Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Røntgendiagnostik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
gentager sig i Forskellen m. H. t. Absorptionsevne
og fremtræder derfor tydeligt paa
Røntgenbilledet, hvor man ved Kendskab til det normale
Billede kan se Forandringer, der tydes som
f. Eks. Betændelse ell. Svulstdannelser i
Knoglen. I Bløddelsskyggen er der ikke saa store
Forskelle, dog kan man ved korrekt optagne
Billeder se Muskelkonturer o. l. samt f. Eks.
ved Aareforkalkning se Karrenes Forløb.
Røntgenbilledet er altsaa et Skyggebillede, et
Projektionsbillede, og samtidig afhængigt af
Skyggegiverens Absorptionsforhold over for
Røntgenstraaler, hvilket atter staar i ligefremt Forhold
til Legemets Atomvægt, — jo tungere Legeme,
desto mere absorberes Røntgenstraalerne. De
Plader, der anvendes, er alm. fot. Plader
med særlig fin Emulsion, medens
Røntgenfilmene, der nu anvendes mere end Plader,
er overtrukket med Emulsionen paa begge Sider
af Celluloidet, hvorved Billedkontrasten forøges,
saa Eksponeringstiden kan nedsættes. Til
yderligere Nedsættelse heraf anvendes
Forstærkningsskærme, Kartoner, der er
overtrukket med en Hinde af et fluorescerende Stof.
Skærmene lægges paa hver Side af Filmen med
Hinde mod Hinde, og ved at udsættes for
Røntgenstraaler fluorescerer de og deltager derved
i Belysningen af Filmen som et Plus til den
direkte Eksponering af denne. — Plader, Film
og Skærme anbringes i særlige Kassetter
med Pap- ell. Aluminiumslaag, hvorigennem
Eksponeringen foregaar, idet disse Stoffer kun
absorberer de blødeste Røntgenstraaler, der dog
ingen Bet. har for Røntgenbilledet. — De
Røntgenstraaler, der anvendes ved Optagelsen af
Røntgenbilleder, er som Regel middelhaarde,
idet dette retter sig noget efter Objektets Art.
Ved Anvendelse af meget bløde Straaler faas
en stærk Kontrast i Billedet, men dette er ikke
»gennemarbejdet«, d. v. s., det bliver mere et
Konturbillede, fordi disse Straaler absorberes
helt af Objektets fastere Bestanddele, f. Eks.
Knoglerne, saaledes at disses Struktur ikke
kommer frem paa Billedet. Bløde Straaler anvendes
derfor kun ved Optagelse af Bløddele, f. Eks.
Nyrer og Galdeveje. Haarde Straaler anvendes
særligt ved Optagelse af kompakte Knogledele,
f. Eks. Kraniet, der kræver en større
Penetrationsevne af Straalerne, idet alle blødere
Straaler absorberes. De Rør, der anvendes, er enten
Ion- (Gas) Rør ell. Coolidgerør (se under
Røntgenstraaler), der nu anvendes mere
og mere, fordi de er lettere at arbejde med,
idet man kan regulere dem fra haarde til bløde
ved et simpelt Haandgreb og saaledes anvende
det samme Rør til alle Optagelser; tillige taaler
de en større og mere langvarig Belastning,
hvilket f. Eks. er nødvendigt ved
Sideoptagelser af Rygsøjlen og ved Anvendelse af den
saakaldte Sekundærblænde. Denne er et
Apparat, der har til Formaal at afblænde de
sekundære Røntgenstraaler,
Spredningsstraaler, som under Eksponeringen dannes
i Legemet, og som slører Billedet. Disse
Straaler kommer i alle Retninger, divergerende fra
de fra Røntgenrøret udgaaende, primære
Straaler, og rammer Pladen under forsk. Vinkler.
For at udelukke disse forstyrrende Straaler
anbringes der mellem Patienten og Kassetten en
tætstillet Række af smalle Blystrimler, fikseret i
en saadan Stilling, at de kun tillader de fra
Røntgenrørets Antikatode kommende Straaler at
passere imellem sig, medens alle under andre
Vinkler kommende Straaler rammer Siden af
en Blystrimmel og absorberes af denne. For at
Blystrimlerne ikke skal danne Billede paa
Pladen, er Blænden konstrueret saaledes, at
Rammen, hvori Strimlerne er fikseret, paa en
særlig Maade bevæges under Optagelsen, hvorved
der ikke dannes Billede af dem. Blænden er
opr. angivet af Bucky, forbedret af Potter
og modificeret af Åkerlund. Den anvendes
ved Undersøgelsen af alle svære Legemsdele,
særlig til Rygsøjlen i Sideprojektion, til Nyre
og Kraniebilleder, og man faar herved Billeder
med en Klarhed og Kontrast, som ikke kan
opnaas paa anden Maade. —
Eksponeringen af Billederne er naturligvis af ganske
afgørende Bet. og kræver stor Øvelse for at
opnaa et godt Resultat. — Den afhænger af
Objektets Tæthed og Tykkelse, Rørets Afstand
fra Filmen og af Rørets Haardhedsgrad. Den
tiltager saaledes med Kvadratet paa nævnte
Afstand og aftager proportionalt med Rørets
Haardhed. Ved Anvendelse af
Forstærkningsskærme eksponeres c. 5—10 Gange saa hurtigt
som uden disse, og anvendes Sekundærblænde,
eksponeres c. 4 Gange saa længe som ellers,
idet denne Forøgelse dog kan udlignes ved at
forøge Spænding og Belastning af Røret. — De
mest anvendte Eksponeringstider ligger ved
moderne Installationer fra c. 1/100 Sek. (f. Eks.
Barnelunger) til c. 10 Sek. (f. Eks.
Sideoptagelser af Rygsøjlen hos svære Personer).
Anvendelsen af R. hviler foruden paa
Røntgenbilledet tillige paa
Røntgengennemlysningen ell. den direkte Radioskopi,
d. v. s. Betragtning af Røntgenbilledet paa en
fluorescerende Skærm. Denne, der anbringes
mellem Beskueren og Patienten i et dertil
særligt bygget Gennemlysningsstativ, modtager
Røntgenstraalerne fra et bag ved Patienten i Stativet
anbragt Rør, der ved et Ligevægtssystem let
bevæges i alle Retninger under Gennemlysningen.
Ved denne ser man saaledes paa Skærmen et
Skyggebillede af den Legemsdel, der ønskes
undersøgt, men man opnaar ikke de Detailler i
Betragtningen, som faas ved et Billede paa en
Film. Derimod kan man ved Gennemlysningen
se visse Organers Bevægelser og derved studere
disse paa en Maade, som ingen anden
Undersøgelse tillader. Dette gælder navnlig
Fordøjelseskanalen i hele dennes Forløb. — Da denne
imidlertid bestaar af Bløddele med saa godt
som ensartede Absorptionsforhold over for
Røntgenstraaler, gives et saakaldet
Kontrastmaaltid, d. v. s. en tynd Vælling ell. Grød,
der indeholder en Skyggegiver, hvortil som
Regel anvendes Baryumsulfat ell.
Vismutkarbonat. Naar Patienten under Gennemlysningen
spiser dette, tegner først Mundhulens, dernæst
Spiserørets- og Mavesækkens Konturer sig
skarpt, fordi deres Lumen udfyldes af
Kontrastmaaltidet. Nogle Timer senere (12—24) er dette
passeret ned igennem Tyndtarmen og fylder
Tyktarmen, der herefter kan betragtes. Grøden
forlader Tarmen paa sædvanlig Maade. — Ved
denne Undersøgelse faas et Billede paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
