Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - romerske Antikviteter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Handel og Industri var lidet udviklede. Med Roms
Erobringer forandredes dette Forhold.
Allerede Okkupationen af Domæneland bragte
anselige Godser paa enkelte Hænder; de
langvarige Krige forarmede Italiens Bondestand, og
de store Formuer, som skabtes i Rom gennem
Udnyttelsen af Provinserne, brugtes for en stor
Del til af opkøbe Land i Italien. Saaledes
forsvandt efterhaanden de italiske Bøndergaarde
og gav Plads for store Godser. Den alm. Form
for Dyrkningen af et saadant Gods var den, at
Hovedgaarden dyrkedes af Slaver, medens
Resten bortforpagtedes til Smaaforpagtere (se
Colonus). Paa sine Steder (Apulien) lagdes
Landet ud til Græsning, og Kvægets Pasning
besørgedes af Slaver. Dette gav kort efter Aar
100 Anledning til de store Slavekrige, og man
gik derefter over til Bortforpagtningssystemet.
Den tidligere alm. Forestilling, at Regeringens
Kornimport og Kornuddeling medførte, at
Italiens Kornavl gik stærkt tilbage, er urigtig.
Kornimporten spillede kun en Rolle for
Hovedstaden (og maaske for enkelte Søstæder); i
Roms Omegn gik derfor Kornavlen ind og
erstattedes med Dyrkning af Vin og Olie, for saa
vidt Jorden ikke optoges af Stormændenes
Lystgaarde. Resten af Italien maatte hele Oldtiden
igennem væsentlig brødføde sig selv. — I
Provinserne, hvor Romerne efterhaanden ogsaa
erhvervede sig udstrakte Godser, anvendtes paa
sine Steder (Sicilien) oprindelig
Korndyrkning med stort Slavehold. I de andre
Provinser (Ægypten, Afrika) var dette System
herskende fra først af; Hovedgaarden dyrkedes
af Slaver, men Fæsterne skulde gøre Hoveri i
Saa- og Høsttid. Under dette System, der
under den kejserlige Regerings strenge Opsyn i
det hele fungerede godt, opnaaede f. Eks.
Afrikas Agerbrug i den ældre Kejsertid en
overordentlig Blomstring. — Noget egl. Handelsfolk
var Romerne ikke; derimod havde de Talent
for Pengeforretninger og bemægtigede sig
efterhaanden hele Rigets Bank- og Kreditvæsen;
ad denne Vej saavel som ved
Skatteforpagtninger og Statholderstillinger tjentes store
Formuer. I den første Kejsertid ansaas en
Millionær ikke for rig; Formuer paa 50—70 Mill.
Kr var ikke ganske ualmindelige. De store
Formuer medførte et enormt Slavehold, der
virkede trykkende paa Udviklingen af en
Mellemstand. En saadan trivedes ikke ret i Rom;
det fri Haandværk og Smaahandelen var lidet
ansete, den fattige rom. Borger holdt sig for
god dertil. Derimod anstod det ham vel at leve
paa Statens Bekostning, og dette gjordes ham
næsten imuligt ved Kornuddelingerne i
Forbindelse med andre, ekstraordinære Gratialer af
Levnedsmidler og Penge. Kornportionerne var i
Kejsertiden 200000, svarende til en Befolkning
paa henved 1 Mill. Denne store Pøbel var en
af Roms værste Plager; den var altid parat til
Optøjer, og selv til daglig Brug var
Retstilstanden i Hovedstaden usikker, tilmed da der
manglede et ordentligt Politi. Ubemidlede af bedre
Opdragelse og mere social Ærgerrighed fandt
deres Udkomme ved Tilslutning til en Rigmand,
af hvis Godhed de levede, og som de til
Gengæld maatte staa paa Pinde for tidlig og silde;
til denne Menneskeklasse, der kaldtes med det
gamle Ord Klienter, hører det litterære
Proletariat. I den senere Kejsertid synes
Klientvæsenet at være taget af og efterhaanden
forsvundet. I den lavere Bybefolknings Stilling
indtraadte en væsentlig Forandring, idet alle
Haandværkere og Arbejdere tvungent
organiseredes i Lav, der efterhaanden endog blev
arvelige. Grunden til denne Foranstaltning var
vistnok bl. a., at Centralregeringen havde ondt
ved at finde den fornødne Arbejdskraft til
Statens Arbejder. — Den selvstændige Middelstands
Forsvinden over store Dele af Riget og
Kapitalens Sammenhobning paa faa Hænder har
været en Hovedgrund til Rigets Undergang. Dets
Opløsning var allerede i fuld Gang, inden
Barbarerne gjorde Ende paa det; de store
Godsejere gjorde sig mere og mere uafhængige af
Centralregeringen og blev næsten suveræne paa
deres Godser. I Byerne bevarede Rigsstyrelsen
større Magt; men de trykkende Skatter og
Lavstvangen gjorde ogsaa her Tilstanden sørgelig.
(Litt.: Nilsson, »Den romerska
Kejsartiden« [1921]).
Nationalkarakter. Grundtrækket i
Romernes Karakter er den praktiske Sans,
Sansen for Livets Realiteter, og en dertil
svarende Mangel paa Fantasi og Gemyt. Romeren
er arbejdsom, driftig og sparsommelig; Penge
og Penges Værdi spiller en Hovedrolle for ham.
Han fører nøjagtig Bog over Indtægt og
Udgift, er overhovedet ordentlig og punktlig. Han
er endvidere født Jurist: hans praktiske Sans
giver ham paa een Gang Interesse for at afveje
Ret og Uret i det enkelte Tilfælde og for at
tilvejebringe alm. Regler, der kan skabe Orden
og Sikkerhed i Forretningslivet. Som alle
realistiske Naturer er Romeren konservativ og
Opportunist, han gør ikke Forandringer for
Princippets Skyld, men kun hvor praktiske
Ulemper tvinger ham. Deraf Kontinuiteten i
Romernes Forfatningsudvikling, deraf den
Fasthed og Holdning, der præger deres politiske
Liv, i Modsætning til Grækernes voldsomme
Revolutioner og barnagtige Stridigheder. Med
Ordenssansen følger en udpræget Sans for
Disciplin, en sjælden Evne til at lyde, til at
underordne sig Helheden: Romerne er Opfindere af
den milit. Disciplin. Disse Egenskaber
tilsammen har gjort Romerne til den Herskerrace,
de var. De har frembragt yderst faa Genier
(Cæsar er vel det eneste), men en Uendelighed
af dygtige Statsmænd og Krigere. De var
hverken Erobrere af Princip ell. Krigere af
Tilbøjelighed: men de vilde have Fred og Orden,
og for at faa dem maatte de erobre Verden.
Som Herskere gennemførte de deres Program
med Haardhed, men i det hele med Dygtighed
og uden smaalig Indblanding. Deres
Pengekærhed var deres værste Fejl; men selv
det graadigste rom. Statholderregimente var ofte
uendelig meget bedre end Tilstanden før
Romernes Erobring. — I sin offentlige Optræden
lagde Romeren Vægt paa Alvor og Værdighed;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
