Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Romeo og Julie - Romerbrevet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Shakespeare med Tonen paa første Stavelse,
men er egl. det ital. Fællesnavn romeo, som
betyder: en Pilegrim; det kan bemærkes, at i den
første Scene, hvor R. og J. mødes, paa Ballet
hos Capulet, sammenligner han sig med en
Pilegrim. — Emnet er hyppig benyttet til
Operaer, hvoraf især er at fremhæve Gounod’s
Roméo et Juliette; ogsaa benyttet til en
»Dramatisk Symfoni« af Berlioz.
E. G.
Romerbrevet, efter den sædvanlige
Rækkefølge det første af de i det Ny Testamente
optagne Breve fra Apostlen Paulus. —
Indholdet falder naturligt i en belærende og en
formanende Hoveddel: Kap. 1—11 og Kap. 12—16.
Efter en Indledning (1, 1—17), hvori Paulus
har omtalt sig selv som Hedningeapostel og
skildret sin Længsel efter ogsaa at forkynde
Evangeliet i Rom, viser han (1, 18—3, 20), at
alle Mennesker, baade Hedninger og Jøder er
faldne Syndere, som ved deres egne Forsøg paa
at opfylde Moseloven (»Lovens Gerninger«) ikke
kan opnaa Frelsen (»Retfærdiggørelse«); den
vindes kun (3, 21—31) ved i Tro paa Kristus at
tilegne sig den Soning, som hans Død har
bevirket. Som Forbillede paa denne
»Retfærdiggørelse ved Tro« skildres da (Kap. 4)
Abraham; og det udvikles videre, at den, som ved
Optagelse i Menigheden er bleven
»retfærdiggjort«, er sikker paa Saligheden til sidst
(5, 1—11); ved at komme i Livssamfund med
Kristus faar den troende nemlig Del i hans
»Retfærdighed« og »Liv«, ganske paa samme
Maade som alle Mennesker ved deres
Samhørighed med Adam er bleven belastede med
hans »Synd« og »Død« (5, 12—21). Det i Daaben
tilvejebragte Livssamfund med Kristus
medfører, at den troende med ham maa »dø bort«
fra Synden og »opstaa« til et nyt sædeligt Liv;
derfor kan Frigørelse fra Loven ikke betyde
Frihed til at synde (Kap. 6). Loven kan
overhovedet ikke hemme Synden, men ægger den
snarere frem, og over for Synden er Menneskets
egen Kraft afmægtig (Kap. 7); kun den, som i
Livssamfundet med Kristus har faaet hans Aand
som drivende Kraft i sit Liv, vinder Sejr over
»Kødet« og er sikker paa Frelsen til sidst (Kap.
8). Apostlen gaar dernæst (Kap. 9—11) over til
det for ham selv og alle Jødekristne saa
vanskelige Problem, hvorfor det udvalgte Folk for
største Delen forhærdede sig og ikke tog imod
den i Kristus tilbudte Naade; Løsningen finder
han i Forudbestemmelsestanken; Gud, som har
Ret til at gøre, hvad han vil, har nu lagt sin
Frelsesplan saaledes, at ved Jødernes
Forhærdelse kommer Evangeliet til Hedningerne, men
disses Modtagelse deraf vil til sidst opvække
Jødernes Skinsyge, saaledes at de ogsaa tilegner
sig Naadestilbudet; og Udviklingen ender
saaledes med, at baade Jøder og Hedninger bliver
delagtige i Frelsen. Brevets parænetiske Del
indeholder Formaning til en hellig Livsvandel
i indbyrdes Kærlighed, saaledes at enhver især
bidrager til Menighedslivets Trivsel efter de
særlige Naadegaver, som han nu har faaet (Kap.
12), Indskærpelse af Pligten til at vise Lydighed
mod Øvrigheden (Kap. 13) og Opfordring til at
lempe sig efter »de Svage i Troen« (14, 1—15,
13); til sidst giver Apostlen Meddelelse om sine
Rejseplaner (15, 14—33). Slutningskapitlet (Kap.
16) begynder med en Anbefaling for
»Diakonissen« Føbe og udfyldes i øvrigt for største Delen
af Hilsener til og fra en Række navngivne Mænd
og Kvinder. — Om den rom. Menigheds
Tilblivelse har vi ingen paalidelige hist.
Efterretninger; i den gamle Kirke fremkom
ganske vist tidligt den Anskuelse, at Apostlen
Peter skulde være Grundlæggeren af denne
Menighed; hos Hieronymus (De vir. illustr. 1)
antager Traditionen endogsaa den bestemte
Skikkelse, at Omskærelsens Apostel i Kejser
Klaudius’ 2. ell. 3. Regeringsaar (42 ell. 43) drog
til Rom for at bekæmpe Simon Mager, stiftede
en Menighed der og virkede derpaa i de iflg.
25 Aar som dennes Biskop. Overleveringen om
Peter som den første rom. Biskop fastholdes
stadigt af kat. Teologer; men den lader sig dog
ikke opretholde. For det første havde Paulus
næppe skrevet et saa udførligt Brev til en
Menighed, der til Stifter havde den Ledende inden
for Apostelkredsen; efter 2. Kor. 10, 16 og Rom.
15, 20 fulgte han nemlig det Princip ikke at
bygge paa »en af en anden lagt Grundvold«.
Af Ap. G. 15 og Gal. 2 erfarer vi dernæst, at
Peter var i Jerusalem paa Apostelmødet (c. Aar
50), og Gal. 2, 11 ff. beretter om et senere
Sammenstød mellem ham og Paulus i Antiochia; 1.
Kor. 9, 5 siges det, at han rejste rundt som
Missionær sammen med sin Hustru, og da han
iflg. Gal. 2, 9 ff. særlig havde faaet Virksomheden
bl. Jøder som Opgave, ligger det nærmere at
tænke sig, at han har virket i Orienten, end at
han skulde have søgt sig sit Arbejdsfelt netop i
Rom. En gl kirkelig Overlevering (Irenæus, Adv.
hæres. III 3) nævner endelig Linus som
Romermenighedens første Biskop. Selv om Apostlen
Peter har været i Rom paa sine gamle Dage og
har lidt Martyrdøden der (se Peter), har han
saaledes næppe noget med den derværende
Menigheds Tilblivelse at gøre. Vi maa snarere
tænke os, at rom. Jøder, som var paa
Paaskebesøg i Jerusalem dèr har lært Kristendommen
at kende, er blevne overbeviste om dens
Sandhed og da efter deres Tilbagekomst har virket
bl. Slægt og Venner som Missionærer for den ny
Religion; der var i Datiden i det hele en meget
livlig Forbindelse mellem Verdenshovedstaden
og Rigets enkelte Dele, saaledes at kulturelle og
religiøse Bevægelser hurtigt kunde forplante sig
til Rom; og allerede i Fyrrerne, rimeligvis
endnu før, er Menigheden der grundlagt; da Paulus
skriver sit Brev til den, forudsætter han (13,
11), at den allerede har eksisteret i længere
Tid. Er Formodningen om Menighedens
Oprindelse rigtig, maa den i Begyndelsen
fortrinsvis have bestaaet af Jødekristne; thi de
Festpilegrimme, der blev Kristne under et
Besøg i Jerusalem, maa antages aldeles
overvejende at have været Jøder og ligeledes først
og fremmest at have missioneret blandt
Landsmænd; men nogle »gudfrygtige« Hedninger (d.
v. s. Saadanne, som tallerede var traadt i
Forhold til den jød. Religion) er sikkert ogsaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
