Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sallustius, Gajus S. Crispus - Salløvstenen - Salm - Salmakis - Salmanassar - Salman-eser - Salmasius, Claudius - Salme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
har S.’s Partistandpunkt været til stor Skade
for Fremstillingens hist. Nøjagtighed, selv om
man maa anerkende, at han gjorde sig Umage
for at udfinde og meddele Sandheden. Medens
de to nævnte Skr er opbevarede, er H.’s
Hovedværk, Historiæ, hvori han behandlede Roms
Historie i Tiden efter Sulla’s Død (78—66),
gaaet tabt. Dog findes heraf endnu en Samling
Taler og Breve, som synes oftere at være
blevne afskrevne særskilt. S. yndede nemlig i sine
Skr at lægge de hist. Personer længere Taler
i Munden ell. at meddele Breve, som han selv
havde komponeret, og disse gjorde megen
Lykke i Oldtiden.
Bl. de talrige Udg. af S.’s Skr kan særlig
nævnes Udg. af Kritz (3 Bd, Leipzig 1828—53),
Fabri (2. Opl., Nürnberg 1845), Dietsch (2 Bd,
Leipzig 1843—46 og 1859), Gerlach (Basel 1852),
Jordan (3. Opl., Berlin 1887, Tekstudgave) og
Jacobs-Wirz (11. Opl., Berlin 1922);
Skoleudgaver ved Fibiger (2. Opl., Kbhvn 1871—80) og
Müller-Voss (2. og 3. Opl., Oslo 1881 og 1890).
Catilina er særskilt udg. af Cook (London 1884)
og Gertz (Kbhvn 1895), norsk Overs. ved
Ottesen (Oslo 1869). Fragmenterne af Historiæ af
Maurenbrecher (2 Bd, Leipzig 1891—93). Dansk
Overs. ved Lefolii (Kbhvn 1894—96).
H. H. R.
Salløvstenen, se Snoldelevstenen.
Salm, se Vielsalm.
Salmakis, en Kildenymfe, knyttet til en
Kilde af samme Navn i Karien. I Ovid’s
Metamorfoser fortælles, hvorledes hun forenedes til
eet Dobbeltvæsen med Hermes’es Søn
Hermafroditos, hvorved denne bekendte kunstneriske
Fantasiskabning fremkom.
H. A. K.
Salmanassar (Salman-eser) er i Bibelen
Gengivelsen af et ass. Kongenavn, som
nøjagtigere læses Sulmanu assaridu, ɔ: »Guden S. er
den første«. Den først anførte Form af Navnet
findes i den gr. Oversættelse Septuaginta, den
anden er Masoreternes Læsemaade. Man
kender 4 Konger i Assyrien med Navnet S.: S. I,
der regerede ved Aar 1300 f. Kr.; han synes at
have været en virksom Konge, der bl. a. har
grundlagt ell. opbygget Byen Kalah, som siden
i lang Tid var Kongernes sædvanlige
Residensstad; vi har dog næsten ingen Indskrifter fra
hans Tid. Derimod har vi mange, i Reglen
meget velbevarede Indskrifter, stammende fra
S. II, der var Søn af Assur-nasir-pal, og som
regerede omtr. 850—828. Der haves ogsaa
større Mindesmærker fra hans Tid, bl. a. den
saakaldte »sorte Obelisk fra Nimrod«, der
fortæller om hans Bedrifter i hans 31 første
Regeringsaar og afbilder nogle Scener, i hvilke man
ser fremmede fjerne Fyrster, bl. a. Samaria’s
Konget Jehu, bringe S. Gaver og Tribut. Et
andet Mindesmærke, en Monolit, fortæller om
hans 6 første Aar; den ses ligesom Obelisken i
British Museum og stammer fra en Grotte i
Nærheden af Kilderne til Floden Tigris. S. II
førte fl. sejrrige Krige med forsk. Folk i
Mesopotamien og paa dette Lands Grænser, med
Babylonierne og endelig med fl. Konger i Syrien.
