Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XX: Renden—Schinkel / 523 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Runer

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

kvalitativt adskilte Lyde. I den yngre
Folkevandringstid var fremfor alt Vokalsystemet grundigt
blevet omdannet og en Række nye Lyde var
opstaaet, som tidligere ikke fandtes i Sproget.
Man kunde have ventet, at dette havde givet
Anledning til, at der her som i England
dannedes nye Tegn til at gengive disse nye Lyde.
Men mærkeligt nok førte Lydforøgelsen til
Tegnformindskning: man vænnede sig til med
det samme Tegn at gengive forsk. Lyde (f. Eks.
med o-Runen foruden o ogsaa ø, med u-Runen
ved Siden af u ogsaa y), og dette førte til, at
man nøjedes med eet Tegn selv for Lyde, som
man forud havde udtrykt med to (saaledes
kunde man f. Eks. bruge u-Runen for baade
u og o, ell. t baade for t og d). Det er et
Forhold, som man nøje maa være opmærksom paa
ved Læsningen og Tolkningen af de yngre nord.
Runeindskrifter. For at finde de Sprogformer,
som tilsigtes, maa man erindre sig, at Runen

a	betegner	unasalerede a, æ, o (= á), (e);
ą	—	de tilsvarende nasalerede Vok., samt efter c. 1040 o;
i	—	i, e, y, ø og konsonantisk i (j);
u	—	u, o, y, ø, ǫ og konsonant, u (w);
k	—	k, g, [*] (= gh), ([*], [*]);
t	—	t, d, (nd, nt);
b	—	p, b, [*] ( = v), (mb, mp);
þ	—	þ (= th), ð (= dh);
f	—	f, [*] (= v);
h	—	h, senere ogsaa [*] (= gh);
R	—	en j-holdig r-Lyd, og n, m, s, l, r = n, m, s, l, r.

De ældste danske Stene med Runerækken paa
16 Tegn fremviser endnu gl. Former af et Par
af R.: h- og m-R. har to Vertikalstave.

Ligeledes har den gl. j-R., som jo i 6.
Aarhundrede fik Lydværdien a, Formen ᛡ. Denne
forenkles snart til ᛅ, og nu er der intet til
Hinder for, at Princippet, at hver R. kun skal
have een Vertikalstav, gennemføres: Saaledes
omdannes ᚺ til ᚼ og ᛗ til , ᛙ, ᛘ. Omend
saaledes Runeformernes Forenkling er drevet
temmelig vidt i 9. Aarh.’s danske
Runeindskrifter, saa er dog denne Side af Runeskriftens
Udvikling endnu meget mere udpræget i de
samtidige norske, samt øst- og nordsvenske R.

Her er Bistavene faktisk reduceret til
Minimum. Kun i Sverige optræder, som vi senere
skal se, en Runerække med 16 Tegn, hvor de
enkelte Tegn har faaet en endnu sparsommere
tilmaalt Form — de saakaldte Helsingeruner.
I Danmark træffer vi i Vikingetiden henimod
200 Runeindskrifter paa Mindestene over
afdøde, som for en Del trods deres lakoniske og
ofte ensformige Stilisering — den første
Ejendommelighed udmærker alle Runeindskrifter —
maa regnes til de baade m. H. t. Skrift og
Indhold mærkeligste, som Norden har
frembragt. Runestenene var oftest rejst paa ell. ved
Højen, hvor den hviler, til hvis Minde Skriften
var bestemt. Ikke sjældent indgaar en Runesten
som Led i en Stensætning af Skibs-, Ring- ell.
Alléform, som staar i Sammenhæng med
Graven. I ældste Tid har den maaske — som vi
saa, at det var Tilfældet i Norge paa
Folkevandringstiden — ogsaa været anbragt i selve
Gravhøjen.

En af de ældste Runesten er Helnæs-Stenen
(sydvestlige Fyn) med Indskriften: rhuulfR
sati stain nuRa kuþi aft kuþumut bruþur sunu
sin truknaþu h[aliR uti?] ąuaiR faþi ɔ: »Rolf,
Helnæsboernes (»Nørernes«) Gode (Præst),
rejste Stenen efter sin Brodersøn
Gudmund. Manden druknede ude paa
Havet. Aveir ristede (Runerne)«.

I den ældre Vikingetid (9.
Aarh.) er de bevarede
Runeindskrifter meget faatallige.
De tilhører Skaane, Sjælland
og Fyn, hvad der muligvis
kan tyde paa, at Skikken
at rejse
Runemindestene kom til Danmark
nærmest fra Sverige
(Blekinge og
Västergötland). I Beg. af
9. Aarh. breder
Skikken sig stadig
mere og mere paa
Øerne (Sjælland og
Fyn) og i Jylland
(baade Nørre- og
Sønderjylland), og
nogle af Danmarks
fornemste
Runestene tilhører den
første Halvdel og
Midten af dette Aarh.
Bl. disse maa især nævnes den 3 m høje, nyligt
fundne Gørlev-Sten (Sjælland), som foruden
Mindeskriften har Ristninger med magisk
Betydning: (Forsiden) þiauþui . risþi . stin . þąnsi .
aft . uþinkaur . fuþąrkhniastbml . niut . ual
kum(bl)s; (Bagsiden þmkiiissstttiiillliaksaiaþui,
som J. Brøndum-Nielsen tolker »Tindvi
rejste denne Sten efter Odinkaur«; saa følger
den yngre 16-Tegns-Runeorække og derefter:
»nyd vel Graven (ɔ: hvil i Fred)«. Odinkaur er
et fra Danmarks Vikingetid velkendt
Mandsnavn; det imponerende Mindesmærke over den
sikkert berømte Mand er blevet rejst af hans
Hustru, som imellem Tilegnelsen og Ønsket om
Gravfred anbringer hele Runerækken, som
med sin magiske Kraft — en Forestilling der
var overtaget fra de gr. og lat. Folkeslag —
skulde værne Mindesmærket mod Hærværk og
samtidigt maaske binde den Døde i Graven,
saa at han ikke til de levendes Fordærv gik

Fig. 12. Den danske Runerække.

Fig. 13. Den svensk-norske Runerække.

Fig. 14. Helnæs-Stenen (Fyn).

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>