- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XX: Renden—Schinkel /
518

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Runer

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

der dog er af ubestemt Alder, fra Körlin i
Pommern. De korte Runeindskrifter paa disse
Genstande er for en Del sikkert gotiske. At
Goterne ved Sortehavet allerede tidligt kendte
R., fremgaar deraf, at da Vulfila, Goternes
Apostel, ved Midten af 4. Aarh. dannede et
litterært gotisk Alfabet for Nedskrivningen af
sin Bibeloversættelse, byggede han dette
Alfabet paa Runerækken. I den vestgermanske
Verden, ɔ: SV. for Linien
Sønderjylland—Berlin—Bukarest, er R. ukendte i 3. og 4. Aarh.

R. stammer saaledes fra en Del af det
rom. Rige i Egnene omkr. nedre Donau, hvor
Græsk var det herskende Sprog i de dannede
Kredse af Befolkningen og Latin var Militærets
og de rom. Kolonisters Sprog. De sproglige
Forhold i de Egne, som Arkæologerne udpeger
som Runeskriftens Vugge, berettiger saaledes
i lige høj Grad til at antage den latinske
som den græske Skrift som R.’s Grundlag. Ja, a
priori kan man ogsaa tænke sig, at begge
Alfabeterne har ligget til Grund. Det gælder om
ved Hjælp af Tegnsystemets Struktur og de
enkelte Tegns Form og Lydværdi at bestemme,
hvor man maa søge R.’s Prototyper. I
Fortsættelse af sin Paavisning af R. som udgaaende
fra et sydeurop. Alfabet har Wimmer ligeledes
endegyldigt fastslaaet, at visse Runetegn som
f, h og r udgaar fra det lat. Alfabet. En Del R.
som a, i, b, t, m, n kan imidlertid med lige stor
Ret udledes fra det gr. som fra det lat. Alfabet.
Men da det fra et rent alfabethist. Synspunkt
er simplest at søge R.’s Kilde i et enkelt
Alfabet, har Wimmer søgt at udlede alle R.
fra lat. Lydtegn. Herved er han imidlertid
blevet tvunget til Slutninger, der staar i saa skarp
Modstrid med baade Form og Lydværdi af de
af ham selv sammenstillede Tegn, at hans
Resultater maa betegnes paa en hel Del Punkter
som usandsynlige. Man maa derfor bestride
Rigtigheden af hans Hovedtese, skønt den
nylig har faaet en overbevist Forkæmper i den
sammenlignende Sprogforsker Holger Pedersen,
som imidlertid tilsidesætter tilbørlige Hensyn
til værdifulde arkæol., hist. og tegntypologiske
Fakta og alt for meget regner med isolerede
alfabethist. Paralleller.

En Del mærkelige Overensstemmelser af mere
almen Art findes mellem det gr. Alfabet og den
ældre Runerække:

1) begge Alfabeter bestaar af 24 Lydtegn, en
Omstændighed som for R.’s Vedkommende er af
vital Bet., da de — ligesom stundom den
klassiske Skrift — anvendtes i magisk Hensigt. Det
lat. Alfabet havde 21 Bogstaver, senere 23, efter
at Y og Z var optaget fra det gr. Alfabet.

2) R. har et særligt Tegn for Lydforbindelsen
ng, hvad der, da R. efter Arkæologien er blevet
til i et gr. Kulturmilieu, tydeligt peger hen paa
gr. Skrivetraditioner: γγ = ng.

3) De enkelte R. har hver især deres eget Navn,
der udgør ellers forekommende Appellativer i
Sproget. Disse Navne er ligesom det slav.
glagolitiske Alfabets Bogstavnavne tydeligt
inspirerede af de ejendommelige gr. Bogstavnavne:
alpha, beta, gamma o. s. v.

I det lat. Alfabet hed Bogstaverne i den ældre
Tid som den Dag i Dag a, be, ce, de o. s. v.

Allerede disse Overensstemmelser henpeger
paa det græske Alfabet som en af Kilderne for
Runeskriften.

Hertil kommer en vigtig Omstændighed af
fonetisk Art. Gotisk saavel som de
oldgermanske Sprog i det hele taget udmærkede sig ved
sin Rigdom paa Frikativer, ɔ: Lyde som dansk
d i lade, g i Dage, tysk ch i auch, eng. th i
thing. Saadanne Lyde fandtes ikke i den første
Kejsertids Latin, men derimod i rigt Maal i
denne Periodes Græsk. Nede ved Sortehavet,
hvor man havde Adgang til begge Alfabeterne,
laa det meget nærmere at skrive Gotisk med
græske Bogstaver end med lat., da de to Sprog
stemte overens m. H. t. en vigtig Side af deres
Konsonantsystemer.

En Sammenligning mellem det græske
Alfabets Hverdagsform — Kursiven — og Runernes
ældste Form viser os ogsaa en Række
Overensstemmelser, der ikke kan være tilfældig. Det
græske Alfabet har to e-Tegn: ᛖ η og ᛇ ε,
Runerækken ligeledes ᛖ e og ᛇ e, af hvilke det sidste
sikkert betegner en mere i Retning af i
gaaende e-Lyd. Et græsk Kursivtegn for o er e:
o-Runen har Formen ᛟ. I Vokalsystemet findes
der saaledes slaaende Overensstemmelser. Det
samme gælder i Spørgsmaalet om
Halvvokalerne. I Gotisk findes en især i
Afledningsstavelser meget alm. j-Lyd, som i Virkeligheden
udtales som et konsonantisk i. I Græsk fandtes
ogsaa et saadant konsonantisk i, som skreves
med ι ell. ει, i Kursiven resp. l og ᛃ. Runen
j har Formen ᛃ. M. H. t. Formen kan Runen
ogsaa udledes af lat. G, men dette blev endnu
flere Aarh. efter Runeskriftens Dannelse udtalt
som haardt g, endogsaa foran palatale Vokaler,
hvorfor germ. harja umuligt kunde gengives
med de latinske Bogstaver harga. Endogsaa
indenfor Konsonanternes Tegnsystem finder vi
slaaende Overensstemmelser mellem R. og
græsk: Runen ᛚ l — græsk Δ l (lat.: L); Runen
ch og dansk g i drage — gr. κ ch; Runen
□, ᛞ th og da. d i lade — gr. Θ, O th. I andre
Tilfælde finder vi identiske Former, men
afvigende Lydværdier: Runen ᚦ th — gr. ᚦ ph (f);
Runen ᛘ z (stemt z i fr. seize) — gr. ψ ps.
Dette store Antal af generelle og
specielle Sammenfald og Ligheder kan jo
aabenbart ikke bero paa Tilfældigheder. Man kan
ikke undgaa at slutte, at R. delvis — og dette
paa meget væsentlige Punkter — udgaar fra
den gr. Kursiv- ell. Hverdagsskrift.

Betegnende er det, at endogsaa de Runer,
som med Wimmer maa antages at udgaa fra
det lat. Alfabet, viser tilbage til dette Alfabets
Kursiv: Runen ᚠ er et stiliseret kursivt F og
Runen ᚱ er altid aaben ligesom lat. kursivt R,
i Modsætning til de litterære Haandskrifters og
Lapidarskriftens R. Endogsaa Runen [*] udgaar
fra lat. kursivt O: [*]. En Del R. kan med
lige stor Ret udledes fra lat. som fra græsk
Skrift. Et Par R.’s Herkomst er uvis.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:54 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/20/0544.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free