Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Røgforbrænding - Røgfortæring - røgfrit Krudt - Røghætte - Røgkammer - Røgle Klint - Røgning (se Konservering) - Røgning (se Rygning) - Røgoffer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
pludselig slippes og føres kraftig frem under
Fjederens Paavirkning; Skovlen føres
afvekslende mere og mindre langt tilbage, hvorved
Fjederen spændes mere ell. mindre, og Kullene
kastes da afvekslende foran paa Risten, midt
paa denne og helt tilbage for at faa et saa jævnt
Lag som muligt over hele Risten (Proctor o.
fl.). The underfeed Stoker er et mekanisk
Fyrapparat, ved hvilket Kullene af en Skrue føres
ind midt i Ildstedet i hele dets Længde;
Skruens Overside ligger noget under Ristens
Overside, og Risten skraaner nedad til begge Sider,
har altsaa Form som et Tag, over hvis Flader
Kullene falder ned; Slakkerne samler sig paa
begge Sider yderst ved Foden af Risten. Ved
Babcock & Wilcox’es mekaniske Fyrapparat
bestaar Risten af smaa Jernstykker, der er
samlede ved Bolte og danner et Bælte uden Ende,
en Kæderist, der er udspændt over to
parallelle Valser. Paa den opad vendende Del af
Bæltet ligger Kullene, der træder ned gennem
en Spalte paa lgn. Maade som ved Trapperisten,
og idet denne Del af Bæltet bevæger sig
indefter, fører den stadig friske Kul med i et
ganske jævnt Lag. Efterhaanden opvarmes
Kullene, og jo længere de befinder sig fra Tragten,
desto mere er de udbrændte, saa at de
udviklede Gasarter fra Ristens forreste Del paa
aldeles rationel Maade tvinges hen over de klare
glødende Kul længere tilbage i Ildstedet. Naar
Kullene naar den bageste Valse, skal de være
helt udbrændte, og idet Risten bøjer sig ned om
Valsen, brækkes Slakkerne løse og falder ned.
Kæderisten og lgn. Apparater egner sig bedst
for store Ildsteder, f. Eks. ved Vandrørskedler,
ved hvilke de har fundet overordentlig udbredt
Anvendelse. Af Litt. kan foruden talrige
Artikler i Tidsskr. (»Zeitsch. d. v. deutschen Ing.«,
Engineering o. fl.), der særlig beskriver enkelte
Former af mekaniske Fyrapparater og
røgfortærende Ildsteder, henvises til F. Hayer,
»Dampfkessel Feuerungen« (Berlin, Springer),
Spalckhaver, Schneider u. Ryster,
»Die Dampfkessel« (Berlin, Springer), samt til
Ing. Jess Jensen’s Prisafhandling ang. Midler til
Røgplagens Bekæmpelse i »Tekn. Forenings
Tidsskr.« (1894—95) S. 161.
H. H. S.
Røgfortæring, se Røgforbrænding.
røgfrit Krudt, se Krudt.
Røghætte kaldes et Apparat, der er bestemt
til at anbringes paa Toppen af en Skorsten for
at forhindre, at Vinden »slaar Røgen ned«
gennem Skorstenen. I Reklamer for R. angives
ofte, at de frembringer forøget Træk i
Skorstenen; men nogen større Virkning i denne
Retning har de sjældent. R. fremstilles i mange
Haande Former og forarbejdes sædvanlig af
Jernplader (ofte galvaniserede) ell. af Zink; dog
har man ogsaa R. f. Eks. af brændt Ler og af
Beton. En god Konstruktion er angiven af
Wolpert. Apparater, svarende til R.,
anbringes ofte ved de øvre, fri Ender af lodrette
Ventilationskanaler, i hvilke man ønsker en
stadig opadgaaende Luftstrøm. Saadanne
Apparater benævnes sædvanlig »Lufthætter« ell.
»Ventilationshætter«, men er konstruerede
ganske som R.
(Fr. V. M.) A. Bj.
