Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - romerske Antikviteter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
toges fortrinsvis frigivne, dog ogsaa de italiske
Forbundsfæller og (i ældre Tid) de fattigste
Borgere; til Rormandskab endog løskøbte Slaver;
i Kejsertiden benyttedes i stort Omfang
Provinsbeboere. (Litt.: H. Delbrück, »Gesch.
der Kriegskunst im Rahmen der politischen
Geschichte« 1. Del [2. Udg. 1908]).
Finansvæsen. Roms Finansvæsen
udmærkede sig i den ældre Tid ved stor
Simpelhed: alle vanskeligere Finansoperationer, især
Opkrævning af direkte Skatter, søgte Staten saa
vidt muligt at skubbe fra sig; Udgifter, der
fordelte sig paa mange smaa Poster, f. Eks.
Feltherrers og Statholderes Udstyr og Diæter,
bestredes ved at anvise en rund Sum, som vedk.
maatte klare sig med, som han kunde. Derved
blev det muligt f. Eks. at lade
Finanshovedkassen bestyre af aarlig vekslende, ganske unge
Mænd ((Kvæstorerne) og at regere uden noget,
der lignede en Finansminister ell. et
Finansministerium. Først Kejsertiden udviklede en
ordnet Finansforvaltning med en Centralstyrelse
i Rom og talrige Embedsmænd i hele Riget. —
Republikkens vigtigste Udgifter angik den
offentlige Kultus, offentlige Anlæg og
Krigsvæsenet; hertil kom i Republikkens senere Tid
Udgifter til Hovedstadens Kornforsyning.
Nutidens store Udgifter til Skolevæsen,
Fattigvæsen, Trafikvæsen m. m. kendtes ikke; de egl.
Embeder var ulønnede, kun Kontorpersonalet
fik Løn. Paa offentlige Bygninger har Romerne
fra tidlig Tid anvendt store Summer; deres
Vejanlæg og Vandledninger, der gaar tilbage til
4. Aarh. f. Kr., er berømte. Hovedudgiften til
Krigsvæsenet var Solden til Soldaterne, hvori
dog fradroges Udgiften til Klæder og Vaaben,
der afholdtes af Soldaten selv. Opkøb af Korn
og Salg af det til billig Pris i Rom fandt tidlig
Sted; efterhaanden blev det en staaende Skik,
og i Republikkens Slutning gik man over til at
uddele Korn gratis til alle fattige Borgere.
Indtægterne kom i Hovedsagen ind dels
ved Bortforpagtning af Domæner, dels ved
Provinsernes Afgift. Ganske vist kendte Romerne
en Formueskat (tributum), der udrededes af
Borgerne; men det var altid en ekstraordinær
Foranstaltning, og efter 168 f. Kr. paalagdes
den ikke, fraset en enkelt Undtagelse under
Borgerkrigene. Ligeledes kendtes Told, men
den spillede en ubetydelig Rolle og bortfaldt
senere helt for Italiens Vedk. De enkelte
Provinser og Provinsbyer opkrævede Told, men
Indtægten var deres egen, ikke Rigets. En ikke
ringe Post var 20 % Afgiften af enhver
frigiven Slaves Værdi (indført 357 f. Kr.). —
Domænerne (ager publicus) fremkom ved Erobring,
idet Romerne regelmæssig fratog undertvungne
Folk betydelige Landstrækninger, især hvad
der tidligere havde været offentlig Ejendom hos
de Erobrede, som; Bjerg- og Saltværker. Disse
og Græsgange bortforpagtedes ved offentlig
Auktion. Agerland blev i den ældre Tid gerne
solgt ell. gratis uddelt til fattige Borgere;
senere, da Erobringerne laa længere fra Rom,
tillod man hvem der vilde af Borgerne (og
vistnok ogsaa af Forbundsfællerne) at okkupere
det (se Agerlov). Det blev derved ikke
Vedkommendes Ejendom, men vedblev retslig set at
være Statens, og der betaltes en Afgift, der
ikke var helt ringe, deraf til Statskassen.
Okkupationen har ikke kunnet spille nogen stor
Rolle i den ældre Republiks Tid, da de
erobrede Landstrækninger var forholdsvis smaa
og laa i Roms Nærhed. Derimod fik den
overordentlig Bet., da Italiens Erobring i 4. og Beg.
af 3. Aarh. bragte uhyre Masser af
fjerntliggende Domæner under Roms Herredømme.
Dette Domæneland kunde p. Gr. a. sin
Beliggenhed ikke uddeles, og det kunde ikke sælges
straks, før Forholdene var sikre. Det
okkuperedes derfor i stor Udstrækning, og i det flg.
halvandet Hundrede Aar, hvor Staten ikke
benyttede sig af sin Ret til at inddrage det
okkuperede Land, blev det faktisk behandlet som
afgiftspligtig Privatejendom, var Genstand for
Arv, for Køb og Salg og Prioritering. Store
Godser af dette Domæneland samledes paa
romerske Stormænds Hænder. Det var denne
Tilstand, som Tib. Gracchus søgte at gøre Ende
paa ved sin Agerlov (se Gracchus).
Henlæggelsen af lgn. Stridigheder og Love som de
gracchiske til 4. Aarh. (de liciniske Love 367)
er falsk Konstruktion; Romerne havde dengang
ingen Domæne, der egnede sig til Okkupation.
Derimod er der sikre Vidnesbyrd om en
gammel Lov, der forbød at eje mere end et vist
Maal Jord (500 jugera = 138 ha), og til denne
Lov synes Gracchus at have støttet sig, da han
fastsatte, hvor stor en Part af det okkuperede
Domæneland der skulde overgaa til fri
Ejendom. — Indtægterne af Provinserne var af
dobbelt Art. Nogle Provinser var der paalagt en
fast aarlig Afgift (stipendium); dens Beløb
fordeltes paa Provinsens Kommuner efter fast
Regel, og de havde at sørge for, at deres
Kvotadel kom ind, hvorledes, blandede Romerne sig
ikke i. Afgiften var som oftest meget moderat.
I andre Provinser bestod Afgiften i en vis
Kvotadel af Provinsens Produkter (Tiende,
vectigal). Denne opkrævede Romerne ikke
direkte, men forpagtede den bort til de
Højestbydende. Disse var i Reglen Selskaber af rom.
Kapitalister (publicani), der ved denne
Fremgangsmaade fristedes til at gøre sig ulovlig
Fordel paa Provinsbeboernes Bekostning, og
ikke altid holdtes tilstrækkelig i Ave af
Statholderen, bvem det paalaa at vaage over, at
der ikke skete Overgreb.
I Kejsertiden blev Omsorgen for Hovedstadens
Pøbel, der baade skulde bespises og mores,
snart en trykkende Byrde; alene
Kornuddelingen løb op til 6 à 7 Mill. Kr aarlig, og de
stadige Fester slugte uhyre Summer. Hertil kom
efterhaanden som ny Udgift Lønning til
Embedsmænd; de kejserlige Embeder var, i
Modsætning til Republikkens, faste og lønnede
Stillinger. De idelige Krige mod Barbarerne, der
fra Slutn. af 2. Aarh. begyndte alvorlig at true
Rigets Bestaaen, stillede store Krav til
Statskassen, saaledes at den finansielle Stilling
efterhaanden blev meget vanskelig. — Den ældre
Kejsertid forandrede ikke væsentlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
