Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rossini, Gioachino Antonio
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Synderlig systematisk dreves hans Musikstudier
derimod ikke; han blev dog snart en dygtig
Klaverspiller og Akkompagnatør ved
Operaprøverne, ligesom han indstuderede Korene. Med
megen Energi
kastede R. sig
derhos over
Studiet af
Mozart’s og
Haydn’s
Partiturer. 1810
debuterede han
som
Operakomponist med La
Cambiale di
matrimonio,
men først
Tancredi, opført
1813 i Venedig,
blev den store
Succes, der
bragte R.’s
Navn viden
om Lande, og
Sejren forfulgtes i L’Italiana in Algeri, en
Opera-buffa, hvortil R. havde skrevet en
ungdommelig, sprudlende lystig Musik. Nu fulgte
— med skiftende Held — en Række Operaer
(i alt 16), bl. disse Elisabetta, regine
d’Inghilterra, indtil R. engageredes til at skrive en
Opera for Argentina-Teatret i Rom. Med
samme Hurtighed og Lethed som altid skrev R.
da den senere verdensberømte Il Barbiere di
Seviglia, der, opført Febr 1816, til en Beg. ikke
fulgtes af Held — for en stor Del fordi den
behandlede et Stof, der betragtedes som
urørligt efter Paesiello’s Benyttelse deraf — men som
meget hurtig vandt Sejr og snart gik over alle
Italiens Scener, for derfra efterhaanden at
erobre hele Verden. — S. A. som »Barberen«
komponerede R. den tragiske Opera Othello, der
opførtes i Neapel, og som trods den for
Datiden stærke, ja grelle Stil blev en Sukces, om
end langtfra af Varighed som »Barberen«’s.
Efter Othello fulgte en Opera-buffa: La gazza
ladra (»Den tyvagtige Skade«), der ogsaa
gjorde Lykke (Milano 1817) — og derefter med
mindre ubetinget ell. holdbart Held nogle
Operaer, bl. hvilke Cenerentola (»Askepot«) (1817)
og Mosè in Egitto (1818). Den sidste for Italien
skrevne Opera Semiramide (Venedig 1823) faldt
ganske igennem; men forinden havde R. efter
sin Impressario Barbaja’s Ønske skrevet en
Opera for Wien, og da han selv kom til
Østerrigs Hovedstad for at dirigere den (1822), tog
den R.-Rus, der snart skulde gribe hele Europa,
for Alvor Fart. R.’s Musik satte selv en
Beethoven i Skygge, og Musikere som Weber
og Schubert formaaede saa lidt som Tænkere
som Hegel og Schopenhauer at frigøre sig for
dens indsmigrende Fortryllelse. — Fra Wien
kom R. til Paris (1823), hvor han fremdeles
fejredes, om end ikke uden Modstand fra de
konservative og nationale Musikeres Side, og
det flg. Aar udnævntes han til Direktør for
den ital. Opera. Paris blev nu i en lang
Aarrække R.’s Hjemsted, som han kun forlod for
en Kunstrejse til England og for Smaabesøg i
sit Fødeland. — R.’s første Arbejder i Paris
var Omarbejdelser — efter fr. Smag og Stil —
af tidligere Arbejder, men Publikum ventede
andet og betydeligere af den indkaldte og
hædrede Berømthed, og R. skrev da til fr. Tekst
sit andet Hovedværk Guillaume Tell, der
opførtes paa Académie de musique’s Scene 3. Aug.
1829. Ligesom »Barberen« blev »Tell« en
Yndlingsopera paa næsten Alverdens Scener, men
den blev R.’s sidste Opera. Fra sit 37. Aar lod
han sig ikke mere friste af Sceneheldet. Han
var en skeptisk og noget lad Natur, for
Pengenes Skyld behøvede han ikke at komponere
mere, og Ære havde han vundet tilstrækkeligt
af; ved fl. Forsøg kunde han blot risikere at
sætte det vundne over Styr. Huslige
Stridigheder, Julirevolutionen og dermed forbundet
Tab af Stilling og Nedgang i Indtægter bidrog
ogsaa til hans Nedtrykthed og kunstneriske
Resigneren. Fra de flg. Aar haves derimod
kirkelige Værker af R.: Stabat mater (komponeret
1832, opført 1842), Pétite messe solenelle (1863)
samt nogle Sangværker og Sangstudier. — For
sit i de senere Aar svækkede Helbred søgte R.
Lindring ved jævnlige Ophold i Italien, men
hans faste Opholdssted blev atter Paris, hvor
han følte sig som hjemme og var beundret for
sit sarkastiske Vid og som Autoritet i
musikalske Spørgsmaal. — Foruden de forannævnte
Operaer af R. maa som de i øvrigt mest kendte
og spillede fremhæves: Le comte Ory, La donna
del Lago, L’inganno felice, Maometto II og Le
siège de Corinthe. — R. er en af
Hovedskikkelserne i den ital. Operas Historie. Hans
Verdensry er nu særlig knyttet til Ungdomsværket
»Barberen i Sevilla« og Manddomsværket
»Wilhelm Tell«, de to betydeligste Udslag af hans
Geni; »Barberen« den genialeste og mest
typiske buffa opera, »Wilhelm Tell« det mere
modne, finere udarbejdede, (særlig i
Naturskildringen) stemningsfulde, og paa bredere dram.
Basis anlagte Værk. Men i den ital. Operas Historie
betegner R.’s Frembringelser i det hele et
Omslag i Stilen og Nyvindinger i fl. Retninger.
Han afløste det kedsommelige secco-Recitativ
i opera-seria med en livfuld, mere lidenskabelig
Talesang til Orkesterledsagelse og udnyttede i
opera-buffa det muntert sladrende parlando.
Han lod Tenorsangeren overtage Kvindeheltens
(ell. Kastratens) Rolle, gav Bassisten et Parti
ogsaa i opera-seria og tvang Italienerne til i
denne Genre at taale en tragisk Udgang. Han
gav sin Musik et frit og dristigt Sving, der af
de Konservative for saa vidt føltes som et
Udslag af den gryende Romantik; han indførte en
livfuldere Rytmik og et mere broget og
effektfuldt Orkester, der dog aldrig fik Lov at
fordunkle, hvad der for R. var Hovedsagen, det
sanglige. Berømte blev navnlig hans
Orkester-crescendo’er. R. besad i det hele en vaagen og
klog Sans for det effektrige og for, hvad Tidens
Smag krævede; han vidste at pirre og daare sit
Publikum, og det var hans særlige Styrke at
kunne udstrø let tilegnelige, friske og
sprudlende, indtagende og muntre Melodier. Hans
Operaer var ret egnede til at stille Datidens
yndede Italienersangere i det mest smigrende
Lys, og paa hine ypperlige Vokalister beroede
 |
| G. A. Rossini. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
