Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rusland (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
befæstede Alexander yderligere ved den Hellige
Alliance (26. Septbr 1815), gennem hvilken
han knyttede Preussens og Østerrigs Politik til
R.’s. De legitimistiske Grundsætninger, som
Alexander nu hyldede, blev Rettesnoren for den
europæiske Politik paa Kongresserne i Aachen,
Troppau, Laibach og Verona. I sit eget Rige
foretog Alexander ikke gennemgribende
Reformer, men indskrænkede sig til at indføre et
hensigtsmæssigt Toldsystem, forbedre
Pengevæsenet og udvide Samfærdselsvejene.
Undervisningsvæsenet fremmedes ved Oprettelsen af
forsk. ny Anstalter, særlig et Univ. i Petrograd,
og videnskabelige Arbejder og Rejser støttedes
med stor Gavmildhed. Alexander døde uventet
1. Decbr 1825 i Taganrog.
Da Alexander ikke efterlod Sønner, mente
man alm., at den ældste af hans Brødre,
Konstantin, var den berettigede Tronfølger, og paa
Efterretningen am Alexander’s Død hyldedes
han derfor af Storfyrst Nikolaj og
Gardetropperne, hvilket Eksempel efterfulgtes af hele den
øvrige Del af Hæren. Men Konstantin, der
havde indgaaet et morganatisk Ægteskab, havde
allerede 1822 givet Afkald paa sin Ret til
Tronen. Alexander var gaaet ind paa denne
Tronfrasigelse, men havde holdt den hemmelig, og
Frasigelsesakten blev derfor først bekendtgjort,
da man aabnede hans Testamente. I Beg.
nærede Nikolaj Betænkelighed ved at modtage
Kejserværdigheden; men da Konstantin
fastholdt sin Beslutning og i sin Egenskab af
øverstbefalende for den polske Hær proklamerede sin
yngre Broder som Tsar, besteg denne Tronen
som Nikolaj I (1825—55). Den Usikkerhed i
Forholdene, som dette Interregnum havde
fremkaldt, benyttedes af en Del adelige
Officerer, der var paavirkede af den fr.
Revolutions Ideer, til at forsøge en Statsomvæltning,
som skulde virkeliggøre deres Idealer
(Dekabristernes Opstand). De sammensvorne
med Oberst Pestel i Spidsen forstod at indgyde
Gardeafdelingerne, som 26. Decbr 1825 skulde
aflægge Hyldningseden til Tsar Nikolaj, Troen
paa, at Konstantin var den retmæssige Hersker
og Nikolaj en Usurpator. Paavirkede heraf
vægrede Garderegimenterne sig ved at aflægge
Eden og udbrød i Leveraab for Konstantin og
Konstitutionen. Med stort Mod traadte
Konstantin Oprørerne i Møde, han lod fyre løs paa
dem med Kardætsker og kvalte Opstanden i
dens Spire; Hovedmændene for og Deltagerne
i Revolten blev straffede med stor Strenghed.
Pestel, Rylejev, Muravjev o. fl. a. Officerer
henrettedes, et stort Antal forvistes til Sibirien, og
de Regimenter, der havde deltaget i Mytteriet,
sendtes til Kaukasus.
Nikolaj kronedes 22. Aug. 1826 i Moskva. Den
ny Tsar, der var opfyldt af Bevidstheden, om
sin Herskermagt og R.’s Vælde, saa med største
Foragt ned paa alt, hvad der hed europ. Kultur.
Han mente, at det absolutte Herredømme var i
Stand til at føre Riget og Folket frem til den
højeste Kraftudfoldelse, og han troede sig
berettiget til at gøre R.’s Krav udadtil gældende
paa den mest hensynsløse Maade. I Krigen
med Persien (1826—28), som Shahen’s Søn,
Abbas Mirza, havde begyndt med et Indfald i
Kaukasus, blev denne slaaet 1826 ved
Jelissavetpol, hvorefter Paskevitsch trængte ind i
Persien. Efter fl. russ. Sejre blev Erivan og Tabriz
besatte, og i Freden ved Turkmantschai (22.
