Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - romerske Antikviteter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gik ind paa at lade den hidtidige Sædvaneret
opskrive og offentliggøre og at Give Almuen
Adgang til det højeste Embede (hvis Pladser
forøgedes til 10), mod at Tribunatet opgaves.
Lovbogen lykkedes det at gennemføre; det er
de bekendte 12 Tavlers Love; men
Forfatningsforandringen mislykkedes, og man vendte
tilbage til den gl. Ordning med Konsuler og
Tribuner; samtidig anerkendtes Tribunernes Veto
mod Konsulernes Befalinger. De flg. 100 Aar er
optagne af Krige med Naboerne: først 367
lykkedes det Plebejerne at tiltvinge sig Adgang til
Konsulatet, og 286, da Tribusforsamlingens
Beslutninger fik Lovkraft, er Patriciernes
politiske Forret helt forsvunden. Om den senere
Forfatningsudvikling se Romerske Rige.
(Litt.: K. J. Neumann, »Die
Grundherrschaft der röm. Republik« [Strasbourg 1900];
Ed. Meyer, »Geschichte des Alterthums« V
[Stuttgart og Berlin 1902], S. 132 ff.; samme
i Art. »Plebs« i »Handwörterbuch der
Staatswissenschaften« 2. Opl., VI. Kort Oversigt i
Drachmann, »Den romerske
Statsforfatning« [1903]).
Statsforvaltningen. Byen Roms
Forvaltning lader sig ikke skille fra Fremstillingen
af Statsforfatningen, se Romerske Rige. —
Uden for Rom var de rom. Borgere
organiserede i Kommuner (Municipier og Kolonier, de
sidste opr. anlagte i militært Øjemed) med stor
indre Selvstændighed. De valgte selv deres
Øvrighed og indirekte deres Byraad, idet Valg til
et kommunalt Embede gav Plads i dette; i
mindre Sager havde de deres egne Domstole, der
dømte efter rom. Ret; større Sager afgjordes i
Rom. — En endnu større Fribed nød de rom.
Forbundsstæder (ɔ: samtlige Stæder i Italien
indtil Forbundsfællekrigen 90—88); naar de
stillede deres Kontingent til Roms Hære efter
Forbundstraktaten og holdt Fred indbyrdes,
blandede Rom sig ellers ikke i deres indre Styrelse.
En lgn. Stilling indtog, iflg. særlig
Begunstigelse, enkelte Provinsstæder (se Romerske
Rige); ellers var Provinsernes Stilling
væsentlig anderledes. De styredes af en Statholder (se
herom Romerske Rige) med betydelig,
næsten enevældig Myndighed. Statholderen
havde hele Provinsens øverste Administration,
og Provinsbeboere og -kommuner maatte
ubetinget adlyde hans Befalinger, om end
selvfølgelig det meste var overladt til den lokale
Forvaltning, som Romerne i det hele lod bestaa,
som de forefandt den. Særlig paalaa det ham
at sørge for de faste Afgifters Inddrivning, og
i de Provinser, hvor Afgifterne var
bortforpagtede, at afgøre alle Stridsspørgsmaal mellem de
rom. Skatteforpagtere og Provinsbeboerne.
Endelig dømte han i alle større Kriminalsager,
ledede vigtigere Civilprocesser og udtog
Dommere til dem. Begik han Overgreb, kunde han
efter endt Styrelse anklages for en rom.
Domstol, dog kun med det rom. Senats Samtykke.
Statholderen kunde paa mange Maader benytte
sin Stilling til at berige sig og gjorde det
ofte.
I Kejsertiden forandredes alle disse Forhold
væsentlig. Italien var allerede ved Republikkens
Slutn. gaaet op i det rom. Borgersamfund,
hvorved alle ital. Byer fik rom. Kommunalforfatning
og rom. Ret. I Kejsertiden fortsattes denne
Bevægelse over for Provinserne: Borgerret
meddeltes snart enkelte Personer, snart hele
Kommuner; lat. Sprog udbredte sig stærkt over
Rigets vestlige Halvdel, rom. Ret over det hele
Rige. I Beg. af 3. Aarh. meddeltes der alle
Rigets Beboere rom. Borgerret, og efterhaanden
ophævedes Italiens Særstilling. — Samtidig med
Kejserdømmets Oprettelse foregik der
indgribende Ændringer i Provinsstyrelsen. De fleste
Provinser styredes direkte af Kejseren gennem
udsendte Legater, der fungerede fl. Aar og var
ansvarlige over for Kejseren — et
overordentligt Fremskridt, da Kejseren ikke havde
Interesse i at bære over med Uregelmæssigheder
fra Statholderens Side. Finansforvaltningen
udskiltes helt fra Statholderskabet og henlagdes
til særlige Embedsmænd (procuratores), der
var direkte undergivne Kejserens Kontrol. Disse
Forbedringer virkede ogsaa tilbage paa de
Provinser, der vedblev at styres paa den gl. Maade
under Senatets Tilsyn af aarlig skiftende
Statholdere; ogsaa her henlagdes efterhaanden
Finansforvaltningen under Kejseren, og
Statholderen var i Virkeligheden ganske afhængig af
ham. I alt Fald i den bedre Kejsertid (2. Aarh.)
var Provinsernes Stilling bedre end nogen Sinde
under Republikken. Paa den anden Side
bevirkede den kejserlige Regeringsform
efterhaanden, at den kommunale Selvstændighed gik tabt
og afløstes af et Embedsvælde, der udelukkede
enhver friere Bevægelse hos de regerede, og
desuden medførte langt større Udgifter end
Republikkens primitive Administration.
Krigsvæsen. Alm. Værnepligt var i
Oldtidens smaa Bystater opr. overalt en Selvfølge.
Romerne havde den ogsaa; fra først af har i alt
Fald alle Grundejere været værnepligtige,
senere alle, hvis Formue oversteg et ganske
lavt Minimum. Soldaten maatte selv anskaffe den
kostbare Rustning, saa at kun de nogenlunde
velhavende kunde tjene som sværtbevæbnede.
Borgerne var derfor inddelte i Klasser efter
Formuen, en Inddeling, der tillægges Servius
Tullius (se Romerske Rige). De 3 første
Klasser tjente som sværtbevæbnede, dog for 2.
og 3. Klasses Vedk. med visse Lempelser, de to
sidste som letbevæbnede. Den ældste
Hærordning forudsætter c. 6000 sværtbevæbnede af et
Borgertal paa c. 50000. Det er en meget høj
Procent; Romerne forlangte fuld Rustning, selv
af ret ubemidlede. De mest velhavende tjente
til Hest; Hesten leveredes af Staten. Rytternes
Antal var allerede tidlig 1800. Man stod til
Udskrivning i Linien indtil det 46. Aar, i Reserven
indtil det 60. Aar. — Sold indførtes tidlig, efter
Overleveringen c. 400 f. Kr. Det udskrevne
Mandskab inddeltes fra gl Tid i Legioner paa
4200 Mand, deraf 3000 sværtbevæbnede. Hver
Legion havde 6 Officerer (Tribuner), altid Folk
af god Familie, samt et større Antal
Underofficerer (Centurioner, s. d.). Efter Italiens
Undertvingelse, der var endt lidt efter 300 f. Kr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
