Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Romerretten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Verona 1816, Ulpian’s Fragmenter og et Værk
af Paulus: sententiarum receptarum libri
quinque. Det er naturligvis særlig Udviklingen af
jus gentium, der tager Fart i denne Periode.
Derimod standser Prætors Virksomhed under
Hadrian ved Udstedelsen af Julian’s evige
Edikt (se Edikt), som blev en næsten
ufravigelig Norm for de senere Prætorer.
Efterhaanden som Kejserdømmet forfalder,
kommer imidlertid ogsaa Retsvidenskaben i
Forfald og udtørres efterhaanden som
Retskilde. Mere og mere kommer Fornyelsen alene fra
de kejserlige Dekreter og Reskripter, der under
Diokletian flød med en saadan Rigelighed, at
alene over 1200 fra hans Tid er optagne i
Justinian’s Kodeks. Det blev derfor nødvendigt
fra Tid til anden at samle disse Konstitutioner
i overskuelige Lovsamlinger — af disse er den
kendteste Codex Theodosianus fra Konstantin’s
Tid, hvilken ogsaa fik Gyldighed for det
vestromerske Rige. Et talende Vidnesbyrd om
Retsvidenskabens Forfald er Valentinian’s
Citerlov af Aar 426 e. Kr., der bestemte,
at kun de fem store Juristers Skrifter skulde
have bindende Gyldighed, samt fastsatte,
hvorledes Dommeren skulde stille sig, hvor disse
Lærde var uenige. Da Forvirringen
efterhaanden bliver større og større, imødekommer
Justinian saa 528—534 den herskende Trang
ved sine omfattende Kodifikationer, den
saakaldte Corpus juris (om denne Samling samt
om dens videnskabelige Ret. for Eftertiden, se
Corpus juris),
Medens de justinianske Lovværker paa selve
det østromerske Riges Grund allerede i 9. Aarh.
fortrængtes af en under Basilius Macedo og Leo
Philosophus foretagen gr. Bearbejdelse, kaldet
Basilica, holdt den romersk-justinianske Ret sig
derimod i Italien, hvor den indførtes 553 ved
Justinian’s Erobring af Italien, i Live, selv efter
Longobardernes Erobring, ligesom i
Sydfrankrig, hvor Grundlaget dog nærmest var den af
den vestgotiske Konge Alarik II foretagne
vestgotiske Samling af rom. Love, som kaldes lex
Romana Visigothorum eller breviarium
alarcianum (fra Aar 506). Det var nemlig
Germanernes Skik ved Erobringen af det vestgotiske Rige
at lade hvert Folk leve efter sine egne Love
(vivere lege sua), og den rom. Ret blev derfor
ikke blot ved at gælde for Romerne, men
maatte naturligvis ogsaa ved sit overlegne
Aandsindhold paavirke selve Erobrernes Ret.
Og det vidunderlige sker, at medens
Romertidens øvrige Mindesmærker ligger i Ruiner,
vinder R. efterhaanden mere og mere frem og
fortrænger ikke blot i Italien og Sydfrankrig
Erobrernes Ret, men trænger ogsaa sejrrig ind
i det nordlige Frankrig, Spanien og Tyskland
og omliggende Lande, og en ny romanistisk
Retsvidenskab blomstrer op igen, og Lærde
fordyber sig med ny Forskerlidenskab i de
klassiske Juristers i Corpus juris opmagasinerede
Tanker — først Glossatorerne i Bologna fra
Irmerius til Acursius (Aar 1120—1260), saa den
fr. Skole fra sidste Halvdel af 16. Aarh.
(Cujacius og Donellus), og til sidst fra Slutn. af 18.
Aarh. Tyskerne, der har en lang Række
straalende Navne at opvise paa den romanistiske
Retsvidenskabs Himmel, Navne som Savigny og
Puchta, Ihering, Windscheid og Dernburg.
Grundene til R.’s Sejrsgang gennem de af
Germanerne erobrede Lande var mange og
forskellige. Først naturligvis R.’s egen
Overlegenhed over Erobrernes ufuldkomne Barbarret og
Trangen til et for Erobrerne og de Erobrede
fælles Retsgrundlag; fremdeles Middelalderens
Forestilling om, at Kejser Karl den Stores Rige
var en Fortsættelse af det gamle rom. Rige,
hvorved den Opfattelse befordredes, at R.
maatte være gældende Ret ved Siden af eller
over den lokale Ret endvidere Kirkens
Indflydelse, den dømte efter rom. (kanonisk) Ret,
samt den Paavirkning, der udgik fra
Glossatorernes Retsskole i Bologna, hvorhen alle søgte,
der ønskede at drikke af Retsvidenskabens
Kilder, og hvorfra de vendte hjem, forfarne i
romersk Retskundskab. Endelig kom dertil
navnlig for Tysklands Vedk. Landsherrernes
Forkærlighed for den absolutistiske Kejserret og
Dommerpladsernes Besættelse med retslærde
Dommere, der dømte efter R., hvor de fandt
et afsluttet overskueligt Hele i St f. de mange
Partikulærretters syndige Forvirring, og som
efterhaanden ganske fortrængte de ulærde
Meddomsmænd, der kun kendte deres Landsdels
Ret.
Medens R. saaledes i større ell. mindre
Omfang er blevet reciperet som alm. Ret ikke blot
i de romanske Lande, men ogsaa i Tyskland,
Østerrig og Schweiz og ligeledes endnu danner
Grundlaget for Skotlands Ret, naaede den
derimod aldrig at vinde Indgang som gældende
Ret i England ell. i de nordiske Lande. I
England, hvor den var begyndt at vinde Indpas i
13. Aarh., dreves den atter ud ved Baronernes
og Parlamenternes faste Modstand mod den
kanoniske Rets absolutistiske Overgreb. Det maa
nemlig ikke glemmes, at hvor uvisnelige
Fortjenester R. end har haft af Rettens Udvikling,
bragte den ogsaa mange store Skyggesider med
sig: ikke blot tit et Afguderi for hver Tøddel
i R. som en raison écrite, men ogsaa hele den
rom. Kejsertids absolutistiske Aand, yderligere
endda forværret ved Kirkens Indflydelse. Hvor
R. trængte ind, fulgte derfor ogsaa den, af
Kirken indførte Inkvisition med, saavel som
Torturen, hvilken allerede R. hjemlede,
hemmelig Kriminalfcrfølgning, skriftlig Civilproces,
samt Læren om Fyrstens Ophøjethed over
Lovene. Af disse Grunde mødte R. en Modstand i
det fri England, saaledes at den nu kun i ringe
Grad danner Grundlaget for eng. Ret. I de
skandinaviske Lande blev den aldrig reciperet.
Christian V’s danske og norske Lov er bygget
paa gl dansk Ret, og om end dens ofte
kasuistiske og ubehjælpsomme Bestemmelser ikke
har R.’s lysende Fortrin, er den til Gengæld
ogsaa fri for dens Pletter, ja hæver sig i
Samtiden frem som en paa mange Punkter
usædvanlig frisindet Lovgivning, uden Inkvisition
og næsten uden Tortur, med mundtlig og
offentlig Rettergang o. s. v. Senere trængte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
