- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XX: Renden—Schinkel /
452

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rousseau, Jean-Jacques

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Almenvel og ogsaa kommer ind paa
Hovedfordringer i den moderne Socialpolitik:
Progressivskat og Nationalopdragelse.

I Émile, R.’s navnkundige Opdragelsesroman,
som Goethe kaldte Naturens Evangelium, og
som gennemsyrer al moderne Pædagogik, er
Grundtonen Natur og Frihed. Vend tilbage til
Naturen; lad Barnet være Barn; Barndommen
er ikke blot Middel, men ogsaa Maal som et
selvstændigt Livsafsnit, med dets Primitivitet og
Umiddelbarhed, der ikke maa kvæles ved for
tidlig Overbebyrdelse og Dressur. Opdragelsen
maa helst være negativ. Skærm Barnets Hjerte
for Lasten og dets Forstand mod Vildfarelsen,
men lad det ellers bruge sine Evner frit. Lad
det bruge sine Sanser, se, løbe, springe, tumle
sig ubundet og frit. Anskuelse (ingen Ord uden
Sag), Selvvirksomhed i Kræfternes fri Brug, det
er Opdragelsens Grundlag (jfr Pædagogik).
Saaledes giver han Barnet sin Barndom og ved
sin indtrængende Tale til Forældrene en Moder
og en Fader, Hjemmets Værdier. I Émile findes
ogsaa et Afsnit, den savojiske Vikars
Bekendelser, der giver os R.’s Forhold til Religionen og
lige fjernt fra kirkelig Dogmatisme og
Fritænkernes negative Kritik virkede som en Brand
i Tidens Næse og kaldte alle Lejre til Vaaben
imod ham. I et jævnt, herligt og ophøjet Sprog
taler han her den naturlige Religions Sag. Det
er den umiddelbare Følelses, Hjertets Religion,
der genindsættes i sin Ret som
grundmenneskelig Værdi. Indholdet er Deismens, Troen paa
Gud, Udødelighed og Frihed, men Grundlaget
er et helt andet end filosofiske Refleksioner,
Hjertets Trang.

R.’s Lykke i Montmorency er nu snart forbi.
Contrat social og den savojiske Vikars
Trosbekendelse bringer en Rk. af virksomme
Fjender i Bevægelse. Straks efter, 1762, lader
Parlamentet Émile brænde. R. maa flygte, det
urolige Vandreliv begynder igen; han jages fra
Sted til Sted. Han drager til Bern-Omraadet;
Ærkebispen af Paris sender Hyrdebrev efter
ham, i Genève brændes Émile af Bøddelen, R.
forvises fra Bern. Han søger et Asyl i det
preussiske Kanton Neuenburg, hvor den
elskværdige Guvernør Lord Keith modtager ham
venlig. Han slaar sig ned i Moitiers. Her synes
Lykken atter at smile, her er Natur og Fred.
Men R. vil værge sig, skriver til Ærkebispen af
Paris og til første Syndikus af Genève og
fremkalder derved Strid og Uro i Genève, han
skriver endvidere sit Stridsskrift R. à Christophe
de Beaumont, archevêque de Paris
og de
berømte Lettres écrites de la Montagne, hvori han
giver et glimrende Forsvar for Trosfriheden
imod Kirkens Dogmer og Politivilkaarlighed.
Det ægger yderligere. Præsten i Moitiers
tordner imod ham fra Prædikeskolen, Bønderne
truer, R. flygter; tager til Peters-Øen i
Bieler-Søen, men forjages. Da tilbyder Frederik II det
Saarede Vildt et Tilflugtssted i Potsdam, og R.
er til Sinds at tage mod Tilbudet, men faar i
Strassburg en Indbydelse fra den eng. Filosof
Hume til et eng. Landsted i Wootton; hans
Venner skaffer ham frit Lejde over Paris, og
R. tager til Hume. Her tilbringer han 13
Maaneder, botaniserer, musicerer og redigerer sine
Memoirer. Men to af Naturel saa forsk. Mænd
som Hume og R. passer ikke sammen, og en
enkelt Begivenhed, et af Lord Walpole
offentliggjort opdigtet Brev fra Frederik II til R.,
bringer den Mistænksomhed, der altid har luret
paa Bunden af R.’s Sjæl, til Udfoldelse, næsten
til Forfølgelsesvanvid. R. mistænker ogsaa
Hume og bryder med ham, og flakker saa om i
Frankrig (bl. a. Bourgoin, Monquin og Trye,
hvor han vies til Térèse). 1770 faar han Lov
til at vende tilbage til Paris og slaar sig ned i
Rue Platière, der nu bærer hans Navn,
fuldender her sine utrolig aabne Confession’er,
ernærer sig for øvrigt af at afskrive Noder og
vandrer, klædt i en armenisk Dragt, i halv
sindssyg Mistænksomhed omkr. bl. Pariserne,
og føler vel kun en Straale af Lykke, naar han
botaniserende vandrer i Boulogne-Skoven. Hans
Dialogues og Rêveries, forbavsende Blandinger
af vidunderlig Veltalenhed og Vanvid, belyser
hans Mangel paa Sindsligevægt. 1778 modtog
han Indbydelse af Marquis de Girardin til at
bebo et stille Landhus i Ermenonville ved
Paris, og her døde han. Hans Lig blev bisat i
Parken ved Ermenonville (paa den saakaldte
Poppelø). Under Revolutionen blev hans Statue
opstillet i Pantheon. Senere har hans
Landsmænd rejst en Statue i Legemsstørrelse paa
den skønne R.-Ø ved Genève.

