Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XX: Renden—Schinkel / 771 (1915-1930) Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sagasta, Mateo - Sagatun Folkehøjskole - Sagefald

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>

Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

nu Lærer ved Ingeniørskolen, men var tillige
Leder af Progressisternes Hovedblad Iberia
og virksomt
Medlem af
Deputeretkamret.
1866 var han
Deltager i Prims
Opstand og
maatte igen
flygte til
Frankrig, hvorfra han
ivrig stræbte at
undergrave
Dronning
Isabella’s Trone.
Efter
Revolutionen Septbr
1868 vendte han
tilbage og blev
Indenrigsminister indtil Juli
1871, var nøje
knyttet til Prim,
men opgav efterh. sine yderlige
Grundsætninger og skilte sig skarpt fra sin tidligere
Meningsfælle Zorrilla. Han hjalp at styrte dennes
Ministerium Oktbr 1871 og blev snart efter selv
Minister, i Febr— Maj 1872 endog
Førsteminister; men hans Færd svækkede væsentlig Kong
Amadeo’s Kongedømme, fordi han sprængte det
progressistiske Parti, hvori det havde sin
bedste Støtte. Efter Kongens Tronfrasigelse Febr
1873 holdt han sig 1/2 Aar tilbage, men
dannede i Forbindelse med Serrano og Topete det
konstitutionelle Parti, der kom til Magten Jan.
1874, og var nu igen først Uden-, siden
Indenrigsminister, indtil Kongedømmets
Genoprettelse Jan. 1875. Han havde vistnok været rede
hertil, men ønskede det ikke fuldbyrdet ved
Hærens Hjælp. I de flg. Aar var han Fører for
det liberale Partis Opposition, blev Febr
1881—Oktbr 1883 Førsteminister samt paa ny efter
Alfonso XII’s Død Aug. 1885—Juli 1890. I disse
Aar gennemførte han en Række vigtige
Fremskridt (Nævninger, borgerligt Ægteskab, alm.
Valgret) samt sikrede Presse- og
Trosfriheden, idet han gradvis vendte tilbage til
Systemet 1869. Endnu 3 Gange var han
Førsteminister, nemlig Decbr 1892—Marts 1895,
Oktbr 1897—Marts 1899 og endelig for 7. Gang
Marts 1901—Decbr 1902, men havde ikke længere sin
gamle Kraft. Han søgte forgæves at dæmpe
Opstanden paa Kuba ved mildere Optræden;
men det var for silde, og det faldt i hans Lod
at føre den ulykkelige Krig med Nordamerika
og derefter opgive Spaniens hele Kolonirige. Ej
heller var han i Stand til at raade Bod paa
Nederlagets Følger og til at opnaa de fornødne
Indskrænkninger i Statens Husholdning.
E. E.

M. Sagasta.

Sagatun Folkehøjskole ved Hamar, den
første Ungdomsskole, der oprettedes i Norge,
begyndte 1. Oktbr 1864. Den stiftedes af de to
teologiske Kandidater Herm. Anker og O.
Arvesen, som i Forening ledede Skolen
indtil 1873, da Arvesen alene overtog dens
Bestyrelse. Skolen var fra først af lagt efter de
Grundtvig’ske Højskolers Mønster i Danmark,
men fik efterhaanden et noget andet Tilsnit,
idet den optog en Del praktiske Fag, saaledes
Landbrugslære og Landmaaling for de unge
Mænd, og, da der senere ogsaa blev
Kvindeskole, Husholdningslære, Kjolesøm og
Haandgerning. Skolen holdtes for unge Mænd — fra
1873 ogsaa for Kvinder — fra 18 Aars Alderen
og opover. Kurserne var som Regel paa 6
Mdr, Vinterkurset for Mænd og Sommerkurset
for Kvinder. Da Arvesen 1891 indvalgtes i
Stortinget, standsede dermed S. (Litt.: O.
Arvesen, »Folkehøjskolen paa S.« [i »Norsk
Folkeblad« 1867, Nr 46); samme, »Beretning om
S.« [Hamar 1877]).
K. F.

Sagefald (af Sag i Bet. Bøder), de
Pengebøder, som falder i en Retssag, dels til den
fornærmede Privatmand, dels til det Offentlige. I
Middelalderen, da der i mangfoldige Sager faldt
Bøder ikke blot til den krænkede Private, men
tillige til Kongen, tænkte man ved S. nærmest
paa den sidste Slags Bøder. Kongens Ret til S.
udgjorde opr. en meget betydelig Indtægtskilde,
men Kongen skilte sig tidlig af med store Dele
af denne Ret, idet han gav Afkald paa den til
Fordel for private Personer ell. Institutioner.
Saaledes var det allerede paa Jyske Lovs Tid et
Privilegium for Kongens Mænd, at hvis deres
Bryder forbrød sig, skulde de, hvis det kun
drejede sig om 3-Marks-Bøder, bøde til deres
Husbonder og ikke til Kongen. Dette udstraktes
videre til, at Kongens Mænd, ell. som det nu
hed, Adelen, fik Privilegium paa at oppebære
3-Marks-Bøder og senere ogsaa højere Bøder af
alle deres Undergivne, og lign. ell. endnu
videregaaende Privilegier nød ogsaa Bispestole,
Kapitler og Klostre. Siden Beg. af 16. Aarh.
havde saavel Flertallet af disse kirkelige
Institutioner som hele Adelen Ret til S. i videste
Udstrækning, idet de, som det sædvanlig
udtryktes, nød al kgl. Ret af deres Tjenere,
derunder ogsaa Ret til forbrudt Gods, og i denne
Udstrækning bevaredes Retten for Adelen
indtil Enevælden, medens Kirkens Sagefaldsret ved
Reformationen mistede største Delen af sin Bet.
som Følge af Kirkegodsets Inddragelse under
Kronen. Ogsaa Købstæderne havde siden 13.
Aarh. haft Sagefaldsret, idet der for
Forbrydelser begaaede inden for deres Omraade skulde
bødes til Byen, men denne Ret traadte i Reglen
ikke i St f., men ved Siden af Kongens. Ved
D. L.’s 5—3—20, jfr 27 (N. L. 34) opretholdtes
Sagefaldsretten som en af de
Herlighedsrettigheder, der tilkom Ejere af komplette
Sædegaarde, naar de var af Adel ell. lige med denne
Privilegerede, men S. skulde derimod falde tilbage
til Kongen, naar Jorden kom i uadeliges
Hænder. I den flg. Tid betegnedes den
sagefaldsberettigede i Reglen som den, der havde Sigt
og S., og der anerkendtes endvidere som
Modstykke til Retten en Pligt til at paatale og
eksekvere Dommene, hvilken Pligts
Tilsidesættelse efter Frd. 6. Decbr 1743 kunde medføre
Forbrydelse af Retten. Det Private tilkommende
S. bortfaldt ved Grl. 5. Juni 1849 § 97, for saa
vidt det ikke alt var bortfaldet tidligere, hvad
f. Eks. var Tilfældet med Byernes S., der
bortfaldt ved Resol. 25. Febr 1766, og alt S. tilfalder
nu det offentlige. Adelens Sagefaldsret
ophævedes i Norge ved Adelsloven af 1821 § 4, og den

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>