Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - russisk Kirke - russisk-tyrkiske Krige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Stemning mod enhver Forbindelse med Vesten,
Metropolitten blev afsat, en ny valgt, og
Storfyrsten af Moskva meddelte den gr. Kejser, at
han for Fremtiden ønskede selv at udnævne sin
Metropolit. Afgørende Bet. for den russ. Kirkes
politiske Selvstændiggørelse fik dog først og
fremmest Konstantinopels Fald 1453. Da blev
den r. K. overladt til sig selv, og da blev den
først rigtig en national Kirke. Men samtidig kom
den ogsaa mere og mere under Statsmagtens, og
det vil atter sige Tsarens Indflydelse. 1589 fik
Rusland sin egen Patriark, og dermed var
Selvstændigheden og Ortodoksien officielt slaaet fast.
Det ny Patriarkat blev nemlig officielt anerkendt
af de gamle Patriarker. Kirken trængte
imidlertid paa denne Tid i høj Grad til Reformer,
navnlig paa det liturgiske Omraade, hvor man endnu
havde bevaret de ældste Former, men først
Nikon lykkedes det at faa de nødvendigste
Reformer gennemført. Under Peter deh Store blev
Kirkens Afhængighed af Statsmagten gjort
endnu større, thi da Patriarkstolen 1702 blev ledig,
lod han den først staa ubesat i tyve Aar, og
derefter tilegnede han sig selv 1721 Patriarkatets
kirkepolitiske Myndighed og indsatte som
øverste Leder i Kirken paa det mere aandelige
Omraade et Kollegium af gejstlige og Lægfolk, den
hellige Synode. Men faktisk blev Tsaren saa
temmelig enevældig i Kirken. Det var saaledes
ham, der udnævnte Synodens Medlemmer.
Under Katharina II overtog Staten Kirkegodset, og
dermed fulgte, at ogsaa Præsteskabets
Uddannelse kom til at ligge i Statens Haand.
Den r. K. ansaa sig for Oldkirkens ortodokse
Arvtager og følte sig ogsaa kaldet til at være
Beskytter for alle gr.-kat. Samfund uden for
Rusland’s Grænser, Inden for selve Riget søgte
den hellige Synode af al Kraft at skabe
dogmatisk og liturgisk Enhed, og Proselytmageriet
trivedes ret frodig, men dog er Enheden langtfra
gennemført. Der findes mange Sekter. Kirkens
Lære stemmer ganske med den gr. Kirkes, kun
paa enkelte Punkter spores nogen Forskel.
Saaledes kræver den gr. Kirke, at rom.-kat. og
protestantiske Proselytter skal gendøbes ved
Overgangen, medens den r. K., navnlig af politiske
Grunde, ikke kræver dette. Ang. Læren i det
hele se Græske Kirke. Enkelte af den r.
K.’s ledende Mænd i Aarhundredernes Løb har
personlig været paavirket af Protestantismen,
men i selve den r. K. sporedes slig Paavirkning
ikke før efter Revolutionen og Forfølgelserne.
Nu er der ikke faa Steder evangeliske Rørelser.
Den russ. Kultus ligner ogsaa ganske den gr.
Der er ingen Fællessang og intet Orgel, kun
Korsang, og saare sjældent Prædikener,
Gudstjenesten bestaar i det væsentlige kun af en Række
bestemte Bønner og Ceremonier. Helgendyrkelse
og ikke mindst Billeddyrkelse spiller en stor
Rolle, og ligeledes Fasterne, der overholdes
strengt. I nyere Tid er der dog kommet
adskillige Dispensationer paa Fasternes Omraade.
Ejendommelig for den r. K. er de saakaldte
Jordansfester, der holdes tre Gange aarlig. Ved
disse indvier man Vand, idet man dukker
Helgenbilleder ned i det, og Vandet faar derved
velsignende Kraft. Ejendommelig var ogsaa en
Fest hver 7. Marts i den kasanske Kirke i
Petrograd, ved hvilken alle kirkelige og politiske
Kættere højtidelig bandlystes.
