Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rusland (Litteratur)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
havde vundet af Erfaringer ved sit Liv mellem
sibiriske Straffefanger, aabenbarede sig i hans
»Zapiski iz mertvago doma« (»Optegnelser fra det
døde Hus«). I de store Romaner »Idiot«,
»Prestuplenie i nakazanie« (»Forbrydelse og Straf«),
»Unižennye i oskorblenmye« (»Forurettede og
undertrykte«) er det oftest psyk. Problemer, han
behandler, undertiden med særlig Forkærlighed
for de abnorme Fænomener. I »Bešy« (»De
besatte«) holder han et skaanselsløst Opgør med
den russ. Intelligens’es Frihedsbestræbelser, for
hvilke han ganske manglede Sympati. Hans
religiøse Ideer har fundet deres fyldigste, men
undertiden noget uklare Udtryk i »Bratja
Karamazovy« (»Brødrene Karamazov«).
Lev Tolstoj (1828—1910) viser sig
allerede i sine tidligste Fortællinger som en stor
Kunstner. Hans »Dětstvo« (»Barndom«, 1852) og
dens Fortsættelse »Otročestvo« (»Drengeaar«)
skildrer mesterligt hans egen Barndom. Da han
som Officer gjorde Tjeneste først i Kaukasus,
senere paa Krim under Krigen, gav dette
Anledning til, at han behandlede sine egne
Indtryk og Oplevelser i »Kazaki« (»Kosakkerne«) og
i de glimrende Krigsbilleder »Sevastopol i
December, Maj og August«. Overhovedet er mange af
hans Værker rige paa selvbiografiske Træk, og
man kan ofte i hans Personer genkende ham
selv. Dette gælder ogsaa om hans to store
Romaner »Vojna i mir« (»Krig og Fred«, 1864—69),
Skildringer af det russ. Folk og dets Hær under
Napoleonskrigene, og »Anna Karenina«
(1873—77), der giver et Billede af Livet i de højere
Kredse i R. paa hans egen Tid. De etiske og
sociale Problemer, der i Aarenes Løb kom til
at lægge mere og mere Beslag paa Tolstoj,
træder ogsaa stadig stærkere frem i hans
Produktion. For at faa Folkets bredeste Lag i Tale
skrev han i 80’erne en stor Mængde folkelige
Fortællinger og Legender. Skønt Tendensen her
og i mange af hans senere Skrifter ofte gør sig
gældende til Skade for den kunstneriske Helhed,
var Tolstoj dog saa stor en Kunstner, at han
selv i sine seneste Aar, da han var naaet til en
fuldstændig Fornægtelse af Kunstens Bet. og
Berettigelse, alligevel kunde skabe Værker, der
ogsaa i æstetisk Henseende stod meget højt;
dette gælder saaledes den lille Fortælling »Smert
Ivana Iliča« (»Ivan Ilič’s Død«) og i højeste Grad
Skuespillet »Vlast tmy« (»Mørkets Magt«), skrevet
1886, men først opført 1895, Værker som
»Krejcerova sonata« (»Kreutzersonaten«, 1890),
hvor han voldsomt og ensidigt fremsætter sit
Syn paa Ægteskab og Kønsmoral, og
»Voskresenie« (»Opstandelse«, 1899) kan derimod næppe
regnes til Skønlitteraturen. Medens Dostojevskij
udelukkende virkede gennem sine Skrifter, har
Tolstoj inden for sit Lands Grænser maaske i
lige saa høj Grad haft Bet. ved sin Kamp for at
omsætte sine etiske og sociale Ideer i Praksis,
baade naar det gjaldt hans eget Liv, og naar
det gjaldt Folkets Opdragelse. Hvor
dybtgaaende og varige Resultaterne af hans Virksomhed
der har været, vil det maaske være lige saa
vanskeligt at afgøre som at komme til Enighed
om, hvorvidt han som Folkeopdrager har gjort
sit Land noget godt.