R.’s Bet. maales jo ved det Gennembrud,
hans Værker betegner. Ved Prisskrifterne
rejses Kulturproblemet, Héloise vækker en
mægtig litterær Bevægelse (jfr Frankrig,
»Litteratur«, S. 715), Émile er banebrydende i
Pædagogikken. Contrat social i Socialpolitikken. R.’s
Individualisme klinger nu som en Grundtone
igennem 100 Aar i hele Eftertidens Livssyn,
Aandsliv, Opdragelse og Socialpolitik. Ingen
Enkeltmand har haft en saadan Indflydelse paa
19. Aarh. som han. — Han staar lige saa ensom
som mægtig i Tiden (Diderot er dog noget
beslægtet med ham). I en overforfinet Tid er han
Repræsentant for Naturen og Naturligheden,
det primitive, umiddelbare; i en kold, kritisk og
analytisk Forstandstid springer Følelsen og
Hjertet i ham. I en religionsløs ell. gold
dogmatisk Tid tolker han Hjertets Religion. Han er
det ny og Fremtiden, og Tiden, det bestaaende
som Kritikken, staar imod ham. Hvorledes fik
denne uakademiske, vandrende og forjagede
Litterat denne uhyre Indflydelse? Ikke ved sin
Karakters Storhed, han var løs, forfængelig,
dydshovmodig og mistroisk indtil Vanvid; ikke
ved sin Tankes logiske Klarhed: hans Skrifter
strutter af Modsigelser, vild Ensidighed og
forhastede Generalisationer; ikke ved sin Dyd, om
det end skal indrømmes, at han i sit Livs dybe
Forsumpning reddede Sansen for Hjertets
Renhed. Han fik den heller ikke blot derved, at
han var en glimrende Forfatter — det var der
mange andre, der var. Men han fik den ved sin
Følelses Inderlighed, sin Stemnings Dybde, sin
inderlige Natur følelse, sin dybe og demokratiske
Menneskefølelse, sit geniale Aandsslægtskab
med det primitive, umiddelbare, naturlige, sin
stærke Følelse for Livets jævne, primitive
Værdier og fremfor alt ved sit store, inderlige,
stemningsbevægede Hjertes Idealisme. (Litt.:
Af de forsk. Udgaver af R. kan fremhæves:
Dupeirou’s [35 Bd, 1782] og

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:54 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/20/0472.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free