Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - romerske Rige - romerske Taltegn - Romersk Kamille - romersk Kapitæl - romersk-katolske Kirke - romersk Litteratur - romersk Mosaik - romersk Mytologi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Leipzig 1881—88]; Friedländer,
»Darstellungen aus der Sittengeschichte Roms« [3 Bd,
9. Opl., Leipzig 1919—20]).
H. H. R.
romerske Taltegn forekommer allerede paa
gl. rom. Indskrifter i forsk. Former, men
fæstnedes efterhaanden til et bestemt System, der
endnu ofte anvendes i vore Dage. De bestod
opr. af Streger, der sattes i Forbindelse med
hinanden paa forsk. Maader, men antog senere
Form af Bogstaver, som de siden har beholdt.
De ældste Tegn var I = 1, V = 5 og X = 10.
For 50 og 100 skrev man først henholdsvis
ↆ og Ж, men senere traadte i St f. disse
Tegn L og C, og for 500 og 1000 var de ældste
Tegn D og ↀ, hvoraf det første allerede paa
Forhaand faldt sammen med Bogstavet D,
medens 1000 senere blev skrevet M. Det vil
saaledes ses, at de ældste Former af Tegnene for
5, 50 og 500 kan forklares som opstaaede ved
Halvering af Tegnene for 10, 100 og 1000,
medens de senere alle blev erstattede med
Bogstaver. For at udtrykke andre Tal skrev man
de nævnte Tegn ved Siden af hinanden,
saaledes at de, der betegnede de største Tal,
sattes forrest. Følgelig er II = 2, XI = 11,
MDCCLXVIII = 1768 o. s. v. Dersom et lavere
Tal sættes foran et højere, betyder det, at det
skal subtraheres fra dette, altsaa IX = 9
(sjældnere IIX = 8), XL = 40. XC = 90. For at
skrive højere Tal end de, som bekvemt kan
skrives med de her anførte Tegn, anvendte
man Tegn, som dannedes af de ældste Former
for 500 og 1000. Medens 500 kunde skrives IↃ,
kom IↃↃ til at betyde 5000, og 1ↃↃↃ 50000, og
paa samme Maade skrev man CCIↃↃ for 10000
og CCCIↃↃↃ for 100000. Endvidere kunde man
ved at sætte en vandret Streg over et Taltegn
angive, at dets Værdi skulde multipliceres med
1000, og naar der desuden blev sat lodrette
Streger ved Siderne, betegnede det, at Tallet
skulde multipliceres med 100000; altsaa X =
10000 og X = 1000000. Endelig kan det
nævnes, at man ogsaa havde Tegn for Brøker,
hvoraf særlig mærkes S = 1/2. (Litt.: Forsk.
Forklaringer af de r. T.’s Oprindelse er givne
af Mommsen i »Hermes«, XXII, S. 596 ff.
[1887] og Zangemeister i
»Sitzungsberichte der preussischen Akademie der
Wissen-chaften« for 1887, S. 1011 ff.).
H. H. R.
Romersk Kamille, se Gaaseurt.
romersk Kapitæl ell. Kompositkapitæl,
se Bygningskunst, S. 321, og Søjleorden.
romersk-katolske Kirke, den Kirkeafdeling,
hvis øverste Styrer er Paven i Rom. Denne
Kirkes Historie falder ganske sammen med
Pavernes Historie. Jo mægtigere Paverne har
været, des mægtigere har ogsaa Kirken været,
og med Pavedømmets Synken fulgte Kirkens.
Kun paa et enkelt Tidsrum, før Reformationen,
overtog det økumeniske Koncilium til en vis
Grad Førerstillingen; ellers har Koncilerne
gennemgaaende lydig bøjet sig baade paa det
politiske, det administrative og det dogmatiske
Omraade, og efter at den pavelige Ufejlbarhed
er blevet officielt dekreteret, vil den r. K. i
endnu højere Grad end hidindtil staa og falde
med Pavedømmet. Ang. den r. K.’s Historie
kan derfor henvises til Art. Pave. Den r. K.’s
Troslære er bygget paa den hellige Skrift,
saaledes som denne fortolkes af Kirkens
Lærere gennem Tiderne, og paa Kirkens Tradition.
