Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Røgdannelse - Røgdækning - Røgelse - Røgelsekar - Røgfang - Røgforbrænding
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Udstraalingen og derved beskytter Planterne; R.
praktiseres kun i større Udstrækning i Vinhaver i
sydligere Egne.
(F. K. R.) C. F.
Røgdækning (Søv.) blev meget anvendt i
Verdenskrigen og er nu et konstant Led af
Krigsførelsen til Søs. Den anvendes til at skjule
egne Stridskræfter, saa de i Ly af Røgen kan
udføre for Fjenden skjulte Manøvrer. Den
udføres ved Hjælp af et røg- ell. taageudviklende
Apparat, der enten staar om Bord i selve
Skibet ell. i Form af en Bøje kastes i Søen. R.
udføres som Regel af mindre, hurtigsejlende
Fartøjer som Jagere og Torpedobaade.
C. B-h.
Røgelse er en Blanding af forsk. Stoffer,
som ved Ophedning udsender mere ell. mindre
vellugtende Dampe, der tjener til at parfumere
Luften ell. til at dække over ilde Lugt i
Beboelsesrum. (Om R. til Desinfektion s. d.). Af
de talrige Stoffer, der alm. anvendes til dette
Brug, skal nævnes: Rosenblade,
Lavendelblomster, Violrod, Sandeltræ, forsk. Krydderier,
Benzoe, Virak, Myrra, Mastiks, Styraks,
Galbanum, Peru-Balsam, æteriske Olier, Moskus
m. m. Man benytter R. i mange forsk. Former,
som Røgelsesessens, spirituøse
Opløsninger af flere af de ovenn. Stoffer,
Røgelsepapir, Papir, som er gennemtrængt med en
spirituøs Opløsning af disse Stoffer,
Røgmænd, tilberedte af de pulverformige Stoffer,
som tilsættes Salpeter og Kul og ved et
Bindemiddel æltes til en plastisk Masse, hvoraf
formes smaa kegledannede Legemer,
Røgelsepulvere, Blandinger af de fint skaarne ell.
groft pulveriserede Stoffer, som ofte farves med
stærke, livlige Farver, f. Eks.
Kongerøgelse, der f. Eks. kan bestaa af 70 Dele Benzoe,
45 Dele Styraks, 45 Dele Kanelbark, 25 Dele
tørrede Rosenblade, 25 Dele iivligfarvet
Violrod, 12 Dele Lavendelblomster og 12 Dele
Nelliker. — Den R., som Jøderne iflg. 2. Mos., 30,
34 skulde benytte ved deres Gudstjeneste,
bestod af vellugtende Urter, Stakten (Myrra),
Onyx, Galbanum og Virak. Ved kat.
Gudstjenester benyttes alm. en R. bestaaende af Virak,
Benzoe, Cascarillebark og Salpeter.
(A. B.). E. K.
Røgelsekar, Kar til Forbrænding af Røgelse
ved Gudstjenesten og ved kirkelige
Processioner. I Karret lægges glødende Kul og derover
Røgelse, og for at fremme Lufttrækket svinges
det frem og tilbage. Det hænger derfor gerne i
Kæder. R. findes allerede hos Romerne og
Jøderne og overførtes efter et Par Aarh.’s
Opposition fra Kirkens Side til den kristne
Gudstjeneste, hvor de har holdt sig i de kat.
Kirkeafdelinger og i enkelte mindre, protestantiske,
f. Eks. hos Irvingianerne. Den kirkelige Kunst
har i R. fundet et taknemligt Objekt, og
allerede tidlig i Middelalderen træffer man smukt
udstyrede R. Laaget paa Karret har gerne Form
af et Taarn ell. af et Hus som Billede paa det
himmelske Jerusalem. Selve Røgen er et Billede
paa de helliges Bønner.
A. Th. J.
Røgfang, Skærm af Jernplade ell. Murværk,
ofte af pyramidal Form, som anbringes over
Esser ell. andre aabne Ildsteder for at hindre
Røgen fra at trænge ud i Lokalet
(F. W.). E. Su.
