Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rusland (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
har holdt sig indtil vore Dage til kirkeligt Brug,
og som lige til Slutningen af 18. Aarh. ogsaa
satte sit stærke Præg paa hele
Litteratursproget.
Det ældste sproglige Mindesmærke er
»Ostromirs Evangelium« (1056—57), der indeholder
Stykker af Evangelierne ordnede efter de
Helligdage, paa hvilke de skulde oplæses i
Kirkerne. En yndet Form, for Opbyggelseslitteratur
var de saakaldte Sborniki ell. Izborniki (d. e.
Samlinger), der oftest indeholdt Stykker af
Bibelen ell. kirkelige Skrifter oversat fra Gr.
Af særlig Bet. er »Izbornik Svjatoslavov«,
saaledes kaldt efter den russ. Fyrst Svjatoslav, for
hvem den blev afskrevet 1073. Dens Indhold var
ikke blot kirkeligt, men den omfattede ogsaa
filosofiske, retoriske og beskrivende Stykker,
alt taget fra en byzantinsk Original. Den var
en Slags Encyklopædi over den Viden, Russerne
i denne Periode hentede hos Grækerne. Skønt
Paavisningen sydfra saaledes bragte Russerne
aandelige Impulser paa mange forsk.
Omraader, blev det dog i det lange Løb
skæbnesvangert for dem at have modtaget Kristendommen
fra et Folk som det græske, hvis Kultur var i
Forfald, og hvis religiøse Liv var ved at stivne
i dogmatiske Spidsfindigheder. Hurtigt blev det
for den russ. Kirke et Hovedpunkt at værne
sine Tilhængere mod skadelige Paavirkninger,
hvad enten disse kom fra Hedninger i N. og Ø.
ell. fra de lat. Kristne, til hvem Forholdet blev
mere og mere spændt, efterhaanden som
Brudet mellem Rom og Byzans nærmede sig. R.
blev aandeligt isoleret fra sine Naboer, og
samtidig arbejdede Gejstligheden ivrigt paa at
udrydde hvert Spor af Folkets egen hed. Fortid.
Heltedigtene (Bylinerne s. d.), hvis ældste Kreds
besynger Fyrst Vladimir af Kijev og hans
Kæmper, blev ligesom Folkedigtningens andre
Frembringelser: Sange, Ordsprog, Gaader og
Eventyr betragtet som Bærere af hedenske
Traditioner og derfor forfulgt af Kirken. Kun i afsides
Egne levede denne Digtning videre og blev i
langt senere Tid optegnet og trykt. Som en
Slags Erstatning for deres opr. Folkedigtning fik
Russerne gennem Sydslaverne, særlig
Bulgarerne, en broget Samling af kirkelige Legender og
verdslige Sagn, stammende fra Byzans ell. fra
Orienten, hvori hist. Begivenheder, apokryfiske
Beretninger om bibelske Personer og
mytologiske Reminiscenser paa fantastisk Maade var
vævet sammen. Sagnene om Alexander den
Store og den trojanske Krig spiller en betydelig
Rolle i disse Skrifter, af hvilke nogle kun var
en Slags frie Oversættelser fra Gr., mens andre
var stærkt omformede. Denne Litt. holdt sig
indtil det 17. Aarh. og fik ogsaa en Del
Indflydelse paa den russ. Folkedigtning.
Den originale russ. Litt., der begyndte at
vokse frem i denne ældste Periode, holdt sig
nøje i de Spor, der var angivet fra Byzans.
Luka Zhidjata, Ærkebiskop i Novgorod
i Midten af det 11. Aarh., skrev et
Opbyggelsesskrift »Cerkovnoe poučenie« (»Kirkelig
Formaning«) og Jakov Mnich, Munk i
Huleklosteret i Kijev, forfattede en Levnedsbeskrivelse af
de to russ. Helgener Boris og Glêb.
