Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sandsten, kunstig - Sandstraaleblæser - Sandstrøapparat - Sandström, Anna Maria Karolina - Sandsvale
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hærdningen med Stenhuggerværktøj, er man naaet til
at fremstille meget skuffende Efterligninger af
Natursten, og en saadan Efterbehandling er
forholdsvis billig, da alle Fremspring og
Ornamenter er dannede ved Støbningen, saa der
kun bliver Tale om en ren
Overfladebehandling. Slige Kunststen er mere vejrfaste end
mange naturlige S. og har en mere konstant
Knusningsstyrke, saaledes at man kun behøver
at regne med en Sikkerhedskoefficient af 5—10.
Prisforskellen vokser naturligvis med
Ornamenternes Rigdom, saaledes at de kunstige Sten
undertiden kun koster 1/8—1/10 af, hvad
Naturstenene koster. Ved plane Flader er Fordelen
ved at anvende de kunstige Sten bet. ringere.
Ved Vaadstøbning faar man en glat og død
Overflade, idet Cementslammen lægger sig
dækkende over Sandskornene, og efterhaanden
danner der sig i Overfladen et skæmmende,
spindelvævsagtigt Net af Svindridser.
Saadanne Flader maa behugges for at se godt ud.
Vil man have en ridsefri og sandstensagtig
Overflade uden Behugning, maa Genstanden
fremstilles ved Tørstampning, og dette bruges
ofte til Hegnsstolper o. l., idet Mørtlen i øvrigt
fremstilles af alm. Sand. Undertiden afvaskes
Genstanden med Saltsyre, der opløser
Cementen og fremhæver den kornede Struktur. Til
Rygningsornamenter, der skal ligne S., bruges
en Mørtel af 1 Maal Cement, 1 Maal Sand og
1 Maal Stenpulver ell. Jordfarve for
Overfladens Vedk., medens Bagmassen bestaar af alm.
Mørtel 1 : 4. Fladerne fremstilles gerne riflede,
ligesom, naturlige S., og Stampningen sker i
Gipsforme.
Støbte Flader har dog altid et dødt Præg;
vil man fjerne dette, maa Stenene behugges,
hvilket naturligvis fordyrer dem, men til
Gengæld er det muligt at opnaa en skuffende
Lighed med Natursten.
Til Fremstilling af kunstig S. bruges ofte
særlige Mørtelstoffer som Terra nova (tysk)
og Porfyrit (svensk), hvis Sammensætning
hemmeligholdes, men som formentlig er en
Blanding af lys Cement, hydraulisk Kalk og
knust Kalk- ell. S. Det forhandles som et tørt
Pulver, der, blandet med Vand, er færdig til
Brug. Det udmærker sig fremfor Cementmørtel
ved sin varme Farve og ved ikke at faa
Svindridser. Overfladebehandlingen er noget forsk.;
Afsyring bruges sjældent; det almindeligste er
at kradse Overfladen op med en Stump
Savblad, naar Mørtlen er størknet, men det
smukkeste Resultat opnaar man ved efter fornøden
Hærdning at hugge Overfladen op med
Krushammer ell. Skaarerjern. Materialet bruges
ikke blot i Overfladen af fabriksstøbte
Dekorationssten, Balustrer o. l., men ogsaa som Puds
paa Betonkonstruktioner. Ofte indblandes et
Fedtstof, hvorved Mørtlen bliver vandskyende,
saa den ikke indsuger det snavsede Regnvand,
men holder sig ren. Derved forøges ogsaa
Gennemtrængeligheden for Luft, forudsat
Overfladen kradses op, thi glattes Overfladen,
lukkes Porerne fuldstændig, saa Bagmassens
Porøsitet ikke kan gøre sig gældende; den
Fedtstofmængde, som normalt tilsættes, fordobler
Luftgennemtrængeligheden.
E. Su.
Sandstraaleblæser, se Sandblæsning.