Kirken skal nemlig, som ledet og styret af
Helligaanden, kunne udtale sig gennem Aandens
Repræsentanter paa ufejlbar Maade om de
Spørgsmaal, der til enhver given Tid har Bet.
for Tro og Lære. Traditionsbegrebet er i øvrigt
selv noget uklart og faktisk blevet opfattet
forskelligt af forskellige Generationer. Nu er det
Paven alene, der staar som den inspirerede,
og hvis Udsagn »fra Katederet« ɔ: de officielle
Udtalelser paa Kirkens Vegne, har Bet. som en
af Lærens Kilder. For saa vidt kan der altsaa
stadig føjes ny Lærepunkter til den rom.-kat.
Dogmatik. I Enkelthederne paa Lærens
Omraade staar den r. K. den gr. nær. Ang. de
Punkter, hvor den gr. afviger, se græske
Kirke. Forskellen mellem den r. K. og de to
protestantiske Kirkeafdelinger viser sig først
og fremmest i Læren om Frelsens Tilegnelse.
Medens alle de store Kirkeafdelinger er enige
om at hævde det trinitariske Gudsbegreb og
hævde Guds frelsende Naade, der er
aabenbaret i Sønnen Jesus Kristus, kommer der en
stor Forskel frem ved Opfattelsen af Naadens
Tilegnelse. Den r. K. har pelagianiserende
Tendenser, hævder en vis Fortjeneste og en vis
Medvirken fra Menneskets Side ved Frelsens
Erhvervelse, hvormed sammenføjes Læren om
Naademidlernes magiske Kraft — forudsat at
Mennesket ikke ligefrem »slaar en Bom for« —,
og den kommer derved til at lægge en
afgørende Vægt paa det ydre, Ceremonierne, de
gode Gerninger o. s. v. Hermed staar fremdeles
den faste ydre Organisation i Forbindelse:
Lægfolket er underordnet Præsteskabet og skal
ganske lade sig styre af dette, og Præsteskabet er
atter ordnet pyramidalsk med Paven som Guds
Statholder øverst. I Lære og i Ritus tør ingen
Forandringer ske uden Bud fra oven.
Gudstjenesten er ens i alle Lande, og endog Sproget
ved Gudstjenesten er ens, nemlig stedse Latin.
Se i øvrigt Hierarki, Katolicisme,
katolske Kirke, Klerus, Liturgi,
Lægmand, Messe, Messeofferet,
Præstedragt og Sakramenter. De
rom.-kat. Symboler, hvortil henregnes alle
Koncilernes og Pavernes officielle Udtalelser
gennem Aarh., er samlede af H. Denzinger i
»Enchiridion« (sidste Udg. 1922), hvortil maa
jævnføres Carl Mirbt, »Quellen zur Gesch.
des Papsttums« (4. Udg. 1924).
A. Th. J.
romersk Litteratur, se latinsk Litteratur.
romersk Mosaik, se Mosaikgulve.
romersk Mytologi er Fremstillingen af den
romersk-italiske Gudelære, det religiøse
Grundlag og til Dels Kultusformerne. I
Overensstemmelse med de italiske Folks gennemgaaende
nøgterne, praktiske Karakter var den romerske
Religiøsitet, især i dens opr. Form, af væsentlig
anden Art end Grækernes, hvoraf den derimod
senere i høj Grad blev paavirket. De
oprindelige italiske Guder har været af et eget taaget,
ubestemt Særpræg, i skarp Modsætning til de
Gudeskikkelser, der allerede gennem de
homeriske Kvad træder frem paa gr. Grund. Hvor
Grækernes livlige, fantasifulde Sind skabte
levende, virkende, tænkende og følende Guder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