I Kirkens Organisation raadede før
Revolutionen Cæsareopapismen. Alle den hellige
Synodes Bestemmelser skulde stadfæstes af
Tsaren. Endog Helgenkanonisationer skete iflg.
kejserlig Bestemmelse. Synoden bested af 8—12
Medlemmer, og dens ledende Formand kaldtes
Generalprokurør. Riget var delt i
Bispedømmer (i det europ. Rusland, mellem 50 og 60), og
Bispedømmerne faldt gennemgaaende sammen
med Guvernementerne. Biskoppen beherskedes
fuldstændig af den hellige Synode, men
beherskede atter igen fuldstændig sine underordnede,
Præster og Munke, havde Ordinationsret og
ogsaa Strafferet. Præsterne (Poperne) deltes i forsk.
Klasser, og under Præsterne stod atter
Diakonerne. Munkevæsenet i den r. K. ligner ganske
Munkevæsenet i Østens øvrige Kirkeafdelinger.
Verdenskrigen, Revolutionen og Bolschevismens
Magterobring har imidlertid totalt forandret den
r. K.’s ydre og indre Forhold. Se herom
Rusland, »Kirkelige Forhold«. (Litt.: Schmitt,
»Kritische Geschichte der neugriechischen und
russischen Kirche« [Mainz 1840]; Boissard,
L’église de Russie [Paris 1866—67]; Basarow,
»Die russisch-orthodoxe Kirche« [Stuttgart 1873];
Kattenbusch, »Lehrbuch der
vergleichenden Confessionskunde« I [Freiburg og Leipzig
1892]; A. Maltzew, »Die Liturgien der
orthodox-katholischen Kirche« [Berlin 1894]; Olaf
Brock, »Nogle Træk af Ruslands ældste
Kirkehistorie« [i »Norsk theologisk Tidsskrift«
1903]).
A. Th. J.
russisk-tyrkiske Krige. Krigen
1828—29. Den 6. Juli 1827 sluttede Rusland
Forbund med Frankrig og England om at
gøre Grækenland, der havde rejst sig imod
Tyrkiet, til en selvstændig Stat; efter
Slaget ved Navarino (20. Oktober 1827)
besluttedes det at besætte Donauhertugdømmerne,
og derefter, støttet paa Flaaden, at erobre
Silistria, Varna og Schumla, samt at overskride
Balkan for at naa Adrianopel.
Krigserklæringen udstedtes dog først 28. April næste
Aar, og 3 Armékorps, c. 65000 à 70000
Mand, rykkede fra 7. Maj ind i de nævnte
Hertugdømmer under Grev Wittgenstein,
idet de herværende Fæstninger søgtes
erobrede. Kun Braila faldt, 17. Juni.
Hovedhæren overskred fra 8. Juni Donau, ved
Satunovo, og rykkede videre mod
Trajan-Volden. Hæren maatte nu forstærkes med to
Armékorps, og det besluttedes derefter at
vende sig mod den tyrk. Hovedhær under
Hussein-Pasha i Schumla, der var forskanset. Angrebet
herpaa lykkedes ikke, og Hovedhæren gik i
Slutningen af Septbr tilbage til Jenibazar;
Tropper, der var landsatte ved Varna, erobrede
10. Oktbr denne By, men i Valakiet var
Russerne mindre heldige, og da daarligt Vejr
indtraadte, indtog Russerne Vinterkvarter N. f.
Donau. Fra Kaukasien var Paskevitsch med c.
22000 Mand rykket mod Kars, som forgæves
stormedes 5. Juli, og mod Poti, somr faldt 25. Juli.
Yderligere slog han Tyrkerne ved Kura og
erobrede Achalzych.
I 1829 indlededes Felttoget ved, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
