Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rusland (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
som de Livegne var pligtige til at betale
Godsherren for Tilladelsen til selv at søge deres
Livserhverv, ganske vilde bortfalde. Men
Kejseren lod sig ikke paavirke og frigav selv alle
Bønderne paa de kejserlige Godser for at gaa
i Spidsen med et godt Eksempel. Enhver Bonde
skulde for Fremtiden være fri, have sit eget
indhegnede Bosted og sættes i Stand til inden
for 12 Aar at erhverve sig et Stykke Jord som
fri Ejendom ved Indbetaling af Penge eller ved
Ydelser til Godsejeren. Landsbyerne skulde
indordnes i Landkommuner, der havde deres egne
beskikkede Fredsdommere, men i
Politianliggender var underlagte Godsherren.
Livegenskabets Ophævelse kom imidlertid for uforberedt.
Ved de store Ofre, der paalagdes Godsejerne,
blev en stor Del af Adelen, ruineret, og
Bønderne, som stod i den fejlagtige Formening, at de
nu, samtidig med Friheden, havde erhvervet sig
den uindskrænkede Besiddelse af alle de Jorder,
der hidtil havde hørt til Landsbykommunen, lod
sig henrive til Skattenægtelser og
Voldsgerninger af forsk. Art. Ogsaa senere har det vist sig,
at de Livegnes Frigivelse ikke har bragt den
aandelige og materielle Udvikling af
Landbefolkningen, som Loven tilsigtede, men ikke desto
mindre maa det dog siges, at den har haft store
og velsignetsesrige Følger.
Til Livegenskabets Ophævelse sluttede sig en
Reform af Retsplejen ved Indførelsen af Freds-
og Edsvorneretter med offentlig og mundtlig
Procedure (1864) og ved Oprettelsen af Kreds-
og Provinsialforsamlinger, bestaaende af
Grundejere fra By og Land, som fortrinsvis skulde
beskæftige sig med Kredsens, henh.
Guvernementets, økonomiske Anliggender. Man haabede
herved at opdrage Befolkningen til politisk
Virksomhed og selvstændig Dømmekraft i offentlige
Anliggender. Paa Finansvæsenets Omraade
skete der et vigtigt Skridt, idet der 1862 for første
Gang blev offentliggjort et udførligt Budget over
Rigets Indtægter og Udgifter. Alexander’s
Reformvirksomhed blev afbrudt ved
Opstanden i Polen (Jan. 1863). Kejseren havde paa
Wielopolsky’s Raad tilstaaet Polen en vis
Selvstændighed, men denne Forsonlighed, der
opfattedes som Svaghed, havde til Følge, at
Gejstligheden, Adelen og Warszawas Befolkning
stillede sig i skarp Opposition til R. i Haab om
derved at opnaa Polens fuldstændige
Uafhængighed. En Udskrivning af Rekrutter (14. Jan.
1863), der blev anordnet for sat gøre
Ungdommen i Warszawa uskadelig, gav Anledning til en
Rejsning, som lededes af en hemmelig
Centralkomité. Skønt Oprørerne kun virkede spredt i
større Bander, kostede Undertrykkelsen af
Opstanden dog store Anstrengelser. Under denne
Krise skete der dog et Omsving i det
nationalliberale Parti, hvis Førere Miljutin, Samarin,
Katkov, Aksakov o. a., som tidligere havde
støttet Alexander’s Reformer i vesteuropæsik
Retning, nu stillede sig det Maal at indrette hele
Statslivet paa national russ. Vis og at samle alle
Slaver under russ. Føring. Denne Politik fandt
til Dels ogsaa Regeringens Tilslutning, og den
førte til en Undertrykkelse af alle ikke-russiske
Elementer i Riget.
