- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XX: Renden—Schinkel /
878

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Samoadue - Samoa Øerne - Samogitien - Samojedehalvøen - Samojeder

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

ofte bleven regnet som Drontens nærmeste
Slægtning.
O. H.

Samoa Øerne (Skipperøerne). Øgruppe
i det stille Ocean, Ø. f. Fidji-Øerne, N. f.
Tonga-Øerne, bestaar af de to nyzealandske Øer
Savaii og Upolu (med Kystøer 2588 km2) og de
amer. Tutuila, Manna, Rosa og nogle
Smaaøer med tilsammen 199 km2. Paa de
nyzealandske Øer lever (1922) 2074 Europæere,
33953 Samoanere, 1547 fremmede kulørte
Arbejdere, 217 andre Kulørte, i alt 37391 Indb. De
amer. Øer har (1920) 8058 Indb. Med Undtagelse
af den længst mod Ø. liggende Atoll Rosa er
Øerne vulkanske og høje med stejle, i Reglen
af Koralrev omgivne, Kyster. Længst mod V.
ligger den største af Øerne, Savaii (1687 km2), der
dannes af to vulkanske Bjergrygge med flere
velbevarede Kratere. De højeste Toppe naar op
imod 2000 m. Den eneste sikre Havn er Mutautu
paa Nordkysten, hvis Omegn er veldyrket, ellers
er Øen svagt befolket. Mellem Savaii og Upolu
ligger de to smaa Vulkanøer Apolima og Manono.
Upolu (860 km2) er den bedst befolkede af
Øerne og den eneste af dem, hvis Indre er
velkendt. Gennem hele Øens Længde strækker sig
en Bjergryg af udslukte Vulkaner, af hvilke Fao
(914 m) er den højeste. Fortrinlige Havne,
hvoriblandt Apia paa Nordkysten, gør denne Ø
lettere tilgængelig end de øvrige. Tutuila, den
næste af de store Øer, har en uregelmæssig Form,
idet den dybe Pago-Pago-Bugt skærer sig dybt
ind i Landet. Den vulkanske Virksomhed er her
meget gl, saa at ingen Kratere findes bevarede.
Manna er en eneste Vulkankegle, 800 m høj.
Klimaet er tropisk. I Apia er Juli den koldeste
Maaned med 24,1° i Middel. Om Vinteren
blæser Sydøstpassaten temmelig regelmæssig,
medens den om Sommeren ofte afløses af andre
Vindretninger. I Marts og Apr. er Orkaner ikke
sjældne. Regnmængden er meget stor til alle
Aarstider, dog størst om Sommeren. I Apia
falder i aarlig Gennemsnit 317,8 cm. Juli er den
regnfattigste Maaned med 8,4 cm. Klimaet er
sundt for Europæere. Tæt Regnskov med uhyre
Rigdom paa Lianer, Epifyter og træagtige
Bregner dækker Bjergene, paa jævnere Grund, mest
ved Kysten, findes de Indfødtes Plantninger af
Kokos, Bananer, Yams, Batater etc. Som andre
oceaniske Øgrupper har S. en artsfattig
Dyreverden. Af Pattedyr findes Flagermus og Mus,
Fuglene repræsenteres af 52 Slægter, bl. hvilke
15 endemiske. Indbyggerne er Kristne. Da de er
lidet arbejdsomme, anvendes som
Plantagearbejdere Melanesiere fra Ny Hebriderne og Ny
Britanien. Plantagedriften er næsten fuldstændig
paa europ. Hænder. Der dyrkes Kokos, Kakao
og Bomuld, fremdeles Peber, Bananer, Majs og
Kaffe. S. opdagedes 1722 af Roggeveen.
Bougainville gav dem 1768 Navnet Skipperøerne
(Navigatorøerne). Dog først efter at Missionen havde
udstrakt sin Virksomhed til S. (1830), blev
Øerne bedre kendte. S. har i den sidste Del af
19. Aarh. været Skueplads for idelige
Borgerkrige mellem indfødte Høvdinger, medens
Tyskland, England og U. S. A. rivaliserede om
Indflydelse. 1889 erklæredes Øerne for et
uafhængigt Kongerige under de rivaliserende Magters
Kontrol. 1902 deltes de mellem Tyskland og U.
S. A., medens England holdtes skadesløs med
Tonga-Øerne. Ved Fredsslutningen efter
Verdenskrigen overdroges den tyske Del af S. som
Mandatterritorium til New Zealand. Denne
Kolonis Indtægter beløb sig 1921—22 til 135569 £,
Udgifterne til 137181 £. Der indførtes (1921)
Varer for 406892 £, hvoraf 132830 £ fra New
Zealand, 109226 £ fra Australien. Der udførtes
Varer for 241539 £, hvoraf 173351 £ til U. S. A.
Der udføres navnlig Kopra og Kakaobønner. 77
Skibe løb ind i Apias Havn, hvoraf 60 britiske.
Til den amer. Koloni indførtes (1920) Varer for
225295 $, Udførselens Værdi var samme Aar
98213 $, mest Kopra. I begge Kolonier findes
baade offentlige Skoler og Missionsskoler.
Stationer for traadløs Telegrafering findes i Apia
og paa Tutuila.
M. V.

