- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XX: Renden—Schinkel /
923

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sankey, Ira David - Sankhya

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

kristelige Foreninger for unge Mænd. Gennem en
Aarrække fulgte han Moody rundt omkring i
Amerika og Europa. Moody prædikede, og S.
sang sine Sange, til hvilke han sædvanlig selv
havde lavet baade Tekst og Musik. Teksterne er
for største Delen senere blevne oversatte paa
andre Sprog. Hans Syn var svagt, og 1903 blev
han helt blind.
A. Th. J.

Sankhya er Navnet paa et gl.
dualistisk-ateistisk filosofisk System i Indien. Navnet S.
er afledt af Sanskrit sankhya, 1) Tal, 2)
Undersøgelse, Overvejelse; det synes derfor
nærmest at skulle betyde »Spekulation ell.
spekulativ Filosofi«, medens andre vil opfatte det i
Bet. »den tællende Filosofi« efter Systemets
Opstillen (Optællen) af 25 Grundprincipper.
Sankhyafilosofien er sandsynligvis opstaaet i
Nordindien i meget tidlig Tid, og skønt man ikke
finder Spor deraf i Veda-Litteraturen og de
ældre Upanishader, saa synes dog i det
mindste Spirerne dertil at være ældre end
Buddhismen, og de yngre Upanishader viser
gennemgaaende Overensstemmelse dermed. Mange har
ment, at Buddhismen m. H. t. sit filosofiske
Grundlag ligefrem er baseret paa S., men
Sandheden er vel den, at de religiøse og filosofiske
Skoler i Indien alle er byggede paa en hel Rk.
almenindiske Forestillinger, hvis historiske
Oprindelse ikke lader sig dokumentere, og som
hver for sig ikke kan siges at være et enkelt
Systems Særeje. Saadanne almen-indiske
Forestillinger er Læren om Sansara, det evige
Kredsløb baade i Naturen (med de deri værende
levende Væsener) og m. H. t. det kosmiske (jfr
Brahmanisme og Indisk
Kosmologi
), fremdeles Antagelse af Himmel og
Helvede, der ligesom selve Jorden er
Opholdssteder for levende Væsener, som alle er
medindbefattede i samme Kredsløb, og endelig Læren
om Karman ell. Gerningen som den evige
Aarsag til den endeløse Fornyelse af
Eksistensen. Paa disse Forudsætninger bygger da
Sankhyafilosofien sin Livsopfattelse, der mere end
noget andet System er pessimistisk i
Grundtonen: alt bevidst Liv er Lidelse, selv de
tilsyneladende Glæder og Nydelser; Døden er ingen
Befrielse, thi den medfører blot ny
lidelsesfulde Tilværelser. Det, som det gælder om, er
at gøre Ende paa Sjælens Vandring fra Liv til
Liv, og hertil hjælper verdslige Midler ikke;
Ofringer og Tilbedelse af Guder forkastes som
unyttigt, ja snarere skadeligt, idet den blotte
Slagtning af et Offerdyr forøger Skylden. Den
eneste Hjælp faas af Filosofien, som fremmer
Erkendelse; den absolutte og rene Erkendelse af
den Sandhed, at den aandelige Sjæl er komplet
væsensforskellig fra det materielle, er den
eneste Vej til at slippe ud af Kredsløbet, og denne
Erkendelse kan vindes af enhver, der vil stræbe
efter fuldstændig Koncentration af Tænkningen
og derved fjerner de Hindringer, som kommer
af Sjælens Forbindelse med det materielle.
Dette sker teoretisk gennem Belæring
(çravaņa), Refleksion (manana) og ihærdig
Meditation (nididhyasana), og Erkendelsens
Kilder ell. Metoder er dels den umiddelbare
Perception (pratyaksha, dŗshţa), dels
Konklusion (anumana), dels Autoritet