Blandt Lyrikerne i Slutningen af 19. Aarh.
findes meget betydelige Navne. Nikolaj
Nekrasov (1821—77), hvis Digtning helt er
gennemtrængt af Harme over social og politisk
Uretfærdighed og Undertrykkelse, har i sine
bedste Øjeblikke skabt Digte, der har bragt
mange til endog at stille ham, ved Siden af
Puschkin. Apollon Majkov (1821—97) er
betydelig baade som episk og lyrisk Digter og
har skrevet Dramaer af Værd. Desuden maa
nævnes Afanasij Fet (f. 1820), der besynger
Kærligheden og Naturen i formfuldendte og
klangfulde Vers, og endelig Jakov Polonskij
(1820—98) og Aleksej Pletschtschejev
(f. 1825), som hegge anslaar sørgmodige Strenge.
Endnu større som Kunstner og Digter end alle
disse er Aleksej Tolstoj (d. 1875). Han
har besunget den russ. Middelalder i Digte, der
kommer Folkevisen nær, og skildret den i sin
mærkelige Roman »Fyrst Serebrjanyj«, der giver
et udmærket Billede af Ivan den Grusommes
Tid. Det russ. Folkeliv er besunget af Lev
Mej, og R.’s Niatur hyldes i skønne Vers af
Fedor Tjutschev (d. 1873). Ogsaa
Turgenev har efterladt skønne lyriske Digte.
Skaberen af det moderne russ. Drama er
Aleksander Ostrovskij (f. 1823). Hans
Forfattervirksomhed begynder i 1840’erne under
Paavirkning af Gogol, men senere blev han
ganske selvstændig. Han har skrevet talrige
Skuespil, til hvilke han fornemmelig henter Stoffet
fra Købmandslivet i Moskva, hvis Lys- og
Skyggesider han skildrer med stor Troskab, men
ogsaa enkelte hist. Dramaer og Folkedramaer. Af
stærk og betydelig Virkning er Pisemskij’s
Drama »Gorkaja sudbina« (»En haard Skæbne«),
hvor Handlingen foregaar blandt Bønder, men
flere af hans senere Skuespil er ret svage.
Turgenev’s dram. Arbejder kommer ikke i
Højde med hans novellistiske. I det hist. Drama
naar ingen saa højt som den ovenfor nævnte
Aleksej Tolstoj, hvis Trilogi »Smert
Ionna Groznago« (»Ivan den Grusommes Død«),
»Tsar Fjodor Ivanovitsch« og »Tsar Boris« er
fulde af dram. Kraft og historisk Gætteevne.
Stærkt paavirket af Ostrovskij, der har skabt
Skole, er bl. andre A. Potjechin. Som et
Drama af Rang maa endelig fremhæves A.
Majkov’s »Dva mira« (»To Verdener«), i
hvilket der gives en Fremstilling af den
gr.-rom. Verdens Kamp med den kristne og den
sidstes Sejr.
Blandt 70’ernes og 80’ernes Forf. indtager
Vsevolod Garschin (1855—88) en
fremskudt Plads. Hans Produktion omfatter kun faa
Fortællinger, men deriblandt smaa Mesterværker
som »Četyre dnja« (»Fire Dage«) og »Krasnyj
cvětok« (»Den røde Blomst«). I øvrigt kan nævnes
Matschtet, Stanjukovitsch med sine
Fortællinger fra Sømandslivet, Mamin
Sibirjak med Skildringer fra Sibirien og
endelig den i sin Tid meget fejrede Lyriker
Nadson. En meget yndet Fortæller var
Vladimir Korolenko (1853—1921) ikke blot p. Gr.
a. det Talent, han lægger for Dagen, men
maaske nok saa meget, fordi han aabenbarer et
noget mere optimistisk Livssyn end de fleste af
hans samtidige. Af hans Fortællinger kan
[nævnes »Son Makara« (»Makars Drøm«), »Slěpoj
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