Samogitien, tysk Schamaiten, litauisk
Žmudž, Landskab i den vestlige Del af Litauen
og er en meget frugtbar, af Indsøer dækket Egn,
hvis Navn kommer af det litauiske zemaitis,
der betyder Lavlande. Indbyggerne, der først i
16. Aarh. blev fuldstændig kristnede, har renest
bevaret de litauiske Ejendommeligheder.
Samogitisk udgør en Dialekt af det litauiske Sprog.
S. kom 1380 under den tyske Ridderorden og
1411 under Polen. 1795—1807 hørte den vestlige
Del til Preussen. (Litt.: Krumbholtz,
»Schamaiten und der Deutsche Orden bis zum
Frieden am Melnosee« [Königsberg 1890]).
(H. P. S.). N. H. J.

Samojedehalvøen, se Jalmal.

Samojeder (russ. »Selvædere« ɔ: Kannibaler,
men maaske en Fordrejelse af samme Stamme
som i Lappernes Selvbetegnelse samelats), et
Folk som i et Antal af c. 16000 lever spredt over
det uhyre Naaleskovs- og Tundraomraade, der
strækker sig gennem NO.-Europa og NV.-Asien
fra det Hvide Hav til Chatanga-Bugten. S.
deles i 4 Hovedstammer: Jurakerne V. f.
Jenissei, Tawgy- og Awam-S. Ø. f. denne og
Ostjak-S. ved samme Flods nedre Løb.
Hertil slutter sig imidlertid flere Smaastammer, som
bor isoleret ved Jenisseis Kilder, og som taler
ell. indtil for nylig har talt samojediske
Mundarter, nemlig Karagasser ell. Kamazinzer,
Koibaler, Sojoter o. a. Denne Gruppe
er dog stærkt opblandet med fremmed Blod og
taler nu for en stor Del tyrk. ell. mongolske
Dialekter. I sproglig Henseende udgør S. en
Gren af den uralske Æt, ligestillet med den
finsk-ugriske. Medens Ættens Urhjem tidligere
henlagdes til Asien, antages det nu at have
ligget i Ø.-Europa. Her udskilte S.’s Forfædre sig
allerede i Stenalderen, maaske omkr. 3000 Aar
f. Kr., fra det fælles-uralske Urfolk, men synes
stadig gennem lange Tidsrum kun i ringe Grad
at have bredt sig over til Sibirien, og først i de
sidste Aarh. f. Kr. begyndte ogsaa Ur-S. at
dele sig. I Mellemtiden havde de lært at benytte
Bronzen, der dog senere maatte vige for Jernet,
og de havde, som flere Laaneord viser, været i
nær Berøring med en oldtyrkisk Stamme. Uden
Tvivl er i øvrigt i Tidens Løb mange opr. S.
gaaet op i andre, især finsk-ugriske og tyrk.
Folkeslag. — De egl. S., hvorved forstaas de 4
Hovedstammer, er kraftigt byggede, men smaa
Folk, idet Mændenes Gennemsnitshøjde kun

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:54 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/20/0908.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free