Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sandart - Sandarve - Sanday - Sandbaad - Sandbach - Sandbad - Sandbanke - Sandberg - Sandberg, Algot Gustaf Oskar - Sandberg, Einar - Sandberg, Gustaf - Sandberg, Johan Gustaf
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sandart, se Aborrefamilien.
Sandarve, se Arenaria.
Sanday [sändei], en af Orkn-Øerne (s. d.).
Sandbaad, (Fartøj, hvormed der graves Sand
i Søen til Brug i Land. De store S. er
forsynede med maskindrevne Sugepumper til
Opsugning af Sandet. Besætningen i saadanne
Fartøjer kaldes Sandgravere.
C. B-h.
Sandbach [’sän(d)bät∫], By i det nordvestlige
England, Cheshire, 35 km S. f. Manchester, har
en Latinskole, Fabrikation af Skotøj,
Bomuldsvarer og Kemikalier. (1921) 5843 Indb. I
Omegnen findes Jern- og Saltværker.
G. G.
Sandbad, Behandling med varmt Sand,
hvormed Legemet dækkes i større ell. mindre
Udstrækning. S. var kendt allerede i Oldtiden,
omtales af Plinius og Herodot. Bruges i sydlige
Lande som Folkemedicin, saaledes i Indien og
ved Sortehavet, hvor Patienter nedgraves i det
af Solen ophedede Sand ved Strandbredden.
Kunstige S. bruges ved forsk. Badesteder
(særlig ved de tyske Badesteder Köstritz og
Blasewitz) og ved Sanatorier og Hospitaler, idet
Sandet ved Damp opvarmes til 45°—55°.
Virkningen beror paa Sandets daarlige
Varmeledningsevne, viser sig ved Temperaturstigning,
stærk Sved, Afslappelse af Musklerne og
Lindring af Smerter. Anvendes særlig ved gigtiske
og reumatiske Lidelser, Ischias, ogsaa ved
Underlivsbetændelser, Skrofulose, daarligt
Blodomløb (se ogsaa Bad, S. 491).
E. F.
Sandbanke kaldes en jævn Forhøjning af
Havbunden, bestaaende af Sand, og som i
Reglen naar op over Havets Overflade og er uden
Vegetation.
G. F. H.
Sandberg, uddød nørrejydsk Adelsslægt, der
utvivlsomt var en Gren af den Slægt, af hvilken
en anden Gren kaldte sig Skeel (s. d.).
Vaaben: Skjoldet tværdelt, 1. Felt delt af rødt og
blaat, 2. Sølv — hos Slægten Skeel er
Farvernes Rækkefølge en anden, paa Hjelmen to
hvide Svanehalse, holdende en Guld-Ring.
Christiern Andersen af Høirup i Brusk
Herred, omtalt 1436, var Farfader til Landsdommer
i Nørrejylland Christiern Andersen
til Kvelstrup, som 1523 beseglede Frederik I’s
Haandfæstning. Hans Sønnesøn, Hr. Ulrik S.
til Kvelstrup (1552—1636), udmærkede sig som
Ritmester i Kalmarkrigen og blev belønnet med
den nyindstiftede Ridderorden af den væbnede
Arm. Blandt sidstnævntes 21 Børn skal nævnes
Oberstløjtnant Tyge S. til Kjærsholm
(1618—59), der faldt i Slaget ved Nyborg, og
Generalmajor Anders S. til Kvelstrup (1620—77),
Slægtens sidste Mand. Denne deltog i Wismars
Belejring og førte 1676 som
Næstkommanderende venstre Fløj i Slaget ved Lund, idet
Overgeneralen, C. Arenstorff, personlig var
Højstbefalende. Arenstorff blev dødelig saaret, og
Kampen endte med venstre Fløjs Nederlag. Skønt
A. S. var en af de sidste, der gik tilbage, blev
han dog gjort til Syndebuk og af en Krigsret
dømt fra Ære, Liv og Gods, en Dom, der dog
formildedes til Charges Fortabelse. Inden et
Aar var omme, døde han af Græmmelse.
