Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - romansk Filologi - romansk Stil
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
K. Biartsch og Th. Müller. Endnu virker H.
Schuchardt i Graz, og K. Vollmöller lever i
Dresden som afgaaet Prof. (fra Göttingen).
Fremragende tyske Navne i vor Tid er: W.
Meyer-Lübcke, Prof. i Bonn, der har vist sig
som Diez’ Efterfølger og Afløser ogsaa ved de
Værker, som skyldes ham (nemlig:
»Grammatik der romanischen Sprachen« og »Romanisches
etymologisches Wörterbuch«), og L. Spitzer.
Ogsaa de nordiske Lande har givet deres
Bidrag til det internationale Arbejde paa r. F.’s
Udvikling. Medens der ved det kbhvn’ske Univ.
»allerede i en Del Aar havde været holdt
Forelæsninger over Oldfransk (V. Bjerring), blev
Thor Sundby fra 1887 den første Prof. i r. F.;
og hans Efterfølger, Kr. Nyrop, er nu (1925)
en med Rette særdeles anset Repræsentant
derfor; ved hans Side virker Kr. Sandfeld. Ved
Kria Univ. doceredes Faget — foruden Engelsk
— af Johan Storm (Prof. fra 1873), medens
P. A. Geijer beklædte Professoratet i r. F. i
Upsala, Fr. Wulff i Lund og Joh. Vising i
Göteborg. Wulffs Forgænger, den fortjente
Romanist V. E. Lidfforss, var endnu »Professor i
ny europ. Lingvistik og moderne Litteratur«,
et Eksempel paa, hvor sent man i Norden har
villet anerkende r. F. som selvstændig
Videnskab. Foruden Professorerne er der ved nogle
af de nordiske Univ. ansat egl. Sproglærere,
men f. Eks. i Kbhvn er Professorens Gerning
endnu belemret, som nogle maaske vil sige, med
adskillig praktisk Undervisning i det moderne
Sprog, en Levning fra den Tid, da man kun
havde »Sprogmestre« i de »ikke-klassiske«
Sprog. Noget af dette Arbejde er i senere Tid
overtaget af indfødte fr. Lektorer, som har
været ansatte ved de respektive Universiteter.
(Litt.: G. Körting, »Encyklopädie u.
Methodologie der romanischen Philologie« [1.—3.
Del, med Tillæg, Heilbronn 1884—88]; G.
Gröber o. fl., »Grundriss der romanischen
Philologie« [2 Bd, hvoraf det sidste delt i 3
Afdelinger, Strasbourg 1888—1902; ny Udg. af 1. Bd,
Strasbourg 1904—06]. Af Tidsskrifter: »Jahrbuch
für romanische und englische Sprache und
Litteratur« [1859—73, red. af A. Ebert, F. Wolf
og L. Lemcke]; Romania [udg. i Paris fra 1872,
red. af G. Paris lige til hans Død 1903, sammen
med P. Meyer; nu (1925) af Mario Roques];
»Zeitschrift für romanische Philologie« [fra 1877, red.
af Gröber, nu af A. Hilka; udk. i Halle];
»Litteraturblatt für germanische u. roman. Philol.« i
Heidelberg [fra 1880, red. af O. Behaghel og
F. Neumann]; »Kritischer Jahresbericht über
die Fortschritte der rom. Philologie« [fra 1890,
red. af K. Vollmöller; nu ophørt]; The Romanic
Review, udkommer i Lancaster; »Romanische
Forschungen« i Erlangen; Revue des langues
romanes i Montpellier; Studj romanzi i Rom,
red. af E. Monaci; Archivium Romanicum i
Firenze fra 1917, red. af G. Bertoni).
E. G.
romansk Stil kaldes den Stilart, der
herskede i Europa i den ældre Middelalder, fra
omtr. Aar 1000 til c. 1150—1200. Selve Navnet,
der først er skabt af fr. Arkæologer i 19. Aarh.
og har vundet Borgerret siden c. 1840, er
dannet i Analogi med Fællesbetegnelsen for de
romanske Nationer og er for saa vidt rigtigt, som
Middelalderen har udformet sin Kunst paa
Grundlag af den romerske Kultur. Men det
maa dog ikke glemmes, at Tyskland har haft
væsentlig Andel i den romanske Stils
Udvikling.
I Overensstemmelse med Middelalderens hele
Aandsretning blev den romanske Stils
Arkitektur i overvejende Grad kirkelig. De verdslige
Monumenter spiller en yderst ringe Rolle i
Sammenligning med de store Domkirker og
Klosterkirker, hvori Stilen udformedes, og de
beskednere Landsbykirker, der bærer dens Præg
(smlg. Bygningskunst, S. 325 f.). Ogsaa
dens Billedkunst, Kunsthaandværk og
Ornamentik er næsten udelukkende bevaret gennem
Kirkerne, dels i Bygningsdekoration,
Portalskulptur og Vægmalerier, dels i Kirkeinventar som
Døbefonte, Gravsten, enkelte Altertavler,
Alterkar, Krucifikser o. l. Malerkunsten er bunden
til Kirkemurene; bl. dens Hovedværker er
Kirkevæggenes Kalkmalerier, hvis Freskoteknik
er romersk, og hvis Farvevalg erindrer om
byzantinske Mosaikker, men hertil kom dog det
nyopfundne Glasmaleri samt Manuskripternes
Miniaturer. Ogsaa Billedhuggerkunsten har for
største Delen til Opgave at smykke
Arkitekturen, ikke mindst Kirkeportalerne, og ikke blot
Arbejder i Sten, men ogsaa i Metal og Træ har
et arkitektonisk Præg, som kan fremhæves ved
Enkeltfigurernes stive, stundom ubehjælpsomme,
stundom bevidst storladne Frontalitet. Inden
for sin Begrænsning er den romanske Stils
Billedkunst i Virkeligheden mangfoldig og
omskiftelig; Oldtidstraditioner fra Byzans og Rom
mødes og blandes med nordeuropæisk
Primitivitet, indtil endelig den elegante unggotiske
Figurstil fra Frankrig bredte sig over Europa.
En lgn. Blanding af gl. Traditioner og ny,
friske Impulser mærkes ogsaa i
Bygningsdekoration og Ornamentik. Betegnende synes det, at
man ved Siden af mere ell. mindre
degenererede Efterligninger af det korintiske Kapitæl
skaber helt ny, teknisk følgerigtige
Kapitælformer som Terningkapitælet og det murede
Trapezkapitæl og tilmed stundom bruger figurrige
Fantasikapitæler, medens ogsaa Søjleskafterne
kan varieres og Baserne udstyres med
Hjørneknopper. Det er, selv i fine Bygværker, meget
alm., at to symmetriske Arkitekturled, f. Eks.
en Bues to Kragsten, har vidt forskellige
Ornamentmotiver, en udisciplineret Opfindsomhed,
som kan gøre den romanske Stils Prydkunst
meget fornøjelig.
Paa Grænsen af Billedkunst og Prydkunst staar
de talrige kristelige Symboler, Kors (hyppigt
udstyret med Bladknopper og fortolket som
Livets Træ), Kristuslam, Evangelisttegn, Drager
og ikke mindst Løver, der baade kan betegne
det gode (Løven af Juda Stamme) og det onde
og hyppigt sikkert anvendes rent dekorativt
(smlg. Døbefont). Det egl. Prydværk holder
sig dog mest til Plantemotiver, og den romanske
Ornamentiks Grundstamme er den klassiske
Antiks Ranker og Palmetter, hvis Enkeltheder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
