Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ræv - Ræv (se Dagsommerfugle) - Ræv (Hovedperson i Fortælling) - Ræveabe - Rævebakke - Rævebogen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
næppe er artsforskellig fra vor Ræv; af denne
Art findes i Nord-Amerikas nordlige Egne
jævnlig Sortræve og Sølvræve, særlig smukke fra
Labrador og Alaska; disses Skind betales ofte med
meget høje Priser. I Australien er den indført
og er enkelte St. blevet saa talrig, at den er
blevet til meget Besvær; over 50000 Skind kommer
saaledes nu aarlig paa Markedet derfra. — En
anden mindre Art er den arktiske Form
Polarræven ell. Fjeldræven (Isl. Melrakka) (C.
lagopus), der er vidt circumpolart udbredt, baade
i den gl og ny Verden, i Landene langs Ishavets
Kyster; i Norge findes den i Højfjeldene helt ned
i Kristiansand Stift, og i Sverige lever den ned
til Herjedalen og Dalarne og har af og til vist
sig nede i Skaane. I Danmark findes den ikke;
naar den af og til er skudt her, drejer det sig
sikkert om Dyr undslupne fra Fangenskab;
umuligt er det jo dog ikke, at enkelte Individer over
Isen kunde komme til Landet fra Sverige. Paa
Færøerne findes den ikke, derimod er den
meget alm. paa Island og i Grønland, hvor vor R.
ikke findes. Totallængden op mod 1 m, heraf
udgør Halen c. 32 cm. Hovedet er ret kort med
temmelig but og bred Ansigtsdel; Ørerne lave og
afrundede. Trædepuderne er om Vinteren tæt
haarede. Den er mere lavbenet og i det hele
mindre slankt bygget end den alm. R. I sin
Sommerdragt er den mørk brungraa ell.
graasort, med hvide Stikkelhaar paa Hoved og
Forlemmer. Undersiden graahvid; om Efteraaret
er den mere blaaliggraa med hvid Underside;
om Vinteren bliver den derimod helt snehvid,
egnet til Ophold i de snedækkede Polarlande.
Denne Form kaldes da ofte Hvidræv. En
meget alm. individuel Farvevarietet er den
saakaldte Blaaræv, der ikke faar en hvid
Vinterpels, men denne har samme Farve som
Sommerpelsen, blot er den tykkere og tættere og er
ofte mere blaalig graasort; disses Skind er, naar
de er fejlfri, meget kostbare, særlig hvis de er
fra meget nordlige og kolde Egne, som f. Eks.
fra Nord-Grønland. De Polarræve, der lever
paa Ishavets Øer (Spitzbergen o. s. v.), er som
Regel noget mindre end Fastlandets og er i det
hele oftere »blaa« om Vinteren. Hvidræve og
Blaaræve parrer sig sammen uden Hensyn
til Farven og faar ofte blaa og hvide Unger
i samme Kuld. Polarrævens Føde er
egl. alt, hvad den kan faa fat paa af
spiseligt, henvist som den er til at leve i
Polarlandenes yderst barske Klima, hvor det ofte maa
undre, at den kan komme gennem den lange
mørke Vinter. Den tager Lam, Sneharer, Ryper og
andet Fuglevildt samt dettes Æg og Unger, men
ogsaa Mus og Lemæner, der i mange højarktiske
Lande udgør dens Hovednæring; langs
Kysterne fortærer de alle Slags opskyllede Dyr, og
Bær spiser de ligeledes gerne. Boet findes i
selvlavede Jordhuler ell. under Sten i Urer, ofte
med mange, indtil 20—50 Udgange. Den er ikke
synderlig sky, i øde Egne nærmest nysgerrig, og
gaar let i udstillede Fælder; den ses ofte om
Dagen. Parrer sig i Marts og April, er drægtig i 50
Dage, saaledes at de 6—12 Unger fødes i Maj og
Juni. I alle arktiske Egne er den Genstand for
Jagt, da dens Skind er et ret kønt, men forøvrigt
lidet holdbart Pelsværk. — Af andre Arter kan
nævnes den nærbeslægtede asiatiske
Korsakræv ell. Stepperæv (C. corsak); den er af lgn.
