Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rusland (Historie)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ekstraordinære Kommission) fik atter fuldt op at
gøre. Det gik særlig ud over de
Socialrevolutionære.
Særlig skæbnesvanger blev den Lovgivning,
der forpligtede Bønderne til at udlevere til
Staten alt, hvad de avlede paa deres Jord udover
det nødvendige til deres egen og Families
Underhold. Bønderne dyrkede nu kun netop saa
meget, som de selv forbrugte. Det var en af
Hovedaarsagerne til de aarlig tilbagevendende
Hungersnødkriser. Forsøget paa at organisere
det økonomiske Liv uden Penge og at fordele
Produkterne ved Statsinstitutioner slog
uhjælpelig fejl, og fra 1921 slog Regeringen da ind paa
en »ny økonomisk Politik« (»Nep«). Fra Marts
1921 blev Rekvisitionerne opgivet og erstattet
med en moderat Naturalskat. Bøndernes
Ejendomsret til deres Jord blev anerkendt. Dermed
fulgte Denationaliseringen af Industrien og dens
Overgang til Fagforeninger, Kooperativer og
Privatpersoner. De kooperative Selskaber
bevarede dog en nøje Forbindelse med
Regeringen, og Centralforeningen for
Forbrugs-Kooperativerne (Centrosojus) kontroleredes af Staten.
Disse Foranstaltninger kunde dog ikke hindre
Udbruddet af en stor Hungersnød i 1921. Der
dannedes en alrussisk Komité til Lindring af
Hungersnøden; i denne havde ogsaa
Ikke-Bolscheviker Sæde, men det kom til Strid mellem
denne Komité og Bolschevik-Regeringen, og
Komitéen blev opløst. En stor Hjælpeaktion sattes
i Gang af de europ. Røde-Kors-Organisationer
og Folkeforbundet, under ivrig Medvirken af
Fridtjof Nansen. 1922 var Hungersnøden noget
mindre haard i Centralrusland, men den rasede
vedblivende i Ukraine og ved Volga. En
Reorganisation af det ødelagte Finansvæsen
indlededes 1922, idet der ved Siden af den
fuldstændig deprecierede gl Rubel skabtes et nyt
Omsætningsmiddel med Gulddækning, den
saakaldte Tchervonets (= 10 Guldrubler). I Slutn.
af Aaret fuldbyrdedes Sammenslutningen af
Storrusland med. Sovjet-Republikkerne Ukraine,
Hviderusland, Georgien, Armenien og
Azerbeidjan (Baku) til en snævrere Føderation, »de
forenede socialistiske Sovjet-Republikker« (S. S. S. R.)
med Moskva som fælles Centrum og med
Udenrigspolitik, Krigs-, Transportvæsen m. m. som
Fællesanliggender. Petrograd blev omdøbt til
Leningrad.
Den nye økonomiske Politik, der i
Virkeligheden betød et Brud med de kommunistiske
Principper, førte ikke til store Resultater. Der
manglede først og fremmest Kapital.
Sovjet-Regeringens vigtigste Opgave maatte nu blive
Opnaaelse af Anerkendelse de jure hos de andre
Magter og dermed regelmæssige
Handelsforbindelser og Anbringelse af fremmed. Kapital i R.
Disse Bestræbelser, der strækker sig igennem
de flg. Aar, vanskeliggjordes ved R.’s Vægring
ved at anerkende sin gl Gæld, og ved
Bolschevikernes stadig fortsatte Understøttelse af den
revolutionære Agitation uden for R.’s egne
Grænser. R. deltog i Genua-Konferencen (Apr.
