Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Roman de la Rose - Roman de Renard, R. - Romanèche - Romanesca - Romanes, George John - Romania - Romanino, Girolamo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
der gives tidlige holl., ital. og eng. Overs. deraf,
ja endog Chaucer oversatte den (denne
Oversættelse er imidlertid tabt). Men den havde
ogsaa — som fritænkersk og umoralsk — heftige
Modstandere, deriblandt Christine de Pisan og
Gerson. Endnu paa Overgangen til
Renaissancetiden stod den omtr. i usvækket Glans og var
en af de første Bøger, der udkom mange Gange
i Trykken, tidligst Paris 1479; en Modernisering
ved Clement Marot bidrog længe til at holde
det navnkundige Værk i Live. Af Udgaver er
fra en senere Tid at nævne Méon’s (Paris
1814), Francisque Michel’s (Paris 1864),
derefter Marteau-Croissandeau’s (1878)
og E. Langlois’ i 5 Bd (1914—23) for Societé
des Anciens Textes; den eng. Bearbejdelse The
Romaunt of the Rose, er udg. ved Kaluza
(1891); den ital., Il Fiore, ved Castets (1881).
(Litt.: Histoire litteraire de la France, XXIII;
F. Heinrich, »Ueber den Stil von Guillaume
de Lorris und Jean de Meung« [Marburg 1886];
Langlois, Origines et sources du r. de la r.
[1891]; Kaluza, »Chaucer und der
Rosenroman« [1892]).
E. G.
Roman de Renard [rå’mã-dö-’rna.r], ogsaa
du [dy] R., oldffransk Digterværk. Efter at
Franskmændene i nogen Tid havde haft
Dyrefabler i deres Litteratur med de æsopiske som
Mønster, begyndte man i Frankrig at forfatte
længere Fortællinger paa Vers om Dyrene,
uden Moralisering, men blot til Underholdning
skildrende deres Liv og Vaner, nærmest som
en Parodi paa Middelalderens
Menneskesamfund og skjulende en Ironi derover. Den
satiriske Verdenserfaring, som er kommen til det
Resultat, at det til syvende og sidst er den
snedigste, der gaar af med Profitten, opstiller
Ræven (Renard er opr. et Egennavn, det
tyske Reinhard, hvoraf Reineke) som den
Person, hvorom det hele drejer sig, og som ved
sin hensynsløse Kløgt overvinder den plumpe og
vilde Isengrin (Ulven) og bliver Førstemand
ved Kong Noble’s (Løvens) Hof, skønt han er
lige ved at blive hængt. R. d. R. kalder man
den Samling af enkelte fortællende Digte om
Rævens Bedrifter, som blev til efterhaanden i
12. og 13. Aarh., dels anonymt, dels med
Forfatternavne: Le Pèlerinage de Renard, Le
Jugement de Renard, Le Couronnement de R.,
Renard le Nouvel, Renard le Contrefait (ɔ: den
efterlignede) o. fl. De er alle skrevne i rimede
8-Stavelses Vers. Af Karakter er de indbyrdes
ret forsk.; man træffer snart elskværdig,
harmløs Spøg, snart bitter Satire og kynisk
Smudsighed. Tilsvarende Digtninge kendes ogsaa i
andre Landes Litteraturer: her skal blot
mindes om den nederlandske »Reineke Vos«, om
den danske »Ræffue Bog« af Herman Veigere
(Lübeck 1555, paany udg. af »Det danske Sprog-
og Litteraturselskab« i to Bd [Kbhvn
1915—23]), endelig Goethe’s heksametriske
Omdigtning »Reineke Fuchs«. Udgaver af R. d. R.:
ved Méon (4 Bd, Paris 1826), med Supplement
af Chabaille (1835), ved E. Martin (3
Bd, Strasbourg og Paris 1881—87), R. le
Contrefait ved Ferd. Wolff (Wien 1861).
(Litt.: A. Rothe, Les Romans du R.
examinés, analyses et comparés [Paris 1845];
Jonckbloet, Étude sur le R. de R. [1863];
E. Martin, Observations critiques sur le
R. du R. [1887]; Büttner, »Studien zu dem
R. du R.«, I—III [1891 og 1892]; L. Sudre, Les
sources du r. du R. [1893]; L. Foulet, Le r.
de R. [1914]).
E. G.
Romanèche [råma’næ∫], By i det østlige
Frankrig. Dept Sâone-et-Loire, SSV. f. Macon,
2254 Indb. R. er bekendt for sin gode Rødvin.
(M. Kr.). E. St.
Romanesca, se Gagliarda.
Romanes [rou’meiniz], George John, eng.
Filosof (1848—94), var fra først af stærkt
paavirket af Darwin og fremsatte i sit første Skrift
A Candid Examination of Theism (1878) en
skarp Kritik af Theismen ud fra evolutionistisk
Grundsyn, men ændrede siden sin Opfattelse
stærkt i idealistisk og religiøs Retning. Af hans
tankevægtige og smukke Værker maa særlig
nævnes: Darwin and after Darwin, Mind and
Motion and Monism og de efterladte Thoughts
on Religion. Af hans Liv, helt viet
videnskabeligt Arbejde og filosofisk Tænkning, gives et
meget sympatetisk Billede i Life and Letters of
G. J. R. ed by Ethel Romanes (London 1896).
W. N.
Romania var under det venetianske
Herredømme Navnet paa den østlige Del af Morea
(Napoli di R. = Nauplia). Desuden
forekommer Ordet som Betegnelse for det
byzantinske Rige.
H. H. R.
Romanino (Romani), Girolamo, ogsaa
Girolamo Bresciano (Hieronymus
Rumanus de Brixia), ital. Maler, f. i Brescia c.
1485, d. smst. 1566, var Elev af Stefano Rizzo(?)
og Floriano Ferramola i sin Fødeby, hvor hans
Hovedvirksomhed faldt, medens han kortere
Tid var beskæftiget i Padova, Cremona og
Trient. Mere Indflydelse paa R.’s Udvikling end
den hjemlige Skole fik venetiansk Malerkunst
(allerede gennem hans Bysbarn Savoldo),
særlig Giorgione. Fra denne Paavirkning har R.
sin kraftige, glødende Farve, sin store og
fyldige Form, sin overlegne brede Behandling;
hans Værker skæmmes dog ikke sjælden af en
vis overfladisk Flothed og ujævn Løshed i
Gennemførelsen. Hovedværker er de pragtfulde
Ungdomsarbejder: Alterbillederne til S.
Francesco i Brescia (1511) og S. Giustina i Padova
(1513, nu i Gal. smst.), begge Fremstillinger af
Madonna med Hellige, i deres dybe gyldne
Farvepragt paa Højde med den mest
fremragende venetianske Malerkunst. Betydelige og
mægtig virkende er hans Fresker i Cremonas
Domkirke (1519—20), fire Scener af Kristi
Lidelseshistorie, og de to Fresker (i Gal. Martinengo,
Brescia) med Kristus i Emmaus og Magdalene
vadskende Kristi Fødder, ligesom de sammen
med Moretto udførte Fresker i
Corpus-Domini-Kapellet i S. Giovanni Evangelista smst. I disse
Værker saavel som i fl. samtidige Alterbilleder
(»Sposalizio« i det foran nævnte Kapel og
Korsnedtagelsen i Gal. Martinengo) hersker endnu
den glødende venetianske Kolorit. Men i sine
senere Arbejder søgte R. den lyse, sølvagtige,
fine perlegraa Tone, som optagen af Moretto
blev Brescianer-Skolens Særeje. Af disse senere
Værker fremhæves »Tronende Madonna« m. m.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
