Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sâ de Miranda, Francisco de - Sadger, Isidor - Sadh - Sadhya'er - Sadi - Sadisme - Sadleplads - Sado (Flod i Portugal) - Sado (japansk Ø) - Sadoleto, Giacomo - Sadolin, Jørgen Jensen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
da Tapada ved Ponte de Lima, hvor han
samlede de unge Digtere om sig og hjalp dem med
Raad og Daad. Med S. de M. begynder
Renaissancen i den portug. Litteratur, idet han
indførte de klassisk-ital. Digtformer (Canzone,
Sonet, Terzine og Oktave) i Litteraturen. Hans
første Forsøg i denne Retning er et bukolisk
Digt, Fabula do Mondego (1529), der er skrevet
paa Spansk. Den ital. Paavirkning træder
navnlig frem i to Lystspil paa portug. Prosa, Os dous
Vilhalpandos (1560) og Os Estrangeiros (1569),
hvor Skuepladsen er henlagt til Italien. Størst
Indflydelse fik S. de M. dog paa Lyrikken
gennem sine Sonetter og Idyller, fri Efterligninger
af ital. Mønstre. I øvrigt har han ogsaa forsøgt
sig i den nationale Digtning, og hans satiriske
Breve læses endnu med Interesse. S. de M.’s
poetiske Værker udkom i Lissabon 1595 og er
siden mange Gange optrykte. En kritisk Udgave
[Halle 1886] skyldes C. Michaëlis de
Vasconcellos.
Chr. H.
Sadger [’zatgər], Isidor, østerr. Neurolog,
f. 29. Oktbr 1867 i Neu-Sandec i Galizien. S. tog
Doktorgraden i Wien 1891 og søgte straks
neurologisk Uddannelse hos Meynert, Krafft-Ebing,
Benedikt og Freud, hos hvilken sidste han
ledtes ind paa Psyko-analysen. S.’s Studier
drejede sig opr. om den arvelige Belastning og om
Degeneration, hvis sjælelige Udslag han søgte
at belyse ved en Række Monografier over tyske
Digtere — »K. F. Meyer, eine
pathographisch-psychologische Studie« (1908); »Aus dem
Liebesleben Nicolaus Lenaus« (1909); »Heinrich von
Kleist« (1910) — og i det større Værk »Belastung
und Entartung, ein Beitrag zur Lehre vom
kranken Genie« (1910). Efter 1895, da S. begyndte
at anvende Freud’s psyko-analytiske Metoder
specielt paa de seksuelle Psykopathier, har han
udg.: »Friedrich Hebbel, ein psyko-analytisches
Versuch« (1920) og »Die Lehre von den
Geschlechtsverirrungen auf psyko-analyt. Basis«
(1921). Andre Afh. omhandler visse sjælelige
Undtagelsestilstande, f. Eks. Ȇber
Nachtwandeln und Mondsucht« (1914).
J. S. J.
Sadh er en ind. Sekt; Navnet betyder »de
rene«, og den opkom 1658 i Nordindien i
Omegnen af Dehli, i hvilken By den havde sine
fleste Tilhængere. Stifteren hed Birbhan, og han
foregav at have sin Lære fra en guddommelig
Guru (Lærer); han nedskrev sin Lære i Bøger,
som læses op ved deres Sammenkomster. Han
lærer, at der er een Gud, alles Skaber, og ham
skal Mennesker tjene i Ydmyghed og
Afholdenhed fra Verden. Intet Liv maa de dræbe. Deres
Sammenkomster holder de i mindre Huse,
Templer har de ikke.
(H. O-d.). A. Th. J.
Sadhya’er, i den ind. Mytologi en
Betegnelse for en særlig Klasse af guddommelige
Væsener (jfr. Gaņa’er), der er skabte efter
Guderne og opholder sig i en Sfære oven over disse
ell. i Bhuvarloka (se Brahmanisme,
S. 812). I den senere Mytologi sammenblandes
ell. identificeres de med Siddha’erne.
D. A.
Sadi, se Saadi.
Sadisme er en Form for seksuel Perversitet,
hvor Vedkommende faar seksuel Tilfredsstillelse
ved at tilføje den anden Part Smerte ell.
