Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - romerske Rige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
langt nøjere Forhold imellem Hærføreren og
den Hær, han kommanderede. Dette skyldtes
for en Del den Reform i Hærvæsenet, som var
foretaget af Marius. Følgen af, at Soldaterne
fortrinsvis blev tagne bl. Proletarerne, blev
nemlig, at der i St f. de aarlig udskrevne
Borgersoldater, der efter endt Felttog vendte tilbage
til deres Gerning, efterhaanden traadte
frivillige Tropper, for hvem Soldaterhaandværket
var en Profession, og disse blev let personlig
knyttede til Føreren, tilmed da det nu ogsaa
for Førernes Vedk. blev almindeligere, at en
enkelt Mand fik et udstrakt Herredømme over
store Provinser for en længere Aarrække ad
Gangen, og det endog, uden at Beklædelsen af
et egl. Statsembede saaledes som tidligere var
en nødvendig Betingelse derfor. De større
Opgaver, som nu paalagdes Hærførerne, krævede
nemlig militære Egenskaber, som ikke fandtes
hos mange af dem, der var kvalificerede til at
beklæde de civile Embeder.
Saaledes fik allerede før Sulla’s Død en af
hans Tilhængere, Pompejus, det Hverv at
knuse Modpartiets Modstand paa Sicilien og i
Afrika, uagtet han var en ganske ung Mand,
der endnu ikke havde beklædt noget Embede,
og senere gik han i samme Ærinde til Spanien.
Men efter sin Tilbagekomst begyndte han at
nærme sig Folkepartiet for ved dets Hjælp at
kunne stige endnu højere. Da han var Konsul
70 sammen med Crassus, fik han fl. af
Sulla’s Foranstaltninger omstyrtede: Tribunerne
fik deres gamle Magt tilbage, og
Dommerpladserne blev delte mellem Senatorerne, Ridderne
og nogle af de mest velhavende Borgere. Til
Løn fik Pompejus senere af Folket det Hverv
som uindskrænket Hersker med hidtil ukendt
Magtfylde at tilintetgøre Sørøveriet i det østlige
Middelhav (67), og Aaret efter fik han
Overkommandoen i en Krig mod Mithradates (66).
I begge Krige vandt han afgørende Sejre og
lagde fl. ny Provinser i Lilleasien og Syrien ind
under det r. R. Men i Rom virkede imidlertid
hans Modstandere, saavel inden for
Senatspartiet som i det yderliggaaende Demokrati, imod
ham. Men Catilina’s Sammensværgelse (63)
havde til Følge, at de gamle Modstandere, Senatet
og Ridderstanden, sluttede sig nøjere sammen
af Frygt for Revolutionen. I Spisen for
Folkepartiet traadte imidlertid Cæsar, og da
Pompejus ved sin Tilbagekomst fra Krigen ikke
kunde faa Senatet til at gaa ind paa sine
Ønsker, sluttede han sammen med Cæsar og
Crassus det 1. Triumvirat, en politisk
Sammenslutning, hvis Brod var vendt imod Senatet, og
som havde til Formaal at fremme Deltagernes
personlige Fordel. Pompejus opnaaede paa
denne Maade, at hans udtjente Soldater fik Jord,
og at de Bestemmelser, han havde truffet i
Asien, blev godkendte, men Cæsar fik
Konsulatet for 59 og derefter Statholderskabet i
Gallien, som han beholdt i hele 9 Aar (58—49).
I Løbet af denne Tid udvidede han i høj Grad
det r. R.’s Grænser, idet han benyttede sig af
Uenigheden mellem de galliske Stammer og
Frygten for en Invasion af Germanere.
Saaledes blev Gallien helt op til Kanalen og til
Rhinen indlemmet i det r. R., og Cæsar gjorde
desuden to kortvarige Felttog til Britannien og
to Tog ind i Germanien.
I Rom var Forholdene imidlertid meget
urolige, og der forefaldt idelige Gadekampe, idet
Partierne mere bekæmpede hinanden ved
lejede Gladiatorbander end ved Afstemninger i
Folkeforsamlingen. Pompejus og Crassus
opnaaede paa ny Konsulatet for 55, men snart efter
omkom Crassus paa et Krigstog mod
Partnerne (53), og Forholdet mellem Pompejus og
Cæsar begyndte at kølnes. Pompejus, som frygtede
Cæsar’s Overmagt, nærmede sig igen til Senatet,
og da de stillede Fordring om, at Cæsar skulde
nedlægge sin Kommando, før den Tid var
udløbet, for hvilken man havde lovet ham den,
brød Borgerkrigen ud (49). Cæsar rykkede
hurtig frem og besatte Rom, medens Pompejus og
de fleste Senatorer flygtede til Grækenland.
Efter først at have faaet Bugt med Pompejus’
Hære i Spanien gik ogsaa Cæsar over til
Grækenland og vandt en afgørende Sejr ved
Farsalos (48). Pompejus flygtede til Ægypten, hvor
han blev dræbt. I Løbet af de flg. Aar lagde
Cæsar hele det r. R. under sig. Han maatte
kæmpe i Ægypten, Lilleasien, Afrika og
Spanien, men stod da ogsaa endelig som
Romerstatens eneste Hersker. Idet han fulgte et
Eksempel, som allerede Sulla havde givet, lod han
sig udnævne til Diktator paa Livstid; det
var ganske vist et Navn, som var kendt fra
Republikkens bedste Tid, men faktisk var det
en monarkisk Statsordning, han indførte,
endskønt Senat og Folkeforsamling vedblev at
bestaa, og de sædvanlige Embedsmænd hvert Aar
udnævntes. Men han afgjorde alt selv, og
Senatet var kun hans Raad, medens
Folkeforsamlingerne var helt afhængige af ham. Han
reformerede paa mange Maader Rigets
Styrelsesmaade, indskrænkede Kornuddelingerne i
Rom, holdt skarp Kontrol med
Provinsstatholdernes Embedsførelse og lod foretage
omfattende Kolonianlæg, hvorved en Del af den
fattige Befolkning fjernedes fra Hovedstaden. Han
søgte at udjævne Modsætningen mellem de
rom. Borgere og Provinsbeboerne og gav alle
Beboerne af det cisalpinske Gallien Borgerret.
Men uagtet han optraadte med stor Mildhed
over for sine politiske Modstandere, lykkedes
det ham dog ikke at forsone Senatspartiet, og
15. Marts 44 blev han myrdet af nogle
Fanatikere.
I Cæsar’s Sted tog hans Ven Antonius
Magten, idet han forstod at vække Folkets
Forbitrelse mod hans Mordere. Men som hans
Medbejler optraadte Cæsar’s Søsterdattersøn og
Adoptivsøn Cæsar Octavianus, som, da
Antonius afviste ham, foreløbig sluttede sig til
Senatet. Men da det saa ud til, at man kunde
faa Bugt med Antonius, søgte Senatet at skubbe
Octavianus til Side. Han sluttede sig derfor
sammen med Antonius, og tillige med
Lepidus stiftede de det 2. Triumvirat, en
Forbindelse, som, efter at de havde faaet
Magten i Rom, hvor de med stor Strenghed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
