Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sachser - Sachsisk Schweiz - Sachtleven - Sacile - Sacken - Sacken, Eduard - Sackville, Thomas, Edward og Charles
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Italien, for dog kort efter atter at vende hjem.
Herved lagdes Grunden til Sachsernavnets vide
Udbredelse. — 2) De S., der indtog den britiske
Side af Strædet ved Calais, grundede her en hel
Del Riger saasom Sydsachsen, Midtsachsen,
Østsachsen, Vestsachsen = Sussex, Middlesex,
Essex, Wessex. Senere smeltede de sammen med
deres Følgesvende Anglerne og dannede Folket
Angelsachserne ell. Englænderne. 3) Hos
Briterne og de andre Kelter blev S. Navnet for
samtlige Angelsachser, altsaa ogsaa for de opr.
Angler. 4) De S., der indtog den fr. Side af Strædet
ved Calais, gav denne Strækning Navnet »den
sachsiske Kyst«. De sydligste af dem, i det nuv.
Normandi og i spredte Bygder paa Bretagnes
Øer lige til Loires Munding, blev forvælskede
ell. keltiserede; de nordligere, i det nuv.
Flandern, undgik Forvælskningen, men blev til
Gengæld opslugte af deres Frænder Nederfrankerne
og dannede med disse Grundlaget for det
nederlandske Folk. 5) I Nordtyskland havde de
fremtrængende S. indtil c. Aar 700 Overtaget baade
over Franker og Thüringer, men saa vendte Bladet
sig; støttede paa Romerkirken optog Frankerne
et eftertrykkeligt Modstød, og omkr. 800 knuste
Karl den Store S.’s sidste Modstand, idet han
nedsablede og bortflyttede dem i Tusindvis.
Følgen af, at S. frivillig og ufrivillig spredte sig
over Nordtyskland, var, at deres angelsachsisk«
Sprogpræg udslettedes, saa Sachsisk ell.
Nedersschsisk blev Navnet paa den nordtyske Dialekt
= Plattysk; denne Dialekt tales ikke alene i
Tyskland, men ogsaa i en Del af Hollands østlige
Prov. Om S.’s gl Sprog minder talrige
Stednavne i Holsten og Nordøsthannover, f. Eks. Celle,
ældre Kielle = tysk Quelle, dansk Kilde. 6) I
Middelalderen overførtes S.’s Navn paa de
mellemrhinske Franker, der Aar 1143 udvandrede
til Siebenbürgen; de taler en mellemhøjtysk
Dialekt. 7) Samtidig overførtes det ogsaa paa
det nuv. Kongerige Sachsens Indbyggere, som
af Herkomst er dels virkelige S., dels
Thüringer, og som taler en mellemhøjtysk Dialekt,
Højsachsisk, der gennem Luther blev
Grundlaget for det tyske Skriftsprog. 8) For
Middelalderens Nordboer var S. det samme som
Tyskerne, og saaledes bruges Navnet den Dag i
Dag hos Finnerne.
G. S-e.
Sachsisk Schweiz [’saksisk-’svaj’ts] ell.
Elbsandstensbjergene, en for sin Naturskønhed
besøgt Bjergegn i den sydøstlige Del af det
sachsiske Kreishauptmannschaft Dresden og i den
nordlige Del af den bøhm. Kreds Leitmeritz,
strækker sig fra Pirna til Tetschen i Böhmen
med en Længde af 38 km og en Bredde af omtr.
30 km og dækker et Areal af c. 660 km2. S. S.
gennemskæres i hele sin Udstrækning af Elbens
dybe Dal. I denne udmunder fra højre og
venstre talrige smaa, snævre, bugtede Dalkløfter
(»Gründe«) med næsten lodrette, nøgne
Sandstensskrænter, som af Erosion og Forvitring er
udmodellerede i Søjler, Naale, Taarne o. s. v. og
sammen med de 100—150 m over
Plateaustumperne (»Ebenheiten«) opragende isolerede stejle
Taffelbjerge (»Steine«), bl. hvilke nævnes Bastei
og Königstein med en Klippefæstning, og de
naturlige Klippebroer (Prebischtor, Kuhstall)
giver Bjerglandet dets ejendommelige,
vildt-romantiske Præg. Den højeste Top findes der,
hvor Klippepartiet støtter sig til det egl.
