Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sanser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Irritamenter af fremmed Art (»inadæquate«) nødvendige
for at irritere Sanseorganet. En ikke særlig
varm Flade vil ved Berøring med Huden kun
irritere Hudens Varmepunkter og
Trykpunkter. Først naar Varmen er meget høj, vil
desuden Smertesansens Modtagerorganer
(»Receptorer«) i Huden irriteres og muligvis ogsaa
Kuldesansens (der er Lighed mellem den
brændende Fornemmelse og Fornemmelsen ved
Berøringen af meget kolde Genstande). For sine
adæquate Irritamenter er et Sanseorgan meget
følsomt. Forsøg har f. Eks. vist, at Nethinden
i det menneskelige Øje er c. 3000 Gange saa
følsom over for Lyspaavirkning som den
fotografiske Plade. Men kommer Irritationen i
Stand, bliver Fornemmelsen den samme, hvad
enten Irritationen har været den adæquate ell.
en fremmed, inadæquat.
Et Sanseorgan forbindes ved sensoriske
Nerver med Centralnervesystemet, og irriteres
Sanseorganet, ledes Irritationen gennem disse
Nervebaner til Centralnervesystemet. En
Sansefornemmelses Art synes udelukkende at
afhænge af den Del af Centralnervesystemet, — ell.
rettere den Del af Storhjernens Barksubstans,
— som Irritationen ledes til gennem
Sansenervebanerne, men Fornemmelsens Art synes
at være uafhængig af, om Sansenerven er
paavirket paa normal Maade gennem sit
Sanseorgan, ell. om Nerven er irriteret paa Vejen
mellem Sanseorganet og Centralnervesystemet.
Nogle Nervetraade fra Smagsnerven løber paa
deres Vej fra Tungen til Hjernen i en
Nervegren (Chorda tympani), som passerer gennem
Trommehulen i Mellemøret. Hvis denne
Nervegren i Mellemøret irriteres mekanisk ell.
elektrisk, fremkalder det en Smagsfornemmelse.
Det er altsaa Centralnervesystemet, som
»analyserer«, gennem hvilken Sansenerve en
Irritation kommer, og Fornemmelsens Art afhænger
af Resultatet af Centralnervesystemets
»Analyse«. Selve de Forandringer, der foregaar i
Nerven under Ledningen, synes ikke at være
karakteristiske for Paavirkningens
Oprindelsessted ell. Art. Al Nerveledning antages at være
ens. Analysen foregaar i Centralnervesystemet, i
Denne Regel er først iagttaget og beskrevet af
den tyske Fysiolog Johannes Müller (1843) og
kaldes ofte med et meget uheldigt Navn for
»Müller’s Lov om Sansernes specifiske Energi«.
Joh. Müller benyttede ikke Ordet »Energi« i
den Bet., hvori Fysikken nu anvender det, men
omtr. i samme Bet. som Ordet »Egenskab«.
Naar man paavirker et Sanseorgan med to
Irritationer af forsk. Styrke, vil de to
Sansefornemmelser, som fremkaldes, kun opfattes som
forsk. stærke, naar Forskellen mellem
Irritationerne er over en vis Størrelse. Dette er et
Maal for Sanseopfattelsens Finhed. Svage
Irritationer behøver kun at være mindre
indbyrdes forsk. end stærke, for at Forskellen skal
opfattes. Den saakaldte »Weber’ske Lov« giver
en kvantitativ Regel for dette Forhold. Efter
denne Lov maa den Størrelse, hvormed
Paavirkningen skal forøges, for at der netop skal
være Forskel i Fornemmelsen, være en
konstant Brøkdel af Paavirkningens Størrelse. Hvis
man f. Eks. lige akkurat kunde mærke Forskel
paa Fornemmelsen ved at løfte to Vægte paa
10 g og 11 g, saa maatte en Vægt paa 100 g
forøges til 110 g, inden Forskellen paa
Fornemmelsen ved at løfte disse to Vægte kunde
mærkes. Weber’s Lov gælder dog kun for visse
Omraader af Sansefornemmelser.
I Dyreforsøg er det lykkedes den russiske
Fysiolog Pavlov at maale Finheden af Dyrs
Sanser ved Hjælp af de saakaldte »betingede
Reflekser«. Giver man en Hund et Stykke Kød,
vil dens Spytkirtler begynde at afsondre Spyt.
Hvis man i lang Tid lader en bestemt Tone
lyde, hver Gang man giver denne Hund et
Stykke Kød, vil man til sidst naa saa vidt, at
Hundens Spytkirtler begynder at secernere,
ogsaa naar man alene frembringer den bestemte
Tone uden samtidig at give Hunden Kød. Dette
er den »betingede Refleks«. Frembringer man
nu en anden Tone (uden at give Kød), vil
Hundens Spytkirtler ikke secernere, hvis den anden
Tone er saa forsk. fra den første, at Hunden
kan høre Forskel. Paa denne Maade er det
f. Eks. fundet, at Hunde har Vanskelighed ved
at se Forskel paa Farver, men ikke ved, at høre
Forskel paa Toner.
Antallet af forsk. Sanseorganer, og dermed af
forsk. Sanser, er forsk. hos de forsk.
Dyregrupper. I den sammenlignende Fysiologi benyttes
ofte Betegnelsen »Receptorer« i St f.
Sanseorganer. Hos lavere Dyr spiller ofte
Receptormekanismer for kemiske Forandringer i
Omgivelserne en stor Rolle for Dyrene. Disse
Receptormekanismer antages at svare til de
højere Dyrs Lugt ell. Smag. Primitive
Receptorer for Lyspaavirkning findes selv hos meget
lavtstaaende Dyr (f. Eks. hos Koraldyr som
Søanemonen). Egl. Høreorganer synes at være
mindre udbredte. Selv Hvirveldyr som Fisk
synes ikke at have Lydreceptorer.
Antallet af S. hos Mennesket er ikke som
tidligere antaget fem (Syn, Hørelse, Lugt, Smag,
Følelse), men langt større. Det indre Øre
indeholder f. Eks. ikke alene Receptorer for
Lydbølger (Høresansen), men desuden et særligt
Sanseapparat (»Forgaarden« og »Buegangene«),
der er Receptororgan for »Ligevægtssansen«,
gennem hvis Sanseindtryk Organismen opfatter
sin Stilling og sine Bevægelser i Rummet.
Ligevægtssansen er meget udbredt i Dyreriget;
Organer for denne Sans er baade paavist
anatomisk og eksperimentel-fysiologisk, f. Eks. hos
Krebsdyr. »Følesansen« bestaar i Virkeligheden
af mindst 4 forsk. Receptormekanismer eller
»Sanser« (se Følesans).
Foruden S., der er indrettede paa at irriteres
af Omverdenens Paavirkninger paa
Organismen (»Ekstero-ceptorer«), har de dyriske
Organismer Receptormekanismer (S.), der
paavirkes af Tilstande og Forandringer i
Organismens eget Legeme (»Intero-ceptorer«). Til
disse hører Receptorerne, som opfatter forskellige
Organers Virksomhedstilstand
(»Proprio-ceptorer«). Meget vigtige er de Receptororganer i
Musklerne, som opfatter Musklernes
Bevægelsestilstand og Muskelkonstruktionens Styrke (se
Muskelsans) ell. Leddenes Receptorer, som
opfatter Leddenes Stiling. Til denne Gruppe
maa formodentlig regnes Receptorerne for de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
