en Tid, føre os rundt i
(Menneskelivet og skildre os dets Former, Livsanskuelser,
herskende Følelser og Lidenskaber,
Bestræbelser og Idealer. Det er da ogsaa forstaaeligt, at
R. i Tidens Løb er sejlet forbi selv den dram.
og nu udgør Hovedmassen af den poetiske Litt.,
selv om man ser bort fra det uhyre Kvantum
Fabriksindustri og Underholdningsromaner,
der er opstaaet til Mættelse af et læsesultent,
men æstetisk lidet udviklet Publikum.
At R. er fremgaaet ved en Omdannelse af
Folke- og Ridderepos’ernes Stof og Emner, viser
dens Udviklingsgang. Hvad Oldtiden i sin
Slutning har ydet af Tilløb, er kun ubetydeligt,
saasom visse alexandrinske Kærlighedshistorier
i det gr. Sprog fra 2.-5. Aarh. (se
Erotiker) og den satirisk-fantastiske Sæderoman
som Petronius’ »Satiræ« og Apulejus’ »Gyldne
Æsel«. I Middelalderen blev R. i Frankrig
Betegnelsen for visse, mest i Rimpar forfattede
og et ridderligt Stof behandlende Digte, der
blev skrevet i Folkesproget (lingva romana), den
første Form af Ridderromaner. Med
Riddertidens Forfald og Folkets voksende Læselyst
fortrængtes Interessen for Formen af Interessen
for Stoffet. Formen blev Prosa, og den ældre
episke Digtnings og Ridderepos’ernes Stof blev
omskrevet paa Prosa. Frankrig gjorde
Begyndelsen og fremkaldte ved sit Eksempel en vældig
Romanproduktion i Vestens Lande, særlig i
Spanien. Som en Type paa denne fantastiske
prosaiske Ridderroman staar Portugiseren
Vasco de Lobeira’s »Amadis af Gallien«
(se Amadisromaner), der i 15. og 16.
Aarh. i talrige Bearbejdelser oversvømmede
hele Kulturverdenen, ogsaa Tyskland, hvor
Oversættelser af fr. Prosaromaner var paa
Mode i adelige Kredse. Disse Ridderromaner blev
i det hele oversatte ell. efterlignede i de fleste
Lande og spredes efter Bogtrykkerkunstens
Indførelse ud i endnu videre Kredse som
Folkebøger. I Norden skrives de første Prosaromaner
ved det norske Hof c. 1250 (jfr
Karl-Magnus-Sagnene); ved det sv. Hof oversattes
den første rimede R. 1303 (jfr
Eufemia-Viserne): til Dels blev de først kendt efter
Middelalderens Slutning (Olger Danskes Krønike
1534, se Holger Danske). En Reaktion mod
denne romantiske Ridderroman var den fr.
Satiriker Rabelais’ fantastiske,
groteskdjærve R. om Kæmperne »Gargantua og
Pantagruel« (1532) og Cervantes’ udødelige »Don
Quijote«, der i vemodig Spot lader Heltens
højstemte Idealisme kontrastere med Livets Prosa.
Men derved naaedes Virkelighedens Grund
endnu ikke. En fantastisk Rejseroman, satirisk
ell. idealutopisk, tog sit Udgangspunkt hos
Rabelais og Th. Morus’ »Utopia« (1516) og førte
til S vift’s »Gullivers Rejse« (1726) og Holberg’s
»Niels Klim« (1741), medens den i Fenelon’s
Télémaque (1699) førte over i den politiske og
moralske Opdragelsesroman (Wieland’s »Agathon«,
1766). Hyrderomanen, indført efter Longos’
Forbillede af Italieneren Sannazaro med hans
»Arkadia« (1502) med talrige Efterlignere i de
forsk. Lande, saasom Spanieren
Montemajor’s »Diana« (1559), Englænderen Philip
Sidney’s »Arkadia« og Franskmanden
d’Urfé’s »Astræa«, spillede en betydelig Rolle i 16.
og 17. Aarh. og for øvrigt »politiske
Hofromaner« og Kærligheds- og Heltehistorier af uhyre
Omfang.
Et kraftigt om end ensidigt Greb mod
Virkelighedsskildring udgik fra Spanien.
Mendoza’s (?) Lazarillo de Tormes (1554) aabner
Løsgænger- og Skælmromanens Række, efterfulgt
af andre, saaledes Aleman’s Guzman de
Alfarache. I denne Retning opstod bl. a. i
Tyskland Grimmelhausen’s virkelighedstro
»Simplicissimus« med djærve og gribende
Skildringer fra Trediveaarskrigen, i Frankrig
Scarron’s Roman comique (1651) og Le
Sage’s Gil Blas (1715—35). Ogsaa i England blev
Lazarillo og Guzman oversatte og efterlignede
(Richard Head, The English Rogue) og
har ogsaa haft Indflydelse paa Defoe’s
Rejseromaner. I Frankrig blev Skælmromanens
pikante Situationer et Tema for en slibrig Salon-
og Boudoirroman, der igen virkede paa
Tyskland.
Medens Retningen mod Virkeligheden og
Nutiden saaledes nærmest havde haft et
komisk-frivolt Præg, begynder den alvorlige borgerlige
Sæderoman og Familieliv skildrende R. med
Englænderen Samuel Richardson
(tillige Skaber af Brevromanen). Hans langtrukne
og moraliserende, men med stort
Menneskekundskab skrevne R. fik et reagerende
Supplement i Fielding’s og Smollet’s saftfulde
og realistiske og Sterne’s sentimentale
Humor som ogsaa i Goldsmith’s Lune og
Hygge, Forbilleder ikke blot for alle senere
eng. (Dickens, Thackeray), men ogsaa for
tyske humoristiske Romanforfattere (Jean Paul
f. Eks.). Richardson virkede mægtigt paa
Fastlandet. Rousseau, den romantiske
Naturfølelses Fader og Forkæmperen for Følelsens
og Lidenskabens Ret, traadte i La nouvelle
Héloise i hans Fodspor, og Goethe’s »Werthers
Leiden« er paavirket af begge. Med disse
Forfattere var den moderne R. skabt, dukket ned
i Virkelighedens Strømninger og traadt ind i
den sociale Interesses Midtpunkt, og har fra den
Tid faaet en Hovedplads i Litteraturen, selv
om det store Læsepublikum oftest foretrak
Ridder-, Røver-, Sensationsromanen og anden
Romanindustri, der nu skød op om den ægte
Romanlitteratur. Med Goethe’s »Wilhelm
Meister« og »Wahlverwandschaften«, der med
sikker Kunstnerhaand greb ned i Livet og den
menneskelige Udvikling og ogsaa berørte de
sociale Problemer, var en ny Indsats givet. Paa
»Wilhelm Meister« hviler den moderne
Dannelses- og Kunstnerroman som Tieck’s
»Sternbald«, Novalis’ »Heinrich von Offerdingen«
o. a., og i videre Udvikling Immermann’s
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
