Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sarti, Giuseppe - Sarto, Andrea del
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
senere Christian VII. 1765—68 var S. borte,
rimeligvis i Italien, men vendte atter tilbage til
Kbhvn, avancerede til Overkapelmester og satte
Musik til de første danske Syngestykker
(»Soliman II«, 1770, »Tronfølgen i Sidon«, 1771, senere
til »Deucalion og Pyrrha«, »Aglaë ell. Støtten«,
»Kærlighedsbrevene«), alt imedens han fortsatte
med sine ital. Operaer og komponerede smaa
fr. Syngestykker for det fr. Hofteater. For Kbhvn
har S. af ital. Operaer komponeret henimod en
Snes Stykker, hvoraf navnlig Il Ciro riconosciuto
(1754, trykt, tilegnet Frederik V) og Didone
abbandonata (1763) særlig berømmes p. Gr. a.
deres Melodirigdom. 1770 steg han endnu højere
i Magt og Myndighed, idet han som Direktør
overtog Nationalteatret, »den kgl. danske
Skueplads«, i Entreprise. Det gik ham dog uheldig,
med ret betydelige Tab maatte han trække sig
tilbage efter to Sæsoners Forløb. Hos Kongen,
Christian VII, stod S. dog stadig i høj Gunst,
og der nedsattes en Kommission for at ordne
hans ødelagte Pengeforhold. Imidlertid havde
S. forsøgt at hjælpe sig selv ved at benytte sin
Indflydelse ved Hoffet til for Penge at skaffe et
Par ivrige Embedssøgere fra Norge de attraaede
Ansættelser. Sagen blev opdaget og vakte stor
Skandale, da en Mængde Personer var
indviklede i Affæren. Ved Kommissionsdommen 1775
blev S. dømt til at have Bestilling og Gods
forbrudt, men blev benaadet med Landsforvisning.
S. drog tilbage til Italien, blev først Direktør for
Konservatoriet Ospedaletto i Venedig som
Efterfølger af Sacchini, og senere 1779—84
Kapelmester ved Domkirken i Milano. Fra denne
Periode stammer S.’s Navnkundighed som
Operakomponist, Operaerne Le gelosie villane,
Farnace, Fra due litiganti il terzo gode, Giulio
Sabino, Dorina etc. 1784 steg hans Stjerne endnu
højere; han kaldtes til Petrograd som
Hofkapelmester, hvor han stod i stor Yndest hos
Katharina II, faldt vel en Tid lang i Unaade, men
vendte atter tilbage, blev ophøjet i Adelsstanden
og indrettede et ital. Konservatorium i
Jekaterinoslav. Af Helbredshensyn forlod han Rusland
1802 for at rejse til sit Fædreland, men døde
undervejs i Berlin. Tallet paa S.’s samtlige
kendte Operaer løber op til langt over halv
Hundrede, dertil kommer en stor Mængde
Kirkemusik, deriblandt et russisk Tedeum og
Salmer, Instrumentalværker, et Rekviem over
Ludvig XVI af Frankrig, etc. (Litt.: V. C.
Ravn i »Biogr. Leks.«, XVI; C. Thrane i
»Sammelbände der internat. Musik-Gesellsch.«,
1902, III; Findeisen i »Musikal.
Altertümer« [Petrograd 1903]; G. Pasoloni, G. S.
[Firenze 1883]).
A. H.
Sarto, Andrea del, egentlig Andrea
d’Agnolo di Francesco, kaldet S. efter
sin Faders Haandværk (denne var Skrædder),
ital. Maler, f. i Firenze 14S6, d. smst. 1531, var
Elev af den ganske ubetydelige Gian Barile,
derefter af Piero di Cosimo; men den væsentligste
Indflydelse paa hans Kunst fik Fra
Bartolommeo for Kompositionens og Michelangelo for
Formens Vedkommende. — S. betegner
Kulminationen af florentinsk Malerkunst:
uovertræffelig er hans Billeders vægtige og mægtige
Holdning, hans Figurers storladne og brede
Form, men størst er S. dog som Kolorist; han
er der ikke blot den florentinske Kunsts absolut
mest fremragende Maler, men en af Verdens
største Farvekomponister; hans Farvers bløde
harmoniske Sammenstemthed, deres
gennemsigtige Klarhed og dybe Fylde er af den
vidunderligste Skønhed
og Duft. Men
trods alle disse
rige Egenskaber
vil S. ikke
synes os at høre
til de
Renaissancemestre, vi
elsker mest.
Der fattes i S.’s
Kunst det Præg
af en
Personlighed, der staar
inde for og
overbeviser om
sin Kunsts
indre Sandhed
og Indhold,
der mangler
Præget af, at
ban har haft højere Maal end netop sin
Kunsts Midler: den skønne Skal savner alt for
ofte Kerne, det sjælelige Indhold i hans Billeder
er i Reglen sørgelig tomt og fladt. — S.’s
Hovedværker findes i hans Fødeby, hvor hans
Virksomhed hovedsagelig fandt Sted, og hvor
han 1508 optoges i Gildet og c. 1513 ægtede
Lucretia del Fede, hans Livs onde Aand (Vasari).
1518 indkaldte Frants I ham til Frankrig, men
knap 2 Aar efter søgte han Orlov til at drage
paa Besøg til Firenze. Han aflagde Ed paa at
vende tilbage til Frankrig, men han vendte
aldrig tilbage, og de Summer, som Frants I
havde overgivet ham til Indkøb af ital.
Kunstværker, forødte han selv. — Af hans Arbejder
skal nævnes de mægtig virkende Fresker (i S.
Annunziata) med fem Scener af den hell. Filippo
Benizzi’s Liv (delvis af andre Malere), hertil
slutter sig »Kongernes Tilbedelse« og det
kostelige »Maria’s Fødsel«, et Værk, der i sin
mageløse storladne Monumentalitet og i sin rige
Farveskønhed er Kronen paa dette af
florentinsk Kunst saa ofte behandlede Emne. Ikke
mindre magtfulde virker de brunt i brunt malte
Fresker af Johannes Døberens Historie (Scalzo,
1511—26; her ogsaa de fire Kardinaldyder),
Nadveren (S. Salvi ved Firenze), det eneste
Nadverbillede, der »paa lang Afstand tør nærme
sig Lionardo’s« (Burckhardt), uden dennes dybe
Aand, men med Aposteltyper af en hos S.
sjælden vægtig og enkel Karakterfuldhed, endelig
hans Mesterværk som Freskomaler, den i
Komposition, Form og Farve lige fuldendte — og
ganske sjælløse — Madonna del Sacco (S.
Annunziata). Som de betydeligste af S.’s
Staffelibilleder fremhæves Bebudelsen, den unge
Johannes Døber, Korsnedtagelsen, Pietà, Disputa della
Trinità (alle i Pal. Pitti), Madonna med
Johannes Evangelisten og den hellige Franciscus
(Madonna dell’ Arpie), hans herligste Komposition
 |
| A. del Sarto. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