Størrelse som Polarræven, men Sommerpelsen
er mere rødlig og Vinterpelsen mere graarød;
Undersiden gullighvid med rødligt Brystbaand.
Den lever paa Stepperne fra det kaspiske Hav
til Mongoliet og er et Natdyr, der ikke graver
sig nogen Hule, men som sover under aaben
Himmel ell. højst indretter sig et Bo i et
Steppeegern-Hul. Den lever af Pibeharer og alle Slags
mindre Hvirveldyr og siges i særlig Grad at
fortære Græshopper. Den jages ivrigt af Kirgiserne
for Pelsens Skyld. — I Afrika lever de smukke,
smaa, fint byggede Ørkenræve ell.
Fennek’er (Megalotis), alle tilpassede til Liv i
sandede, golde Egne, derfor med typiske
»Ørkenfarver«; de har alle overordentlig store Ører og
store klare Øjne. Mest kendt er den egl.
Fennek (C. zerda), der inden for sin Slægt har langt
de største Ører; disse er oprette, brede, men
spidse; dens spidse Snude er skarpt afsat mod
det brede Hoved; Pelsen er silkeblød og
sandfarvet bleggul, Undersiden hvid; Halen er mere
okkergul med sort Spids. Totallængden er blot
65 cm, heraf udgør Halen de 20 cm;
Skulderhøjden knap 20 cm. Den er et yderst behændigt
og hurtigt lille Rovdyr, der om Natten, ved
Hjælp af sin overmaade fine Hørelse, jager
Firben, Smaafugle og Smaapattedyr, særlig
Springmus; æder tillige Insekter, særlig Græshopper og
fortærer om fornødent ogsaa Planteføde, f. Eks.
nedfaldne Dadler, Meloner o. lgn. Udbredt over
hele Nordafrika, men findes kun i de egl.
Ørkenegne, særlig i de lavere mere vandrige Dele af
disse. I Sydafrika findes en anden Art,
Kama’en (C. chama), hvis Ører er meget mindre.
(Litt.: R. Collett, »Norges Pattedyr« [Oslo
1911]).
R. Hg.
Ræv, se Dagsommerfugle.
Ræv (Gave-Ræv, Gjafa-Refr), Hovedpersonen
i en skæmtende Fortælling i Sakse’s 8. Bog og
paa Islandsk. (Litt.: »Gautreks Saga,
herausgeg. von Ranisch« [Berlin 1900, Indledn.]; P.
Hermann, »Die Heldensagen des Saxo
Grammaticus« [1922, S. 608—612]).
(A. O.). H. El.
Ræveabe, se Halvaber.
Rævebakke, se Dystedhøj.
Rævebogen (tysk: Reineke Voss, Reineke
Fuchs), det almindeligst brugte Navn for et af
i den danske Reformationstids vigtigste
Sprogmindesmærker, Malmøborgeren Herman
Weigeres »En Ræffue Bog« 1555. R. er en i
Danmark lokaliseret, fri Bearbejdelse af et plattysk
Arbejde: Ludvig Dietz »Reynke Voss«,
Rostock 1539. Ludvig Dietz’ Digt gaar gennem fl.
Mellemled (»Reinke de Vos«, Lybeck 1498,
Hinrek van Alkmer, Antwerpen 1487, Reinaerts
Historie c. 1375) tilbage til den østflanderske Klerk
Willem’s Digt »Van den Vos Reynaerde« c. 1250,
der betegner Højdepunktet af hele den
vesteuropæiske Rævedigtning (se Dyresagn).
Herman Weigere, Henrik Smith’s Broder, havde
oversat Dietz’ »Reynke Voss« for derved at
tilvejebringe moraliserende dansk
Underholdningslitteratur, som dengang næsten fattedes,
som Modvægt mod Reformationstidens religiøse
Opbyggelseslitteratur, der var tilstede i rigeligt
Maal. R. kom i ny Oplag og Bearbejdelser
(1656, 18. Aarh.’s Beg., 1747), men blev i 19.
Aarh. afløst af Rævebøger, der gaar tilbage til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