Røgforbrænding. Ved fuldstændig
Forbrænding udgør Kulsyre og Vanddampe de
væsentligste Bestanddele af de fra et Ildsted til
Skorstenen gaaende Forbrændingsprodukter,
hvorimod disse, naar Forbrændingen er
ufuldstændig, tillige indeholder andre Stoffer, navnlig
Kulilte, luftformige Kulbrinter, Tjæredampe og
Sod. Forbrændingsprodukterne fremtræder da
som Røg, og hermed følger ikke alene
økonomiske Tab — navnlig tabes den ikke ubetydelige
Varme, som svarer til Kuliltens Forbrænding til
Kulsyre, og endvidere kan Tabet ved
uforbrændte Kulbrinter samt Tjæredampe være af
Bet. — men ogsaa betydelige Ulemper, idet
Røgen er skadelig baade for Mennesker, Dyr og
Planter, dels ved den giftige Kulilte, dels ved
at Sod m. m. besværer Aandedrættet og
tilsmudser — undertiden endog angriber — alt,
hvad der findes inden for dens Omraade. Ved
R., ofte kaldet Røgfortæring, stræber man
at gøre Forbrændingen fuldstændig, og denne
Opgave kan man som Regel ved større
Ildsteder, altsaa i Fabrikker o. l., løse
tilfredsstillende, medens det ved de smaa Ildsteder i
Beboelseshuse — Kakkelovne og Komfurer — der
betjenes uden Kendskab til Forbrændingsforhold
og i mange Tilfælde ikke kan betjenes
rationelt, hidtil ikke har været muligt at sikre en
røgfri Forbrænding, medmindre man benytter
»røgfrit« Brændsel, f. Eks. Anthracite ell. Koks,
hvad dog ikke altid er muligt. Det fortjener
i øvrigt i denne Sammenhæng at bemærkes, at
det ved Undersøgelser, som navnlig er
foretagne i England, har vist sig, at de smaa Ildsteder
i Beboelseshuse har en langt større Andel i
Luftens Forurening end de store
Fabrikildsteder; ved disse er — som antydet —
Forbrændingen ofte i sig selv bedre, og de høje
Skorstene fører Røgen længere op i Luften og
spreder den saaledes bedre.
For i et Ildsted, f. Eks. ved en Dampkedel,
at opnaa en røgfri Forbrænding af alm. Stenkul
maa man sørge for en tilstrækkelig
Lufttilførsel, en høj Temp. i selve Ildstedet og en
inderlig Blanding af den tilførte Luft med de af
Kullene udviklede Gasarter. Der maa derfor kunne
skaffes rigelig Træk, og man maa sørge for, at
Risten er fuldkommen dækket af Kullene, saa
at Luften overalt maa bane sig Vej igennem
disse og kommer saa hed som muligt til
Kullagets Overflade. Naar der kastes Kul ind i
Fyret, bør de spredes i et jævnt Lag over hele
Risten, og dette Lag maa være saa tyndt, at
Flammerne fra de underliggende, glødende Kul
kan slaa igennem det friske Kullag og antænde
de Gasarter, som ved en tør Destillation straks
udvikles af de friske Kul, naar disse kommer
ind i den stærke Hede. Er det friske Kullag
for dybt, gaar en Del af disse Gasarter
uforbrændte bort, dels af Mangel paa tilstrækkelig
Lufttilførsel, dels fordi den tilførte Luft ved at
passere det friske Kullag afkøles saa stærkt, at
de vanskeligere antændelige Luftarter ikke kan
komme i Brand. Det er derfor i Perioden
nærmest efter en Indfyring, at den egl.
Røgdannelse foregaar; er først det friske Kullag
gennembrændt, dannes der ikke mere Sod, og idet
Gasudviklingen ophører, bliver Forbrændingen
af de glødende, til Dels til Koks forvandlede Kul
fuldstændig. Straks efter en Indfyring bør
Lufttilførselen være stærkest; senere, naar det
friske Kullag er gennembrændt, kræves langt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