Helgenlevneder spillede overhovedet en stor Rolle i den
Tids Litt., og særlig Huleklosteret i Kijev besad
en fyldig Samling af Beretninger om de hellige
Mænd, der havde hørt hjemme der (Paterik
Pečerskij). Ogsaa en virkelig Historieskrivning
begyndte, først i Form af ganske knappe
Klosterannaler; senere fremkom sammenhængende
Skildringer af det daværende R.’s Historie. Den
ældste af disse Krøniker (fra omtr. 1100), der
alm. kaldes Nestors Krønike efter en Munk,
som ansaas for dens Forf., tager efter gr.
Mønster sit Udgangspunkt fra Syndfloden, men er
for de senere Partiers Vedk. bygget paa
mundtlige Traditioner og Samtidiges Erindringer, hvad
der giver den stor Interesse som Kilde til
Kundskab om det gamle R.’s Aandsliv. Forsk. andre
Krøniker behandler kun enkelte Landsdele ell.
Byer, saaledes Novgorodkrøniken, der
udmærker sig ved sin nøgterne og knappe Stil, og den
galizisk-volynske Krønike, der paa sine Steder
er i høj Grad livfuld og poetisk. Fyrst
Vladimir Monomach (1053—1125) efterlod sig
et Formaningsskrift til sine Børn (Poučenie
dětjam), der er af stor kulturhistorisk Interesse.
Fra Beg. af det 12. Aarh. skriver sig en
Skildring af en Pilgrimsrejse til det hellige Land,
foretaget af Abbeden Daniel, om hvem for
øvrigt intet vides. Dette Værk, der er
opbevaret i talrige Haandskrifter, synes at have
været en af de mest yndede af den ældste Tids
Rejsebeskrivelser.
Medens de hidtil nævnte Litteraturværker alle
mere ell. mindre var afhængige af gr.
Forbilleder ell. prægede af byzantinsk-kirkelig
Tankegang, indtager Igorskvadet (»Slovo o
polku Igorevě«) en fuldstændig Særstilling. Det
blev fundet i et Haandskrift 1795, men dette
Haandskrift gik tabt ved Moskvas Brand 1812.
Den videnskabelige Undersøgelse af Digtet har
derfor kun en Afskrift, foretagen for Katharina
II, og en trykt Udgave fra 1800 at holde sig til.
Skønt Teksten foreligger i mangelfuld og
forvansket Skikkelse, har Digtets store poetiske Værd
dog kunnet gøre sig gældende. Det skildrer i et
Slags rytmisk Prosa Fyrst Igor’s Tog mod
Polovtserne, hans Fangenskab, Flugt og
Hjemkomst. Skildringens poetiske Kraft og Friskhed
hæver det højt over den gammelruss.
Litteraturs øvrige Frembringelser.
I Beg. af 13. Aarh. kom Rusland under
Mongolernes Herredømme, som tyngede paa
Landet i mere end 3 Aarh. Den i Forvejen
sparsomme Kultur holdt sig kun i Klostrene, der stod
under byzantinsk Indflydelse, og selv efter at
Landet under Moskvas Førerskab havde befriet
sig for Fremmedherredømmet, var det
aandelige Liv længe lammet. Litteraturen i dette
Tidsrum var fattig. De store hist. Begivenheder har
ganske vist sat sig Spor i de to Digtninge
»Skazanie o Mamaevoj poboiščě« (»Beretning om
Kampen mod Mamaj«; 14. Aarh.) og
»Zadonščina« (»Hinsides Don«; 15. Aarh.), men de er
blege og matte i Sammenligning med
»Igorskvadet«. I 16. Aarh. under Ivan Vasiljevitsch
(Ivan den Grusomme), 1534—84, begyndte
Oplysningen paany langsomt at bane sig Vej i
Rusland, bl. a. gennem de Skoler, Tsaren
oprettede i forsk. Byer. 1564 grundlagdes det
første Bogtrykkeri i Moskva, og overhovedet havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
