- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XX: Renden—Schinkel /
591

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rusland (Historie)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

Studenterbevægelse i Petrograd (Febr. 1899) bevirkede, at
denne Bevægelse bredte sig videre til de andre
Univ. og da særlig til Kijev, hvorefter
Regeringen lukkede Universiteterne og foretog
Massearrestationer bl. Studenterne. Den daværende
Finansminister Witte’s Indgriben, og en af
Generaladjutant Vannovsky ledet Undersøgelse
havde dog til Følge, at Kejseren tilkendegav de
paagældende Autoriteter og Lærerpersonalet
ved de højere Undervisningsanstalter sin
Utilfredshed, og at de Studenter, som vilde vende
tilbage til deres Studier, fik Løfte om en mild
Behandling. Jødeforfølgelsen, der havde været
stærkt oppe under Alexander III, syntes at dø
hen, men blussede op igen efter de blodige
Optrin (1903) i Kishinev, der efterfulgtes af lgn.
Optøjer i Rigets sydvestlige Provinser. Der blev
truffet energiske Foranstaltninger til at
indskrænke Drikkesygen, idet Brændevinssalget
blev underlagt Staten, og til at hæve
Kornpriserne ved Statsindkøb, som skulde komme de
nødlidende Egne til gode. Store
Arbejderuroligheder fandt Sted i Rigets sydlige Egne.

I R.’s Optræden over for Finland syntes
der i Kejserens første Regeringsaar at skulle
indtræde en Forandring til det bedre.
Umiddelbart efter sin Regeringstiltrædelse stadfæstede
Nikolaj de Storfyrstendømmet af hans Forfædre
givne Grundlove, Privilegier og Rettigheder,
Censuren blev i de flg. Aar mildere, og de
russ. Blades Angreb paa Finland forstummede
næsten ganske. Men lidt efter lidt gav den
russ. Regering tydelig til Kende, at den vilde
Finlands retmæssige Selvstændighed til Livs.
30. Aug. 1898 blev Posten som Generalguvernør
besat med General Bobrikov, i hvis
Udnævnelsesdekret det udtrykkelig hed, at han skulde
gennemføre Finlands nøjere Forening med den
øvrige Del af Riget, og 19. Jan. 1899
sammenkaldtes Stænderne til en overordentlig
Landdagssession, for at Storfyrstendømmets
Værnepligtsforhold kunde bringes i Overensstemmelse
med de Grundsætninger for Værnepligten, der
var raadende i den øvrige Del af Riget. I
Landdagen mødte Lovforslaget, der paa
forfatningsstridig Maade var udarbejdet »af en finsk-russ.
Militærkommission og paalagde Finland en
betydelig forøget Militærbyrde, enstemmig
Modstand. Som Følge heraf besluttede den russ.
Regering sig til et Forfatningsbrud, som skulde
forberedes af en Geheimekomité, der blev
nedsat i Petrograd, og Resultatet af denne Komités
Møder blev da et kejserligt Manifest (15. Febr),
som gav ny Grundregler for Udarbejdelsen og
Prøvelsen af Love, der berørte Rigets
Fællesinteresser. Herved blev der gjort et
fuldstændigt Brud paa Finlands indre Selvstændighed,
og Landdagen, der hidtil havde været en
lovgivende, blev nu en raadgivende Forsamling.
Offentliggørelsen af disse Grundregler blev
ganske vist vedtagen af Senatet med een Stemmes
Majoritet, men Vedtagelsen efterfulgtes af en
skarp, skriftlig Protest. En Massepetition, der
fremsatte det finske Folks Ønsker om at maatte
bevare Forfatningen ubeskaaret, blev afvist af
Kejseren. Det var nu forbi med Finlands
særlige Hærinstitutioner, og det russiske Sprog blev
indført som officielt Sprog overalt, ligesom
Skoleundervisningen til Dels foregik paa
Russisk. Censuren virkede med største Strenghed
mod Pressen, enhver Modstand straffedes med
Udvisning, og talrige Finner, særlig af Almuen,
udvandrede for at unddrage sig de ny
Værnepligtsbestemmelser.

R.’s Udenrigspolitik lededes efter
Fyrst Lobanov’s Død (1896) af Grev Muravjev
(død 1900) og senere af Grev Lamsdorff i nøje
Samklang med den Indflydelse paa
Verdensbegivenhederne, som dets stigende Magtstilling
maatte kræve. Under Opstanden paa Kreta
(1897) og senere under den, gr.-tyrk. Krig
iagttog R. dog streng Neutralitet og optraadte i
Fællesskab med de øvrige europæiske Magter,
og det søgte i fuld Forstaaelse med Østerrig at
opretholde Freden paa Balkan-Halvøen. I sit
Forbund med Frankrig stillede det sig ligeledes
officielt det Maal at sikre Fredens Bevarelse, og
det samme Maal tilsigtedes i endnu højere Grad
gennem den Rundskrivelse, som den daværende
Udenrigsminister Grev Muravjev efter
Kejserens udtrykkelige Befaling 24. Aug. 1898
rettede til Magternes Gesandter i Petrograd, og
hvori det anbefaledes, at Magterne
sammentraadte i en Konference med det Formaal at
sikre Freden og indskrænke Militærudgifterne.
Konferencen sammentraadte i Foraaret 1899,
men i Praksis førte den nærmest kun til, at der
blev oprettet en permanent international
Voldgiftskommission til Bilæggelse af opstaaende
Stridsspørgsmaal.
(W. Gerstenberg). A. C.

Imidlertid satte R. al Kraft ind paa at
forstærke sin Indflydelse og sin Magtstilling i
Asien, og da navnlig i Østasien. En russ.
Krigsflaade besatte 1897 Havnen Port Arthur,
efter at Tyskland havde sat sig i Besiddelse af
Kiautschou-Bugten. Denne Besættelse skete i
fuld Forstaaelse med Tyskland og Frankrig og
med Billigelse af Kina, som frygtede for, at
England skulde bemægtige sig denne vigtige
Krigshavn. 28. Marts 1898 afsluttedes en
Overenskomst med Kina, iflg. hvilken Port Arthur
og Øen Talienwan, blev bortforpagtede til R. for
25 Aar, og man arbejdede ivrig paa at befæste
førstnævnte Punkt, særlig mod Søsiden. Da
Spørgsmaalet om de europæiske Magters
»Interessesfærer« i Kina fremkom i Foraaret 1899
som Følge af Kina’s uheldige Krig med Japan,
sikrede R. sig som sin Interessefære
Mantshuriet og Liatong-Bugten. Sine Interesser i det
fjerne Østen varetog det ved Anlæggelsen af en
Jernbane gennem Mantshuriet, hvorved der
opnaaedes en kortere Forbindelse mellem den
store sibiriske Bane og Vladivostok. Gennem en
anden Linie blev sidstnævnte Bane forbunden
med Havnen Talienwan. R. opfyldte ikke sit
Løfte til Kina om at rømme den okkuperede
Provins efter 5 Aars Forløb.

I Korea gjorde R. ligeledes sin Indflydelse
stærkt gældende. Det opnaaede 1898, at dette
afstod Deer-Øen i Fusan-Havnen, og afsluttede
samtidig (13. Maj) en Overenskomst med
Japan, iflg. hvilken begge Magter anerkendte det
koreanske Riges Selvstændighed og
Uafhængighed. Imidlertid gjorde R. forsk. Skridt hen
imod en Krænkelse af Korea’s Suverænitet og
en Besættelse af koreansk Grund, bl. a. derved,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:02:31 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/20/0619.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free