Sandstrøapparat kaldes saadanne
Indretninger paa Lokomotiver, Sporvogne o. l.
Køretøjer, hvorved Føreren er i Stand til at bestrø
Skinneoverfladen med Sand og derved forøge
Friktionen mellem Skinne og Hjul; det
anvendes særlig under Igangsætning for at forhindre,
at Hjulene skal »spille« (ɔ: dreje rundt paa
Stedet) i Reglen som Følge af »fedtede« Skinner,
ell. under Bremsning for at undgaa, at Hjulene
»kører i Slæde« (ɔ: glider i St f. at rulle) hen
ad Skinnerne. Den simpleste Form for S. er
een ell. fl. Sandkasser (se Lokomotiv,
S. 990), fra hvis Bund Sandrør fører ned til
Toppen af Skinnen lige foran de paagældende
Hjul; Føreren øser da Sandet fra Kassen ned i
Røret. Paa Lokomotiver lukkes Røret som
Regel med en Ventil ell. Klap, der manøvreres ved
Hjælp af det saakaldte Sandkassetræk
fra Førerhuset; Sandkasserne kan paa
Lokomotiverne anbringes oven paa Rundkedlen (for at
tørre Sandet) ell. nede paa Barrièrepladerne.
S. kan endvidere drives mekanisk, ved Damp,
ved Trykluft ell. ved Vand, og der findes
mange forsk. Konstruktioner. Af de mekaniske
S. kan nævnes Helmholtz’s, hvor en fra
Styringen ell. Drivværket drevet Snekke sætter
Sandet i Bevægelse, og Haas’, hvor et
Dampstempel, der faar Damp fra den ene Ende af
en af Dampcylindrene, bevæger Sandet. Damp-
ell Luft-S. er baseret paa Injektorprincippet,
idet Damp-, henh. Trykluftstraalen suger
Sandet med sig; man behøver altsaa kun at aabne
for Dampen ell. Trykluften gennem en Hane
ell. en Ventil; disse S. fordrer, at Sandet er
absolut tørt. Til Damp-S. hører
Gresham-Hardy’s og til Trykluft-S. Brüggemann’s,
Leach’s og Lentz’s System. Endelig skal
nævnes Lambert’s S., ved hvilket
Lokomotivføreren ved at aabne en Hane kan lede
Kedelvand gennem en Rørledning til Sandkassen,
i hvilken Røret forgrener sig i en Del mindre
Rør; Vandet blandes her med Sandet, saa det
som en Vælling løber ned gennem Sandrørene
og flyder til sidst ud paa Skinnerne foran
Hjulene.
G. K.
Sandström, Anna Maria Karolina,
sv. Pædagog og Redaktør, f. 3. Septbr 1854 i
Sthlm, hvor hun uddannedes til Lærerinde og
1883 stiftede »Anna Sandström’s skola«. I de
første Aar maatte denne kæmpe med store
Vanskeligheder, fordi den lededes efter nye
Principper, men efterhaanden trængte den dog
saaledes frem i det pædagogiske Omdømme, at
der 1900 kunde oprettes »Anna Sandström’s
lärarinneseminarium«; begge disse
Institutioner har vundet sig et godt Navn og uddannet
mange Elever. Ved Siden af og til Dels som
Program for sit store pædagogiske Arbejde har
hun dels under Mærket Uffe, dels under Navn
skrevet forsk. Indlæg og Bøger, af hvilke maa
fremhæves »Realism i undervisningen eller
språkkunskap och bildning« (1883),
»Kvinnoarbete och kvinnolycka« (1896), »Modern
romantik och etik« (1898), »Natur- och arbetslif i
svenska bygder«, I—II (1908—10). Desuden
startede hun Tidsskriftet »Verdandi«, som hun
stadig redigerer.
O. Th.
Sandsvale, d. s. s. Digesvale (Hirundo
riparia), se Svaler.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