Erzgebirge, og udgøres af det i Böhmen liggende
Hohe Schneeberg (721 m). Inden for Sachsen er
det højeste Punkt Grosse Zschirnstein (561 m).
I geol. Henseende danner disse Sandstensbjerge
en af de bedste Illustrationer til Vandets og
Luftens Evne til at omforme Terrainet, idet
denne Labyrint af Klippetoppe opr. dannede en
ensformig næsten horisontalt liggende
Sandstensflade i Højde med Königstein og Lilienstein.
I denne har Elben og dens tilflydende Bække
udskaaret Dale og Kløfter, den første til en
Dybde af indtil 270 m. Bjergarten er den
saakaldte Kvadersandsten fra Kridttiden, som
bruges i stor Udstrækning som Bygningssten.
Skovene bestaar af Bøg ell. Naaletræer. Gennem
Elbdalen gaar en Jernbane, men endnu ingen
Landevej. (Litt.: Hettner, »Gebirgsbau und
Oberflächengestaltung der S. S.« [Stuttgart
1887]; Ohnesorge, »Die S. S.« [Berlin 1891];
Gampe, »Die Sachsisch-Böhmische Schweiz«
[Dresden 1892]; Schäfer, »Turistenführer
durch die S. S. und die angrenzenden Gebiete«
[smst. 1892]; v. Wagner, »Die Sachsische
Schweiz. Eine Wanderung in Wort und Bild«
[Berlin 1893]; J. Stübler,
»Anthropogeographische Studien in der sächsischen Schweiz«
[Leipzig 1903]; H. Stübler, »Die S. S.«
[Meissen 1905]).
(Joh. F.). O. K.
Sachtleven [’sakt£e.fə’n)], se Saftleven.
Sacile [sa’t∫ile], By i det nordøstlige Italien,
Prov. Udine, ligger 59 km VSV. f. Udine ved
Livenza og Jernbanelinien Udine—Venedig.
(1911) 8470 Indb. S. har gl Ringmure, gl Kirke
og Raadhus; Vinavl og Silkeindustri.
C. A.
Sacken, se Osten-S.
Sacken [’zakən], Eduard, Friherre v., østerr.
Oldgransker, f. i Wien 3. Marts 1825, d. smst.
20. Febr 1883. S. studerede ved Univ. i Wien,
men kastede sig særlig over Numismatik og
Studiet af Oldsager, blev 1854 Kustos og 1871
Direktør for den k. k. Mønt- og Antiksamling
i den kejserlige Burg. Hans Hovedværk er en
nøjagtig Beskrivelse af den for den
forhistoriske Oldgranskning saa yderst vigtige
Gravplads ved Hallstadt »Das Grabfeld von
Hallstadt« (1868). Han har desuden (med F.
Kenner) udg. »Die antiken Bronzen« (1871);
ligeledes: »Die antiken Sculpturen« (1873), der
indeholder Beskrivelser over Dele af
Antiksamlingen. Han har tillige beskrevet
Afdelinger af Ambraser-Samlingen og udg.
»Archäologischer Wegweiser durch Niederösterreich« (2
Bd, 1868—78) m. m.
V. S.
Sackville [’säkvil], eng. Adelsslægt, af hvis
Medlemmer skal nævnes:
1) Thomas S. (1536—1608). Han stod i høj
Gunst hos Elisabeth, der 1566 gjorde ham til
Peer under Titlen Lord Buchhurst og i den
flg. Tid anvendte ham til forsk. diplomatiske
Sendelser, hvorfra han skilte sig med megen
Ære. En Tid lang faldt han dog i Unaade, da
han stod paa en spændt Fod med Leicester,
men efter dennes Død blev han 1599
Storskatmester. Jakob gjorde ham 1604 til Jarl af Dorset
Alt som ung havde han vundet Ry som Digter,
og han er i denne Henseende mest kendt ved
sit i Forening med Thomas Norton forfattede
Sørgespil Ferrex and Porrex, der indførte den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
