Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sachsen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
f. Elben), og Sachserne blev snart
Kristendommens Forkæmpere mod de hedenske
Slavere hinsides Elben. Ved Forliget i Verdun
(843) fik Ludvig den Tyske S. sammen med
det øvrige østfrankiske Rige; men da hans
Efterfølgere ikke formaaede at værge Landet
mod Slavernes og Normannernes Angreb, og
Sanserne savnede en Fører i Kampen mod
deres Plageaander, stillede de sig igen under
en egen Hertug (880). Valget faldt paa en rig
og tapper saehsisk Adelsmand Otto, der
saaledes blev den første Hertug i det gamle
sachsiske Folkehertugdømme, som
bestod indtil 1180. Otto’s Søn, Henrik
Fuglefænger, der 912 arvede S., besteg 918 den
tyske Trone, og S. blev nu under det sachsiske
Kejserhus Rigets Hovedland, ikke blot politisk
set, men ogsaa p. Gr. a. sin rask
opblomstrende Kultur baade i materiel og aandelig
Henseende. Henrik’s Søn, Otto den Store,
forlenede (c. 950) sin trofaste og tapre Vasal,
den sachsiske Greve Hermann Billung (d.
973), med S., der nu tilhørte det billungske
Hus indtil 1106. Under Hermann Billung’s
Efterfølgere, Bernhard I (d. 988) og
Bernhard II (d. 1011), fandt den tyske Krone en
sikker Støtte i S.; men under Hertug
Bernhard III (d. 1059) forandredes dette
Forhold, efter at det frankiske Kejserhus havde
besteget Tronen (1024), og Hertug Magnus,
der 1070 afløste Hertug Ordulf, greb endog
til Vaaben mod Henrik IV, der holdt Hof paa
de kgl. Borge i S. og paa mange Maader
plagede Landet ved sit voldsomme og lovløse
Regimente; Oprøret blev vel undertrykket, men
S. vedblev at være fjendtlig stemt mod
Kejseren. Med Hertug Magnus uddøde
Billungerne, og Henrik V gav nu (1106) S. til den
mægtige og rige Grev Lothar af
Sup1inburg, der 1125 blev valgt til tysk Konge;
da han af Frygt for Hohenstaufernes voksende
Magt søgte en Støtte i Hertug Henrik den
Stolte af Bayern, gav han denne sin Datter
til Ægte og forlenede ham kort før sin Død
(1137) med S. Den ny Konge, Konrad III,
fratog ham imidlertid Lenet, som han (1138)
overdrog til Markgrev Albrecht (der Bär)
af Brandenburg. Denne kunde imidlertid ikke
staa sig mod Henrik den Stoltes Søn,
Henrik Løve, og maatte 1142 opgive S., til
hvilket Brandenburg for Fremtiden ikke
skulde staa i Afhængighedsforhold. Henrik Løve
udvidede S. ved Erobringer fra Slaverne i
Holsten og Mecklenburg, hvor han grundlagde
Stæder, der befolkedes af tyske Kolonister, og
da han ogsaa havde faaet Bayern tilbage, følte
han sig stærk nok til at trodse Frederik
Barbarossa, hvem han nægtede at yde Hærfølge
i Italien. Til Straf herfor blev han erklæret i
Rigets Acht (1180) og mistede begge sine
Hertugdømmer, af hvilke S. blev givet til
Bernhard af Askanien (en Søn af Albrecht
der Bär), men med snævrere Grænser og langt
ringere Magt end før, idet den hertugelige
Myndighed i Westfalen blev overdraget
Ærkebispen af Köln, og de sachsiske Lensfyrster,
Biskopper og mange Stæder blev erklærede for
rigsumiddelbare.
Det ny Hertugdømme S., der saaledes
fremkom, kunde kun øve en lidet betydende
Indflydelse paa Tysklands Politik, saa meget
mindre, som S. 1260 blev delt mellem to
Sønner af Hertug Albrecht I, der 1212 var
fulgt efter Bernhard, saaledes at den ældste,
Johan, fik Nedresachsen (omkr. Elbens nedre
Løb), sædvanlig kaldet S.-Lauenburg,
Irvor hans Linie uddøde 1689 (se
Lauenburg), medens den yngste, Albrecht II
(d. 1298), fik Øvresachsen (omkr. Elbens
mellemste Løb), i Alm. kaldet S.-Wittenberg.
Begge Hertuger gjorde Fordring paa
Kurværdigheden, der imidlertid i den gyldne Bulle
(1356) blev tilkendt S.-Wittenberg, hvor
Rudolf II, en Søn af Rudolf I (d. 1356), som
1298 var fulgt efter Albrecht II, var den første,
der kaldte sig Kurfyrste af S. Rudolf II
fulgtes 1370 af sin Broder Wenzel, der 1388
afløstes af Rudolf III (d. 1419), med hvis
Broder Albrecht III det askaniske
Hertughus i S. udslukkedes (1422), hvorpaa Kejser
Sigismund 1423 forlenede Markgrev
Frederik den Stridbare af Meissen (s. d.) og
Thüringen med S.-Wittenberg ell.
Kursachsen, som det nu sædvanlig kaldtes til Forskel
fra S.-Lauenburg. Fra den Tid skiftede
Navnet S. atter Bet., idet det overførtes
ogsaa til Meissen og Thüringen.
Huset Wettin (s. d.), hvortil Frederik den
Stridbare hørte, traadte ved Forleningen med
Kurværdigheden frem i forreste Række blandt
Tysklands Fyrsteslægter, idet det foruden
Kursachsen ejede en sammenhængende
Landmasse, der naaede fra Elben til Oder, fra Harz til
Riesengebirge, og i den nærmest paafølgende
Tid end ydermere afrundede og udvidede sine
Besiddelser, bl a. ved Erhvervelsen af
Resterne af det sachsiske Pfalzgrevskab
(se Pfalz). Kurfyrst Frederik hjalp Kejser
Sigismund mod Hussiterne; men Følgen heraf
var, at disse gjorde Indfald i S., der led meget
ved deres Plyndringer. Ogsaa under Frederik
I’s Søn og Efterfølger, Frederik II, den
Sagtmodige (1428—64) blev S. slemt
medtaget af en Fejde mellem Kurfyrsten og hans
Broder Vilhelm, den saakaldte sachsiske
Broderkrig (1445—51). 3 Aar efter
Krigens Slutning forefaldt det sachsiske
Prinserov, idet Kunz v. Kaufungen Natten
mellem 7. og 8. Juli 1455 bortførte Kurfyrstens
to Sønner, Ernst og Albrecht, fra
Slottet i Altenburg. Efter deres Faders Død
regerede Brødrene i over 20 Aar i Fællesskab,
indtil de 26. Aug. 1485 ved Forliget i Leipzig
enedes om; at dele deres Lande, saaledes, at den
ældre Broder, Ernst, fik Kurværdigheden med
det egl. S. samt Thüringen, den yngre, Albrecht,
det meste af Meissen; hermed splittedes Huset
Wettin i de to endnu bestaaende Linier, den
ernestinske og den albertinske.
Kurfyrst Ernst efterlod ved sin Død (1486) en
velordnet Stat til sin Søn, den kloge og dygtige
Frederik III, den Vise. Denne
fortræffelige Regent stiftede 1502 Univ. i Wittenberg
og beskyttede Luther, skønt han personlig ikke
var nogen Ven af den evangeliske Lære, der
nu slog Rod i S. Derimod var hans Broder og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