Lidelse, undertiden ved Slag ell. legemlig
Mishandling (i de mest yderliggaaende Tilfælde ved
Mord, »Lystmord«), undertiden ogsaa ved
sjælelige Pinsler. S., der synes at være hyppigst hos
Mænd, er ikke sjælden i ganske lette Former,
medens de udtalte Tilfælde er mindre
almindelige. S. danner en Modsætning til Masochismen,
ved hvilken Vedkommende føler seksuel
Tilfredsstillelse ved selv at pines. S. har sit Navn
efter den fr. Marquis de Sade (s. d.).
K. H. K.
Sadleplads, den Plads paa Væddeløbsbanen,
hvor Hestene sadles. Ved S. forstaas dog i
Alm. den dyreste ell. næstdyreste Tilskuerplads.
(C. G. B.). O. P.
Sado, Sadão [sa’dau], Flod i det sydlige
Portugal, udspringer i den sydlige Del af Prov.
Alemtejo, strømmer mod NV. og V. gennem
Estremadura og udmunder i Setubal-Bugten. S.
er 150 km lang, afvander 7950 km2 og er sejlbar
til Alcacer do Sal.
C. A.
Sado jap. Ø ved Vestkysten af Hondo,
hørende til Prov. Niigata, har et Areal af 869
km2. Paa Øen findes Guld- og Sølvbjergværker.
Sadoleto, Giacomo, rom.-kat. Gejstlig, f.
i Modena 1477, d. i Rom 1547, hørte til den
humanistiske Kreds i Rom paa Reformationstiden.
Allerede som Barn var han ført ind paa Studiet
baade af Græsk og Latin og af Filosofi, og
senere fik han juridisk Uddannelse. Han gik
imidlertid over til den gejstlige Løbebane, blev
præsteviet og blev under Leo X udnævnt til
apostolsk Sekretær og senere til Biskop. Under
Hadrian VI, som ikke yndede Humanisterne,
var S. mindre vel anskreven, men de flg. Paver
stod han nær, og han spillede gentagne Gange
en politisk Rolle, dog uden synderligt Held. 1535
fik han Kardinalhatten og Aaret efter Sæde i en
Reformkommission, der skulde søge at læge
Kirkens Brøst. S. stod meget velvillig over for de
tyske Humanister, ogsaa over for Protestanterne
iblandt dem, men han havde ingen Forstaaelse
for Reformationen, og han gik lejlighedsvis
skarpt frem mod den. Han indrømmede aabent
Kirkens Synder, men mente, at et økumenisk
Koncilium vilde kunne hidføre de nødvendige
sædelige Reformer. For øvrigt blev S. angreben
fra ortodoks kat. Side i Anledning af en
Kommentar til Romerbrevet, i hvilken han havde
udtalt sig afgjort semipelagiansk, og han blev
nødt til at ændre sine Udtalelser. S.’s Skrifter
er udgivne bl. a. i Verona 1737, hans Breve bl. a.
i Rom 1759—67 og i Modena 1872. (Litt.: A.
Fiordibello, De vita J. S. [forfattet lige
efter S.’s Død]; Cancellieri, Vita del Card.
S. [Rom 1828]; A. Joly, Étude sur S. [Caen
1856].
A. Th. J.
Sadolin, Jørgen Jensen, dansk Biskop,
f. i Viborg omtr. 1499, d. i Odense 19. Decbr
1559. S. var en Præstesøn, hans Slægtsnavn,
som han ikke selv brugte, betyder egl.
Sadelmager. S. kendes først, da han 1526 som
Magister af Frederik I fik Lov til i Viborg at
undervise unge Mennesker; det var en Slags
Præsteskole, han forestod. Han var da
reformatorisk sindet og Hans Tausen’s trofaste
Medarbejder, denne ordinerede ham 1529 til Præst
ved Sortebrødrekirken i Viborg. S. var med bl.
dem, der forsvarede Reformationen paa
Herredagen i Kbhvn 1530; om dette Møde har han
selv skrevet en Beretning. 1532 blev han den
fynske Biskop Knud Gyldenstjerne’s
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