P. B. G.
Sandberg [’sandbærj], Algot Gustaf
Oskar, sv. Forf., f. 3. Marts 1865 i Sthlm,
Student 1884, derefter Journalist og Redaktør;
efter et Ophold i Amerika har han dog næsten
udelukkende skrevet Romaner og Skuespil.
Bl. hans mange Romaner kan nævnes »Edit
Vinge« (1907), »Solöga ell. Svenskarna i
Delaware« (1909), »Bland Guldgrävare och indianer«
(1911), »Bruna ögon och blå« (1916). Hans
dramatiske Værker er mere svenske i Indhold og
Tone, og navnlig har han et særligt Greb til at
fange Stockholmerkoloriten ind i sine Skuespil,
og dette har ogsaa præget hans senere
Romaner. Bl. hans Skuespil kan nævnes »33,333«
(1911), »Silkestrumpan« (s. A.), »Arnold Alling«
(1917) samt hans Dramatisering af »Gösta
Berlings saga«.
O. Th.
Sandberg [sanbærg], Einar, norsk Maler,
f. 17. Oktbr 1876 i Fredrikstad. Han begyndte
1900 sin kunstneriske Uddannelse som Elev af
Joh. Nordhagen’s Raderskole i Oslo. Var
samtidig Elev af den kgl. Kunst- og
Haandværksskole i Oslo samt af Erik Werenskiold. Fra
1903—05 var han to Vintre Elev af Zahrtmann’s
Malerskole i Kbhvn. Senere har han boet i
Oslo samt om Sommeren i Gudbrandsdalen, hvis
Natur særlig har fængslet ham. Har nu (1925)
i en Aarrække boet paa Lillehammer, hvis
Omgivelser særlig danner Motiv for hans
Landskabskunst. Vinteren 1909—10 var han Elev af
Henri Matisse i Paris. Som den følsomme og
paa samme Tid kraftfulde Kolorist han er,
hører han bl. de betydelige yngre Kræfter i
norsk Kunst. Han maler Landskaber og
Figurer, mest Landskaber. Han udstillede paa
Statens aarlige Udstillinger i Oslo 1901—03 og
1905—10 samt senere og afholdt Separatudstilling i
Oslo Kunstforening Marts 1909, i
Kunstnerforbundet Febr 1912 og paa Jubilæumsudstillingen
i Oslo 1914. Billeder af ham findes i Rasmus
Meyer’s Samling i Bergen samt i Kunstmuseet
i Oslo.
C. W. Sch.
Sandberg [’sandbærj], Gustaf, sv.
Billedhugger, f. 1876, har særlig vundet Navn ved
smukke dekorative Arbejder, som han —
ligesom Broderen — har udført for Sthlm’s
Stadshus; i øvrigt har han været stærkt sysselsat
med »anvendt Kunst«, Arbejder i Porcelæn
(Relieffet »Till Sagolandet« [1920] etc.),
Kirkegaardsskulptur m. v., Værker i drevet Kobber (som
»Barnehoved« [1921]). Ogsaa Portrætbuster og
større Værker, f. Eks. den store nøgne Figur i
Forhallen til Göteborg-Udstillingen 1923, paa
hvilken Udstilling S. ogsaa var repræsenteret
med andre Værker.
A. Hk.
Sandberg [’sandbærj], Johan Gustaf, sv.
Maler, f. 13. Maj 1782 i Sthlm, d. 26. Juni 1854
smst. S. fik en ret tarvelig Undervisning paa
Akademiet; Elevforholdet til den ældre Breda
synes dog at have været af varig og højnende
Indflydelse, maaske især i almendannende
Retning. Han blev agré paa »Kristi Opstandelse«;
malede 1811 det dygtige »St Nikolaus redder et
Skib«, var med til, i Opposition til Akademiet,
at danne »Sällskap for konststudium« og viste
paa Göta-Forbundets Udstilling 1818 med
Udkastet til »Valkyrierne« (1820 i Olie, Säfstaholm)
rige Muligheder som Dyrker af »nordisk«
Kunst. Men han gled snart ind paa
hævdvundne Baner og malede talrige anekdotemæssige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