Febr 1828) erhvervede R. en Del af Armenien.
Ikke længe efter begyndte Tsaren den fjerde
russ.-tyrk. Krig (1828—29) under Paaskud
af, at Tyrkiet ikke havde opfyldt sine
Forpligtelser over for Donau-Fyrstendømmerne, men i
Virkeligheden for at tiltvinge sig Grækenlands
Uafhængighed. Det var R., som stod bag
Grækenlands Opstand mod Tyrkiet, og en russ. Flaade
havde i Forbindelse med en eng.-fr. tilintetgjort
den tyrk. ved Navarino. Maj 1828 rykkede
Russerne under Wittgenstein ind i
Donau-Fyrstendømmerne, overskred Donau og erobrede i Oktbr
efter haardnakket Forsvar Varna. Samtidig
trængte Paskevitsch ind i tyrk. Armenien,
erobrede Kars (5. Juli) og Achalzyk (9. Aug.),
hvorved hele Pashaliket Bajesid kom i hans Magt.
1829 sejrede Russerne under Diebitsch over
Tyrkerne ved Kulevtschi (11. Juni), indtog
Silistria (20. Juni) og gik dernæst over Balkan.
Adrianopel indtoges 20. Aug., og Konstantinopel
syntes truet; i Armenien havde Paskevitsch besat
Erzerum. Under disse Omstændigheder saa
Tyrkiet sig nødt til at slutte Fred i Adrianopel (14.
Septbr 1829). R. fik Donau-Mundingerne, en Del
af Armenien og 10 Mill. Dukater i
Krigsomkostninger. Desuden anerkendte Sultanen
Grækenlands Uafhængighed og tilstod
Donau-Fyrstendømmerne næsten fuldstændig Uafhængighed.
Julirevolutionen i Frankrig medførte (29.
November 1830) en Opstand i Polen, som
kom i den Grad bag paa Storfyrst Konstantin,
der førte Overkommandoen i Warszawa, at han
rømmede hele Polen. Dets Generobring 1831
vanskeliggjordes af en stærk Kolera, som rasede
i Hæren og bortrev dens Øverstbefalende,
Diebitsch, og det lykkedes derfor først at
tilendebringe den i Septbr, da Paskevitsch indtog
Warszawa. Polen mistede derefter sin
Selvstændighed; det blev indlemmet i det russ. Rige som
en uadskillelig Del af dette, og den polske Hær
blev indorganiseret i den russ. Efter de store
Resultater, som Nikolaj saaledes havde opnaaet
gennem blodige Kampe, betragtede han sig som
Beskytter af den, bestaaende Orden i Europa,
og som saadan skred han 1833 ind til Fordel
for Tyrkiet, da dette truedes af Mehemed Ali
af Ægypten. En russ. Flaade kastede Anker i
Bosporus, 5000 Russere opstillede sig ved
Skutari for at dække Konstantinopel mod
Ægypterne, og en stor Hær ilede Tyrkerne til Hjælp
over Pruth. Freden ved Kutahia mellem
Sultanen og Mehemed Ali gjorde Ende paa denne
Aktion, og som Tak for sin Bistand fik R. (8.
Juli 1833) i en hemmelig Artikel Tilsagn om, at
Dardanellerne skulde være aabne for de russ.
Krigsskibe, men lukkede for de øvrige Magters.
Sit Princip tro optraadte Nikolaj efter
Februarrevolutionen 1848 som Legitimitetens Vogter.
1848 sendte han en russ. Hær under Paskevitsch
til Ungarn for at hjælpe Østerrigerne med at
undertrykke Oprøret og give Magyarernes
udmattede Stridskræfter det sidste Stød. Ved
Világos maatte Gørgei’s Tropper 13. Aug.
nedlægge Vaabnene for Russerne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
