Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - romerske Rige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Stabilitet i Styrelsen, da Pladserne i Senatet
beklædtes for Livstid. Bl. Senatorerne udtoges
tillige Dommerne, opr. kun i civile Sager, men
fra 149 begyndte man tillige at oprette staaende
Domstole i Kriminalsager; i begge Tilfælde
lededes Undersøgelsen af en Prætor, men
Dommerne var edsvorne Senatorer. Senatorerne
optoges i Senatet af Censorerne, som valgtes
af Folket i Reglen hvert 5. Aar, men enhver,
der af Folket var valgt til Embedsmand, havde
Krav paa Optagelse i Senatet. Endskønt
saaledes den hele Statsmagt formelt kunde føres i
tilbage til Borgernes Forsamling, var det dog
kun en ringe Del af Borgerskabet, nemlig de
rigeste og fornemste Slægter, der sad inde med
Magten. Efter at den gamle Standsforskel
mellem Patriciere og Plebejere havde tabt sin Bet.,
var der opstaaet en ny Embedsadel som Følge
af, at Statens Embeder kun kunde beklædes af
Mænd, der ejede en stor Formue. De var
nemlig ikke alene ulønnede Tillidshverv, men
krævede ogsaa store Udgifter, dels til Afholdelse
af de store Fester, som paahvilede Ædilerne,
dels til ligefrem Bestikkelse af Vælgerne.
Efterhaanden udvikledes der bestemte Regler for
den Rækkefølge, i hvilken Embederne skulde
beklædes. Først skulde man være Kvæstor,
derefter enten Ædil ell. Folketribun (det sidste
kunde dog kun Plebejere blive), saa Prætor og
endelig Konsul; det højeste Trin, Censuren, var
der forholdsvis faa, som naaede, fordi der kun
sjældnere valgtes Censorer. I den ældre Tid
havde Prætorer og Konsuler foruden at
varetage de Forretninger, der paahvilede dem i
selve Rom, ogsaa kunnet faa Tid til i
Krigstilfælde at tage Kommandoen over Hæren, men
da Krigene førtes i fjerne Lande, blev dette
ikke mere muligt. Man greb da til den Udvej
at forlænge deres Embedsmyndighed ud over
Embedsaaret, saa at de først, naar de ny
Embedsmænd var tiltraadte, sendtes i Felten. Og
paa samme Maade overlodes Bestyrelsen af
pacificerede Provinser til afgaaede Prætorer og
Konsuler, som i Reglen bestyrede en Provins et
Aar ell. to og under denne Virksomhed havde
god Lejlighed til at berige sig paa
Provinsbeboernes Bekostning og saaledes fik rigelig
Erstatning for de Udgifter, som de tidligere havde
haft. Provinserne blev som sagt betragtede som
Romerfolkets Ejendom, og dette Forhold fik sit
praktiske Udslag deri, at de maatte betale en
aarlig Afgift til Rom. En Del gik imidlertid i
Statholderens egen Lomme, og som Provinsens
øverste og ukontrolerede Styrer havde han
overhovedet let Adgang til at gøre sig
uberettiget Fordel. For øvrigt var Opkrævningen af
Provinsernes Afgifter sædvanlig overdraget
romerske Forretningsmænd af Ridderstanden, og
ogsaa de forstod derved at skrabe Rigdomme
til sig, i Reglen i Forstaaelse med Statholderen.
At klage til Senatet ell. rejse en Retssag i Rom
kunde sjælden hjælpe, da Senatorerne selv
enten havde været Statholdere ell. havde Udsigt
til at blive det, og ogsaa Domstolene beklædtes
af Senatorer. Inden for de fleste Provinser var
der dog enkelte Stæder, hvis Forhold var
gunstigere, idet de havde sluttet særlige
Overenskomster med Rom og ikke var Undergivne, men
Forbundsfæller og ofte fri for Afgifter. De
hørte følgelig ikke ind under Statholdernes
Magtomraade, men kunde naturligvis ikke altid
undgaa deres Indblanding. Deres Stilling var
altsaa af samme Slags som de italiske
Forbundsfællers, der ogsaa var afgiftsfri, men
forpligtede til at stille Tropper i Krigstilfælde. Men
ogsaa de maatte ofte finde sig i, at Romerne
blandede sig mere i deres indre Forhold, end
de syntes om.
Den Maade, hvorpaa Romerne udbyttede
deres Provinser, blev imidlertid skæbnesvanger
for Italien selv. Fra Provinserne strømmede
Masser af Korn til Italien i Form af Afgifter,
og de rom. Stormænd, som tjente deres
Rigdomme i Provinserne, søgte tillige ved store
Kornuddelinger at vinde Folkets Gunst. Følgen
heraf blev, at den italiske Bondestand, som
allerede havde lidt meget ved den 2. puniske
Krig, nu blev ganske ruineret p. Gr. a. de
stadig dalende Kornpriser. Mange Bønder
maatte forlade deres Gaarde, og Jorden blev samlet
paa færre Hænder. Da Kornavlen ikke længere
kunde betale sig, blev store Strækninger
udlagte til Græsgange ell. anvendte til Dyrkning
af Vin og Oliven, og Godserne blev nu i langt
større Omfang end før drevne ved Hjælp af
Slaver ell. lejede Arbejdere, medens de rige
Ejere opholdt sig i Rom. Ogsaa af de
forarmede Bonder strømmede mange til
Hovedstaden og dannede et stort Proletariat, som for
en stor Del levede af Stormændenes Gaver og
benyttedes af dem som villige Redskaber ved
Valgene. Paa den Maade blev det ogsaa muligt,
at Folkeforsamlingernes Afstemninger stadig
kunde beherskes af nogle faa mægtige Slægter.
Romernes Karakter som et Bondefolk var
saaledes helt forandret, og samtidig bevirkede
ogsaa det forøgede Kendskab til Grækenland en
stor Omdannelse i hele Folkets Levevis og
Tænkemaade. Den rom. Aand blev stærkt
præget af gr. Kultur, som fra først af var den
ganske fremmed. De gr. Gudeforestillinger og
gr. Filosofi, Litteratur og Kunst udøvede deres
Indflydelse paa Romerne, og »under gr.
Paavirkning udvikledes der en rom. Litt. Men med
Kulturen fulgte ogsaa sædelig Fordærvelse og
en stadig tiltagende Overdaadighed. Paa
Landet var dog naturligvis den gr. Indflydelse
langt ringere end i Hovedstaden.
3. Republikkens sidste Aarh.
(133—27).
Den stærke Omdannelse af de politiske og
sociale Forhold, som fulgte med Romerstatens
Udvidelse over et langt større Omraade, end
det tidligere havde omfattet, medførte
voldsomme og langvarige Kriser, før det omsider
lykkedes paa ny at bringe Stabilitet i
Statsforfatningen og i Samfundsforholdene. Den
herskende Usikkerhed gav sig først Udslag i de
Reformforsøg, som foretoges af Brødrene
Gracchus. Først søgte Tiberius Gracchus som
Folketribun at forbedre Almuens økonomiske
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
