Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Runer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Her maa omtales, at Nordmanden Sophus
Bugge 1898 fremsatte den Hypotese, at R.
skulde stamme fra det gr. Alfabet, men han
har stedse bestridt, at det var Kursiven, der
skulde have noget at gøre med R.’s Dannelse.
Da Goterne ved Sortehavet og Donau traadte
i Berøring med den antikke Civilisation, traf de
denne i saavel gr. som rom. Form, og følgelig
maatte de, som dannede Forbindelsen mellem
Goterne og Rom, beherske det nødvendigste
Græsk og Latin. Dette forklarer paa fuldt
tilfredsstillende Maade, at saavel græsk som lat.
Skrift blev brugt. Det er ikke med de litterært
dannede Kredse, at Goterne kom i Kontakt, men
med det praktiske Livs Mænd, hvad der
fremgaar af, at det ikke er Uncialer og Kapitæler,
men Kursiven, der er Grundlaget for R. Maaske
har en eller anden gotisk Legionær, som har
lært sig Græsk og Latin, først skrevet Gotisk
med græske Bogstaver. Tilegnelsen af
Skrivekunsten har maaske fundet Sted i to Tempi,
saaledes at Latinen er blevet brugt til at
komplettere og forbedre den efter Gotisk tillempede
græske Skrift.
Ligesom den klassiske Skrift blev ogsaa
R. anvendt i magisk Hensigt, en Anvendelse,
der — som vi siden skal se — følger R. ind i
den nyere Tid. Men at de i deres opr. Milieu
først og fremmest blev anvendt efter Skriftens
opr. Bestemmelse som Meddelelsesmiddel og
ikke som Tryllemiddel, fremgaar af, at Vulfila
byggede sin Bogskrift paa Runerne, hvad han
sikkert næppe vilde have gjort, hvis Runerne
fortrinsvis var brugt i Hedenskabets Tjeneste.
Runeskriften blev snart, da den var kommet
bort fra den klassiske Kulturs Grund, brugt kun
til Indskrifter, ɔ: Optegnelser, skaarne ell.
ristede i Træ, Metal ell. Sten. Fra
Sortehavsegnene førtes Kundskaben om Runerne
endogsaa til fjerntliggende Dele af det store Rige, som
Goterne i 3. og 4. Aarh. dannede mellem
Sortehavet og Østersøen.
Som Eksempel paa en Runeindskrift fra dette
Tidsrum kan anføres Ristningen paa
Spydbladet fra Kovel (Volhynien): tilarids. Det er et
Mandsnavn ell. maaske snarere Navnet paa
Spydet, der er prydet med kostbare
Sølvindlægninger. Navnet er typisk Bibelgotisk og
betyder: »den som farer til Maalet.«
Fra samme Tid som de østeurop.-got. Runefund
er, som sagt, de ældre da. Mosefund fra Viemose
og Torsbjerg Indskrifterne fra disse er ogsaa
ganske korte og indeholder i Regelen et ell.
andet Egennavn. Saaledes læses paa en Benkam
fra Viemose Navnet harja, et Kortnavn, brugt i
Dagligtale, for saadanne toleddede Navne som
Harja-waldaR, »Harald«. Torsbjerg-Dupskoen
har Indskriften owlþuþuewaR niwajmariR, hvad
der sikkert svarer til to gammelgermanske
Mandsnavne af den sædvanlige toleddede Type:
Wulthu-thewaR, »Ull-ther« og Niuja-mariR,
»Ny-marr«.
Sønderjylland, Fyn og senere Sjælland er i
den rom. og ældre Folkevandringstid Centrum
for Runekundskaben i Norden. Efter Sophus
Bugges Gisning er Skrivekunsten blevet ført fra
Sortehavet til Sønderjylland og Fyn af Heruler.
Herulerne optraadte i 3. Aarh. sammen med
Goterne i Kampen mod Romerriget. Senere
Forskninger har bekræftet Bugges Antagelse.
En Del af den heruliske Folkestamme var i
hvert Fald ind i det 6. Aarh. bosat i de vestlige
Dele af det Omraade, som i hist. Tid udgjorde
det danske Herredømme. Den opretholdt over
Sønderjylland Handelsforbindelserne mellem
Østersøomraadet og den norske Kyst og
Romerriget (Rhinlinien). Vi træffer ogsaa Heruler
som af Romerne højt skattede Lejetropper i
Gallien. Det synes at være de i Norden
tilbageblevne Heruler, som af hjem vandrende
Stammefrænder har lært R. at kende og siden
spredt Kundskaben om dem, først til det øvrige
Norden og siden endogsaa til det
vestgermanske Kontinent og Britannien. Af noget senere
Runeindskrifter i Danmark maa nævnes de
fra Mosefundene i Nydam (Sønderjylland) og
Kragehul (Fyn), samt fremfor alt den berømte
Indskrift paa det ene af Guldhornene fra
Gallehus (ved Tønder). Den lyder: ek hlewagastiR.
holtijaR . horna . tawido . ɔ: »Jeg Lægæst fra Holt
gjorde (ell.: istandbragte) Hornet«. Det
prægtige Horn, hvis rige Billedudsmykning Axel
Olrik med stort Held har søgt at forklare, daterer
Arkæologerne til Tiden omkr. 425.
 |
| Fig. 2. Spydbladene fra Müncheberg og Kovel. |
 |
| Fig. 3. Torsbjerg-Dupskoen (Slesvig). |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
