Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rusland (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Landet var dengang ganske bedækket med
Skove, den sydlige lige indtil Steppen: var frugtbar
Muldjord, vel egnet til Dyrkning af Korn.
Russerne drev Kvægavl og Agerbrug, Jagt og
Fiskeri og boede i Landsbyer. Landsbyens
Befolkning var organiseret som en eneste stor
Familie (Mir), der havde Jorden i Fælleseje, og
hvis ligeberettigede Medlemmer afgjorde alle
Fællesanliggender ved Stemmeafgivning paa
Landsbymødet. Allerede tidlig opstod der hos
disse østlige Slaver Byer, og alt fra 9. Aarh.
stod de i livlig Handelsforbindelse med
Skandinavien og Grækenland gennem den
befærdede Handelsvej, som i nordlig Retning førte
fra Dünas Kilder over Ilmen-Søen til den
finske Bugt og i sydlig Retning ad Dnjepr ned til
det sorte Hav.
Den varægiske Periode. Allerede
tidlig var Skandinaver (Normanner), eller som
de selv kaldte sig, Varæger, trængte frem til
den finske Bugt og derfra videre ind i Landet.
I 9. Aarh. satte de sig fast i Egnene ved Neva
og Ladoga og tvang Slaverne i Novgorod og
forsk. finske Stammer til at betale Tribut. De
blev rigtignok atter fordrevne af Slaver og
Finner, men indre Stridigheder bevirkede, at disse
Folkestammer besluttede at hente sig deres
Fyrster bl. Varægerne. De tre Brødre Rurik,
Sineus og Truvor fulgte Opfordringen og
grundlagde Fyrstendømmer i Ladoga, Bjelo
Osero og Isborsk, som Rurik efter sine Brødres
Død samlede under sit Herredømme. Saaledes
opstod det russ. Rige, hvis Grundlæggelse
officielt regnes fra 862, men vistnok maa føres
noget længere tilbage. Navnet »Rus«, som
Finnerne gav disse Skandinaver, gik fra den
herskende Klasse over til at blive et Fællesnavn
for hele Folket, og i Løbet af 2 Aarh. smeltede
de varægiske Fyrster og deres Følge (Drushina)
fuldstændig sammen; med Slaverne, der var dem
langt overlegne i Tal.
Rurik, der efter sine Brødres Død flyttede
Regeringssædet til Novgorod, døde 879.
Allerede forinden havde to Varæger Askold og
Dir sat sig fast i Kijev, hvor de grundlagde
en anden russisk-slavisk Stat, der var
uafhængig af Riget i Novgorod. Rurik’s Efterfølger,
Oleg ell. Helge (879—912), der regerede for
hans umyndige Søn, Igor, forenede imidlertid
allerede 882 denne anden russ. Stat med
Novgorod og ophøjede Kijev til Residens for det
forenede Rige. Han underlagde sig saa godt som
alle russ. Stammer, foretog 907 et heldigt
Krigstog mod Konstantinopel og satte Grækerne i en
saadan Skræk, at Kejser Leo IV ved en
Overenskomst, der bekræftedes 911, gav Russerne
store Forrettigheder og Handelsfordele. Igor
(912—945) foretog 941 et mislykket Angreb paa
Konstantinopel; men da han 944 rustede sig til
et nyt Felttog, fornyede og udvidede Kejser
Romanos I Overenskomsten af 911 for at
afvende det truende Angreb. Han faldt Aaret efter
i en Kamp mod Drevijanerne (slavisk Stamme),
og hans Enke Olga førte da indtil 964
Regeringen for sin umyndige Søn Svjætoslav. Hun
lod sig 957 under stor Højtidelighed; døbe i
Konstantinopel og antog da i Daaben Navnet
Helene; sin Søn formaaede hun imidlertid
ikke at vinde for Kristendommen.
Svjætoslav (964—972) viste sig som en kæk Erobrer,
foretog et Felttog mod Khasarerne (tyrk.
Stamme), hvis Magt han brød for bestandig,
besejrede Vjætitsherne (slavisk Stamme) og drog
968 paa Opfordring af den byzantinske Kejser
Nikeforos II mod Donau-Bulgarerne. Han
erobrede en stor Del af deres Land, men maatte
derefter vende tilbage til Kijev, der blev haardt
trængt af Petchenegerne (tyrk. Stamme). Efter
at have besejret dem delte han Riget mellem
sine tre umyndige Sønner, Jaropolk, Oleg
og Vladimir, og drog derpaa 970 atter mod
Bulgarerne, hvis Rige han vilde bemægtige sig.
Han trængte frem over Balkan-Bjergene, men
blev derpaa slaaet af Byzantinerne ved
Arkadiopol og Dstra (Silistria). Efter disse
Nederlag maatte han bede Kejseren, Johannes I, om
Fred, og denne lod ham da uhindret drage
bort. Paa Tilbagetoget blev han dræbt af
Petchenegerne. Hans Søn, Vladimir I,
forenede 980 atter hele Riget og regerede til 1015.
Han giftede sig 988 i Cherson med Anna,
Datter af den gr. Kejser Romanos II, lod sig
samme Dag døbe og gjorde Kristendommen til den
herskende Religion i R., idet han lod den
forkynde i det slaviske Sprog. Efter hans Død blev
Riget delt mellem hans 8 Sønner; Svjætopolk
(1015—19) indtog som Storfyrste Kijev en
fremragende Stilling mellem disse; han lod tre af
sine Brødre myrde, men blev senere selv
fortrængt af sin yngste Broder Jaroslav,
Fyrste i Novgorod, hvorpaa denne herskede som
Storfyrste i Kijev fra 1019—1054. Han maatte
føre Krig med Brødre og Brodersønner,
sejrede over Petchenegerne og underkastede sig
Esterne. Jaroslav lod samle den første russiske
Retskodeks Russkaja pravda.
Perioden under
Delfyrstendømmerne og det mongolske
Herredømme. Jaroslav efterlod 5 Sønner,
mellem hvilke han (1054) delte Riget, dog saaledes,
at den ældste, der fik Storfyrstendømmet Kijev,
skulde have Overherredømmet over de andre.
Denne Deling førte til Borgerkrige og
indbyrdes Stridigheder, der varede i over 150 Aar, og
disse Stridigheder havde til Følge, at flere af
Fyrstendømmerne blev ganske uafhængige, og
at Storfyrsterne af Kijevs Overherredømme kun
blev et dødt Bogstav. I denne Periode
grundlagdes Moskva 1147, og i Vladimir oprettedes
der et nyt Storfyrstendømme. Dermed ophørte
Kijev at være Hovedstaden i R.; Riget
splittedes i en Mængde uafhængige Fyrstendømmer,
og denne Splittelse førte til, at R. kom under
Mongolernes Aag (1224—1480). Mongolerne
havde under Djengis-Kan 1222 besejret Alanerne
N. f. Kaukasus og bemægtiget sig Krim. Flere
af de russ. Storfyrster drog ham i Møde over
Dnjepr, men led 1223 ved Kalka et afgørende
Nederlag, efter hvilket Djengis-Kan
underkastede sig hele det sydlige R. Hans Sønnesøn
Batu erobrede den nordlige Del, dog med
Undtagelse af Novgorod, som Mongolerne ikke
vovede at angribe. R. blev nu (1242) en
Bestanddel af Kanatet Kaptschak ell. »Den gyldne
Horde«, fra hvis Hovedstad Sarai ved Akhtuba,
en Biflod til Volga, Kanen udnævnte R.’s
Fyrster. Han var deres højeste Dommer, og de
maatte betale ham en trykkende Tribut, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