Den russ. Udenrigspolitik, der
lededes af Fyrst Gortschakov, var i Beg. af
Kejser Alexander’s Regeringsaar yderst
forsigtig og tilbageholdende; dog søgte R. en
Tilslutning til Frankrig, og denne lettedes ved
Napoleon III’s Imødekommenhed. Forholdet til
Preussen var godt, men over for Østerrig, hvis
orientalske Politik under Krim-Krigen
Russerne ikke kunde tilgive, stillede R. sig kølig. I
Asien udvidede R. i betydelig Grad sit
Landomraade. Omtr. samtidig med, at de kaukasiske
Bjergboer underkastede sig (25. Aug. 1859 ved
Schamyls Tilfangetagelse), erhvervede R. sig
(1860) Amur-Distriktet, som hidtil havde hørt
ind under Kina, og ombyttede Kurilerne med
Sakhalin, som var i Japanernes Eje. Russisk
Nordamerika blev afstaaet til de Forenede
Stater mod en Indbetaling af 7 Mill. Dollars (1867).
I Mellemasien blev Tashkend (1867) og
Samarkand (1868) erobrede fra Kanen af Buchara,
og de kom tilsammen til at danne
Guvernementet Turkestan. Efter at General Kaufmann
(1873) havde foretaget sit Tog til Chiva, blev
Landstrækningerne paa Amurs højre Bred
indlemmede i R. og Resten af Kanatet gjort til
en russ. Vasalstat. I sin europ. Politik holdt R.
sig stadig tilbage. Det skred saaledes ikke ind
hverken i 1864 ell. 1866 og holdt sig ligeledes
neutralt under den fransk-tyske Krig, hvorved
det afholdt Østerrig fra at skride ind til Gunst
for Frankrig. Til Tak herfor udvirkede
Bismarck, at Paris-Fredens § 11, der havde
indskrænket R.’s fri Aktion i det sorte Hav, blev
ophævet paa London-Konferencen 1871.
Efter mange Forarbejder, hvis Beg. gaar
tilbage til 1866, gennemførtes den sidste af
Alexander’s store Reformer, Indførelsen af
den alm. Værnepligt (1873). Men inden
de Omdannelser, som denne medførte, var helt
gennemførte, traadte det orientalske
Spørgsmaal atter stærkt i Forgrunden og førte R. mod
dets Villie ind paa en Krig. 1875 udbrød der
gennem Paavirkning af panslaviske Agitatorer
en Opstand i Herzegovina, som 1876 udbredte
sig til Bulgarien. Opstanden blev undertrykt af
Tyrkiet, Serberne, som ligeledes havde grebet
til Vaaben, blev slaaede, og samtidig blev
Sultanen Abd-ul-Aziz styrtet (29. Maj 1876).
Folkestemningen i R. krævede nu en Krig, og
Regeringen begyndte da ogsaa en delvis Rustning og
Troppekoncentrationer i Sydrusland. 13. Novbr
1876 mobiliseredes 6 Armékorpser, og 5. Decbr
opslog Storfyrst Nikolaj, der var udnævnt til
Øverstbefalende, sit Hovedkvarter i Kischinev.
Konferencen i Konstantinopel 1876—77 førte ikke
til noget Resultat, og da Porten ikke vilde give
de ønskede Garantier for sine kristne
Undersaatters Velfærd og 31. Marts 1877 afviste den
af Magterne i Fællesskab vedtagne Protokol,
erklærede R. 24. Apr. 1877 Tyrkiet Krig.
Den 6. russ.-tyrk. Krig (1877—78) havde
tilsyneladende det Formaal at befri de slaviske
Brødre paa Balkan-Halvøen, men i
Virkeligheden var dens egl. Maal at hidføre en
Afgørelse af det orientalske Spørgsmaal i
Overensstemmelse med R.’s Interesser. Da R. var
sikker paa Tysklands Neutralitet og erhvervede
sig Østerrigs Jan. 1877 ved at tilsikre dette
Bosnien og Herzegovina, kunde det disponere over
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
