Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Salamandre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
forsk. Steder, under Trærødder, i vissent Løv,
mellem Stene ell. i Klippespalter, men som
Regel paa Steder, der ikke er langt fjernede fra
Vand, ell. hvor der i alt Fald i Foraarstiden
staar Vand. Paa dette Tidspunkt søger de
nemlig ned i dette, hvor Befrugtningen og
Æglægningen foregaar, og hvor de gællebærende
Larver tilbringer deres første Sommer. En
Undtagelse herfra danner de saakaldte
Landsalamandre, der kun forlader Landjorden paa
ganske kort Tid, den sorte alene for Parringens
Skyld, den gulplettede desuden for der at føde
sine gællebærende Larver. De mest udprægede
Landdyr er visse amer. Former (f. Eks.
Plethodon cinereus Green); disse lægger deres Æg
paa Landjorden under Stene, hvor man skal
kunne finde Hunnen liggende sammenrullet om
Æggene, »rugende« disse. Hele Udviklingen
foregaar inden for Æggeskallen, men alligevel
viser den spæde Unge sig i Besiddelse af store
Gæller, der dog forsvinder ved Udklækningen.
En anden Afvigelse fra de typiske Livsforhold
viser adskillige S., der næsten hele Aaret
igennem træffes i Vandet, saaledes f. Eks. de amer.
Former Molge torosus Esch. og Spelerpes
ruber Daud. En Tilnærmelse hertil kan den store
S. vise, idet man af og til kan finde store
udvoksne Dyr med høj Finnebræmme i Vandet
endnu henimod Sommerens Slutning. De aller
ejendommeligste Forhold træffes dog blandt
Axolotlerne, idet den i Mexiko og i de
nordamerikanske Fristater vidt udbredte og meget
varierende Amblystoma tigrinum Green saa at
sige optræder i 2 Skikkelser. Dels kan dennes
Larve nemlig paa sædvanlig Vis forvandle sig
til et største Delen af Aaret paa Land levende
Dyr, og dette synes den mange Steder i
Fristaterne stedse at gøre; men paa den anden
Side er det vist lige saa regelmæssigt Tilfældet
med de i Mexiko levende Dyr, at de hele Livet
igennem beholder Larvernes Udseende med
disses store Gæller, Finnebræmmer, sammentrykte
Hiale o. s. v. Samtidig udvikles Kønsorganerne
fuldstændig, og de forplanter sig lige saa godt
som de forvandlede Eksemplarer; saaledes
stammer de fleste af de rundt i Europa saa
alm. i Fangenskab holdte Axolotler fra nogle,
der i 1860’erne ynglede i Paris’ bot. Have. Ved
den Lejlighed saa man ogsaa for første Gang
Axolotlens Forvandling, idet en Del af de der
opdrættede Unger antog den fuldtudviklede
Skikkelse. Denne Iagttagelse er senere gjort
mange Gange, navnlig er Frk. v. Chauvin
kendt for sine Eksperimenter vedrørende disse
Forhold; det lykkedes hende at fremtvinge
Larvernes Forvandling ved gradvis at formindske
Vandstanden og derved ligesom at vænne
Dyrene til at benytte deres Lunger. Hvori alligevel
Grunden maa søges til, at Dyret stundom
beholder Larvens Ydre og Levevis hele Livet
igennem, er dog meget vanskelig forstaaeligt,
navnlig naar man ser hen til, at den samme
Art ell. andre meget nærstaaende Arter paa
andre Findesteder ikke ved noget som helst
Middel er til at afholde fra at forvandle sig, ja,
i Fald de paa det Tidspunkt afspærres fra
Vandets Overflade, endog dør. Saa meget desto
mere Opmærksomhed fortjener derfor nogle
Forsøg, som i de senere Aar er gjort her
hjemme af C. O. Jensen, og ved hvilke det er
lykkedes at paavise, af Fodring med
Skjoldbruskkirtel ell. med det i denne indeholdte
karakteristiske Stof Jodothyrin er i Stand til at
hidføre Forvandlingen. En samtidig
mikroskopisk Undersøgelse viste, at Skjoldbruskkirtlen
hos voksne Axolotler af Larveskikkelse viste
typiske Tegn paa Degeneration; han mener
derfor, at Dyrets Forbliven paa Larvestadiet
skyldes en for Arten ejendommelig arvelig
Tilbøjelighed til en Formindskelse af
Skjoldbruskkirtlen. Det fortjener i Tilslutning til disse
kønsmodne Axolotllarver endnu at omtales, at man
har enkelte Angivelser om, at der truffet,
saavel af de nordiske som af nærstaaende alpine
S., Eksemplarer, der i det ydre forholdt sig som
Larver, men som ved den anatomiske
Undersøgelse viste sig at være forplantningsdygtige;
dog er maaske ikke alle disse Iagttagelser lige
paalidelige.
Ingen S. naar nogen anseligere Størrelse, idet
hverken den gulplettede Landsalamander eller
Axolotlerne bliver meget over 20 cm lange, og
de fleste andre er betydelig mindre. For
Mennesket er de som Følge deraf næsten uden Bet.,
idet kun Axolotlen i sin Hjemstavn Mexiko
finder Anvendelse som Fødemiddel.
Alle S. er Rovdyr, der med stor Graadighed
anfalder alle Haande mindre Dyr, ja end ikke
sparer mindre Eksemplarer af deres egen Slægt.
S. danner en ret stor Gruppe (c. 100 Arter); af
herhen hørende Former kan nævnes bl. de
egl. S. (Salamandrinæ) først og fremmest den
gulplettede Landsalamander (s. d.), det Dyr,
der har givet hele Gruppen Navn, og som ved
sit ejendommelige Udseende lige fra Oldtiden
af har øvet en saa stor Indflydelse paa
Menneskenes Fantasi; i nær Slægt med denne er den
sorte Landsalamander i Alperne og den
ligeledes gulplettede, men ualmindelig slanke og
langhalede Landsalamander i Kaukasus;
dernæst de smaa Vandsalamandre (Molge ell.
Triton), af hvilke der i Danmark og Skandinavien
træffes 2 Arter, medens henved en Snes andre
Arter træffes i det øvrige Europa, i Asien,
Nordafrika og Nordamerika. De nordiske
Arter, der ofte nok gaar under Betegnelsen
Firben, skønt Manglen af Skæl og Kløer tydelig
nok adskiller dem fra disse Dyr, er ikke
vanskelige at kende fra hverandre, idet »den store
S.« (M. cristata Laur.), der kan blive omtr. 14
cm lang, har en grovkornet (kirtelrig) Hud,
der paa Oversiden er mørkebrun ell. næsten
sort med talrige smaa hvide Punkter;
Undersiden fra Struben til Taaspidserne er gul med
sorte Pletter af forsk. Form. Hannen er i
Parringstiden paa Ryggen og Halen prydet med en
høj, skarpt takket Hudkam, der er afbrudt over
Haleroden. De gællebærende Lanser kan i Løbet
af Sommeren naa en Størrelse af over 6 cm. Den
anden Art, »den lille S.« (M. punctata Latr.)
er, som Navnet udsiger, meget mindre (kun 8
cm lang); dens Hud er uden Vorter, Rygsiden
olivengrøn ell. lysebrun med istrøede mørke
Pletter, Bugsiden orangegul med store sorte
Pletter hos Hannen, smaa sorte Prikker hos
Hunnen. Hannen har i Parringstiden en meget
høj, over Haleroden ikke afbrudt Rygkam, og
desuden Frynser paa Bagtæerne. Larverne af
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