Røgkammer, Røgdør, se Dampkedel,
S. 479 og Lokomotiv, S. 989.
Røgle Klint, en c. 4 km lang Klint paa
Nordsiden af den lille Halvø, hvorpaa Strib ligger.
Den bestaar fortrinsvis af Istidsdannelser (bl. a.
en forsteningsførende Leraflejring,
»Tellina-Leret«) samt af Plastisk Ler og Moler (med Lag
af vulkansk Aske). Lejringsforholdene er for
det meste forstyrrede og næppe endnu
udredede med fuld Sikkerhed.
J. P. R.
Røgning, se Konservering.
Røgning, se Rygning.
Røgoffer, Røgelseoffer. Ved alle
Gudstjenester, der har Offerkarakter (de kat.
Kirkers iberegnet), brændes der Røgelse. I Reglen
er dette ikke noget selvstændigt Offer, men blot
en indledende Ceremoni ved de alm. Brændofre;
men i mere udviklet Kultus, som f. Eks.
Jødernes, fandtes et særligt Røgelsealter, hvor der
Morgen og Aften tændtes et vellugtende Offer,
ligesom Ypperstepræsten ogsaa paa
Forsoningsdagen bragte et særligt R. i det allerhelligste.
Det daglige R. forrettedes af to Præster; den
ene bragte Gløder fra Brændalteret til
Røgelsealteret; den anden bragte Røgelse (en Blanding
af Virak med andre Plantestoffer og Salt), som
han spredte over Gløderne. Medens denne
Ofring foretoges, stod Folket bedende i
Forgaardene og ventede paa, at Præsterne efter
fuldbragt Offer skulde uddele Velsignelsen til det.
Thi R. bragte, især efter senere Opfattelse,
Præsterne rig Velsignelse; derfor gik denne
Offertjeneste paa Omgang i hele Præsteskabet, at
ingen skulde gaa glip deraf.
I de Ofringer, Jødernes hedenske Frænder
bragte deres Guder, synes R. at have spillet en
fremtrædende Rolle, idet det hedenske Uvæsen
i Reglen skildres som en Frembærelse af
Røgelse for Guderne (1. Kong. 11, 8; 2. Kong. 22,
17, 23, 5 o. s. v.). Ogsaa hos Grækerne og
Romerne ser vi R. spille en vis, om end
underordnet, Rolle. I Iliaden 6, 269 opfordres
Kvinderne til at gaa til Athene’s Tempel med
Røgelse (jfr. Aristoph. Vesp. 94 ff.). I Rom var
der særlige Ofre af Vin og Virak, der dog kun
synes at have været indledende. Ovid (Fasti 1,
341) og Arnobius (7, 26) erklærer dette for en
senere Skik; og i det hele taget synes det
særlige R. at have faaet en Opblomstring paa
Gudsdyrkelsens senere Stadier, sandsynligvis fordi
det har forekommet aandeligere end
Slagtofrene og bedre skikket til at ledsage Bønnerne.
Derfor lader Apokalypsens Forf. ogsaa Englene
bringe Gud R. (Joh. Aabenb. 8, 3, 5), og derfor
har de kat. Kirker vel ogsaa bevaret denne
Ofring som Led af den kristne Kultus.
Imidlertid er der næppe Tvivl om, at R. opr.
har været en meget primitiv Skik,
hjemmehørende bl. de allerældste gudstjenstlige
Ceremonier. Dets Hensigt har umiskendelig været den
at fordrive onde Aander. Denne Forestilling,
der har holdt sig i vore Almueskikke (hos
Holberg ryges der altid med Enebær efter
Heksene), og som har fundet en Slags
erfaringsmæssig Støtte i Røgningens desinficerende Virkning,
kan forfølges gennem alle Tider og de fleste
Folks Gudsdyrkelse lige tilbage til Inderne, der
viede de nyfødte Børn i Røg af Korn og
Sennep. I Dødshusene har det været alm. at røge
(ikke blot for at fjerne Liglugten, men ogsaa for
at fjerne Ligdjævlene), og paa Anthesteriefesten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