(aptavacana); i Praksis lægges ikke saa
megen Vægt paa moralske Fortjenester som
paa Ligegyldighed over for Verden (viraga);
man skal erkende alle Tings Værdiløshed,
hvoraf maa følge en frivillig Forsagelse. Idet
Sankhyafilosofien fastholder dette Dogme om
Tilværelsen som Lidelse, nægter den konsekvent
Tilværelsen af en evig Gud og Skaber
(nityeçvara) og er altsaa ateistisk (niriçvara);
thi fra et modsat (teistisk) Standpunkt vilde
Lidelsen være et uløseligt Problem. S. er
endvidere i sin Kosmologi dualistisk, idet den
antager to evige opr. Principper, indbyrdes
komplet væsensforskellige og ikke afledte af noget
fælles: den uendelige Materie (prakŗti ell.
pradhana) og de talløse Sjæle (purusha);
begge skal forestilles som reelt eksisterende fra
Evighed af, og her bliver derfor ikke
Spørgsmaal om Ikke-Væren, som i den ældre Filosofi.
Paa Forholdet mellem Sjælene paa den ene Side
og Materien paa den anden Side opbygges hele
Systemet, idet der opstilles 25 Hovedprincipper
(tattva) ell. Grundelementer, hvortil man
kommer ved Analyse af hele Tilværelsen. Det
første af disse tattva’er er prakŗti, en
Slags finere Urmaterie (Kaos), hvoraf de flg. 23
er udviklede. Denne Urmaterie er opr.
avyakta (uudviklet, udifferentieret) og uden
Bevidsthed, men indeholder 3 konstituerende
Bestanddele i uadskillelig Blanding, de saakaldte 3
guņa’er (egl. »Strenge«, som Strengene, hvoraf
et Reb er spundet): sattva, rajas, tamas,
ɔ: Godhed, Lidenskab og Mørke. Disse 3
Elementer danner ikke blot Urmaterien, men
gennemtrænger alt i den eksisterende Verden, blot
i forsk. Blandinger, men i Modsætning til andre
filosofiske Systemer opfattes de her ikke som
blotte Egenskaber, men som Stoffer. »Mørke«
er altsaa en virkelig Substans og ikke den blotte
Negation af Lyset. I Sankhyafilosofien er det
disse 3 Stoffer, som betinger Forekomsten af
Glæde, Smerte og Ligegyldighed i Tilværelsen.
Læren om de 3 guņa’er er sikkert først udviklet
af Sankhyafilosofien og derfra gaaet over i den
øvrige indiske Filosofi (se Bhagavadgita
og jfr Guņa). Af Urmaterien fremgaar ved
Selv-Evolution (2) buddhi (Intellekt), (3)
ahankara (Subjektivitet ell. Bevidsthed),
samt (4—8) de 5 tanmatra’er (egl. »kun
delte«), et Slags finere, absolut rene og
ublandede Grundstoffer for Lyd, Berøring, Farve,
Smag og Lugt: i Forbindelse hermed kommer
(9—13) de 5 Sanseorganer (ell. Evnerne til at
høre o. s. v.), og (14—18) de 5
Sansevirksomheder (Høren, Griben o. s. v.), der alle har
(19) manas (Tænkningen) som Centralorgan;
endelig (20—24) de 5 grovere sanselige
Elementer (Æter, Luft, Ild, Vand, Jord), der er
ligesom Ledere for Lyd, Berøring, Farve, Smag og
Lugt, hvoraf de er opstaaede. Æteren bærer
Lydbølgerne; Luften har samme Egenskab, men
kan tillige føles; Ilden kan føles, men tillige
ses o. s. v. Alle disse 24 tattva’er er materielle,
virkelige Stoffer, men de bliver først sanselige,
naar de optræder i den rette Blanding i Form
af de 5 grovere Elementer; det eneste virkelig
immaterielle er (25) purusha (det aandelige
Selv ell. Sjælen), der oprindelig er ubevidst,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Wed Dec 20 20:02:31 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/salmonsen/2/20/0955.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free