1922) uden andet Udbytte end Rapallo-Traktaten
med Tyskland, hvorved den endelige Fred blev
tilvejebragt mellem de to Stater. En
Afrustningskonference med Finland, Polen og
Østersøstaterne blev resultatløs. Paa
Lausanne-Konferencen kæmpede R. uden Held for en Ordning,
hvorved Spørgsmaalet om Stræderne ved
Konstantinopel skulde være en Sag mellem
Sortehavsmagterne alene. Under Konferencen blev
den russ. Delegerede Vorovski dræbt af en fhv.
russ. Officer, hvad der gav Anledning til en
Konflikt med Schweiz. Handelsoverenskomster
opnaaedes med forsk. Stater, med Danmark
1923. I Orienten arbejdede det bolschevikiske
Diplomati væsentlig paa de samme Linier som
tidligere Tsarismens, idet det nu søgte at alliere
sig med de opvaagnende nationale Strømninger.
Der opnaaedes Overenskomster med Persien og
Afghanistan, og man udnyttede de forvirrede
Tilstande i Kina til at befæste sin Position i Peking.
Lenin, hvis Helbred havde faaet et Knæk, da
han 1918 var Genstand for et Attentat — en
Kugle maatte efter flere Aars Forløb fjernes
ved Operation — var i Løbet af 1923 bleven saa
svækket, at han faktisk var sat ud af Spillet.
Samtidig bestod der Modsætninger mellem
Trotzki og den yderliggaaende kommunistiske Fløj,
der lededes af Zinoviev, Stalin og Kamenev. 21.
Jan. 1924 døde Lenin. Til hans Efterfølger
valgtes Rykov. Modsætningerne vedblev
imidlertid at bestaa. Med England førtes der, efter at
Arbejderpartiet var kommet til Magten dér med
Mac Donald, Forhandlinger om en
Overenskomst, der skulde sikre R. et betydeligt Laan.
Den Ordning, hvorom man enedes, vakte dog
stærk Modstand i England og blev en
medvirkende Aarsag til den politiske Krise, der
udbrød i England Oktbr 1924. (Litt.: »Nestor’s
russ. Krønike«, overs. af C. W. Smith [Kbhvn
1869]; Karamsin, »Det russ. Riges Historie«
[russ., 12 Bd, 6. Udg., Petrograd 1851—53;
tysk, Leipzig 1820—33]; Solovjev, »R.’s
Historie« [russ., 29 Bd, 2. Udg., Petrograd 1893 ff.];
Polevoj, »Det russ. Folks Historie« [russ.,
6 Bd, Moskva 1829—33];
Bestushev-Rjumin, »R.’s Historie« [russ.; tysk, Mitau 1873];
samme, »Kilder til og Litt. vedrørende R.’s
Historie« [russ.; tysk, Mitau 1876];
Kostomarov, »R.’s Historie i Biografier« [russ., 2
Bd, Petrograd 1873—76; tysk, Leipzig 1886—89];
samme, »Historiske Monografier« [russ., 13
Bd, Petrograd 1868 ff.]; Kojalovitsch,
»Den russ. Selverkendelseshistorie« [russ.,
Petrograd 1884]; Ilovajskij, »Kortfattet R.’s
Historie« [russ.; tysk, Reval 1881, 2. Opl.];
Schnitzler, »Det russ. Riges Historie indtil
Kejser Nikolaj I’s Død« [russ.; tysk, Leipzig
1874]; Rambaud, Histoire de la Russie [Paris,
ny Udg. 1900; overs. paa Dansk af A. Thorsøe
1895]; Schiemann, »Russland, Polen und
Livland bis im XVII. Jahrhundert« [2 Bd,
Berlin 1885—89]; A. Brückner, »Geschichte
Russlands bis zum Ende des 18. Jahrhunderts« [2 Bd,
Gotha 1896—1913]; K. Waliszewski, Les
Origines de la Russie moderne [Paris
1900—1909]; P. N. Miljukov, La Crise russe [Paris
1907]; Adolf Törngren, »Från våra dagars
Ryssland« [Sthlm 1911]; samme, »Den tredje
Duman« [Sthlm 1912]; G. E. Raine, Bolshevik
Russia [Lond. 1920]; Bertr. Russell, The
Practice and Theory of Bolshevism [London
1920]).
A. C.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