Da S. II blev gl, gjorde en af hans Sønner,
Assur-dan-il, Oprør mod ham og fik Magten i
en Del af Riget, men 5 Aar efter fældedes
denne af en anden Broder ved Bistand af en
Del af Assyrerne, der var blevne tre mod S. II
indtil hans Død. Denne Søn af S. II blev
derefter Konge i Assyrien. Alle de Indskrifter, S.
II har efterladt, er udgivne med dansk Overs.
af N. Rasmussen: »S. II’s Indskrifter i
Kileskrift-Translitteration og Translation« (1897).
En fr. Overs. af S. II’s Indskrifter udgaves 1890
af Amiaud og Scheil. — S. III (781—771) førte
fl. Krige, særlig i Armenien, og var en
Efterkommer af S. II. Derimod tilhørte S. IV
(727—722) vistnok en anden Slægt og var rimeligvis
Søn af Tiglath Pilesar, hvis Efterfølger han
blev. Denne S. omtales i Bibelen (1. Kong., 17
og 18) som den Assyrerkonge, der gjorde Ende
paa Israel’s Rige 722, idet han overvandt Hoseæ,
der først havde hyldet Assyrerkongen, men
siden var falden fra. Uheldigvis er hans
Indskrifter og Mindesmærker blevne ødelagte
under hans Efterfølgere, saa at der kun haves faa
Rester fra hans Tid. Det kan dog anses for
sikkert, at det er ham, der har ført Assyrernes
Hære mod det oprørske Samaria og belejret
Byen, men det er nok muligt, at Byens
Indtagelse og Folkets Bortførelse i Fangenskab
først har fundet Sted, efter at S. var afløst af
Sargon. I alt Fald tilskriver denne sig hele
Æren for Sejren over Samaria. Iflg. et
Brudstykke hos Josefos af Menandros fra Efesos
havde S. belejret Tyros i 5 Aar, men uden at
indtage Byen.
V. S.
Salman-eser, se Salmanassar.
Salmasius, Claudius (egl. Claude de
Saumaise), fr. Filolog og Polyhistor, f. i
Sémur i Anxois 15. Apr. 1588, d. i Spa 3. Septbr
1635. Han fik sin Uddannelse i Paris under
Casaubon og i Heidelberg, hvor han studerede
baade Filologi og Jura. Senere vendte han
tilbage til Frankrig, hvor han imidlertid mødte
megen Modstand som (Følge af, at han var gaaet
over til Protestantismen. 1631 tog han imod et
Professorat i Leyden, og 1650 efterkom han en
Kaldelse af Dronning Christina af Sverige, dog
kun for kortere Tid. S. var en meget lærd Mand,
bl. a. ogsaa kendt med adskillige orientalske
Sprog; han arbejdede overordentlig hurtig, men
ikke synderlig nøjagtig. De fleste af hans Skr
falder inden for den klassiske Filologis
Omraade. Hovedværket er hans Plinianæ
exercitationes in Solini Polyhistoria (2 Bd, 1629). Han har
ogsaa leveret Udg. af fl. Oldtidsforfattere:
Florus (1609), Historiæ Augustæ Scriptores (1620),
Tertullian’s De pallio (1622), Ampelius (1638) og
Achilleus Tatios (1640). Af andre Skrifter kan
mærkes Observationes ad jus Atticum et
Romanum (1645), De usuris (1638), De modo
usurarum (1639), De foenore trapezitico (1640) og
Diatriba de mutuo (1640). Endvidere skrev han
De primatu papæ (1645), og et Forsvarsskrift
for den henrettede Karl I, Defensio regia pro
Carolo I (1649), som fremkaldte et skarpt
Modskrift af Milton. Efter hans Død udgaves hans
Epistolæ (1656) og De re militari Romanorum
(1657).
H. H. R.
Salme (gr.), Fællesbetegnelse for
Menighedssangene ved den kristne Gudstjeneste. Allerede
Jøderne havde S. (se David’s S.), og fra dem
gik ikke alene Skikken, men ogsaa selve
Sangene, nemlig de gammeltestamentlige S., i Arv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
