Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Saturn
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Solen paa hver sin Side og vender den af Solen
ikke belyste Side mod Jorden, vil vi heller ikke
kunne se Ringen, men det kan hænde, at
Ringens Skygge paa S. er synlig som en tynd sort
Stribe. Dette vil vare højest 4 1/2 Maaned. Nu er
imidlertid Periferien af S.-Banen = 9,5. π =
30 Jordbanediametre og Omløbstiden af S.
henved 30 Aar. Ringplanet vil følgelig behøve et
Aar om at gennemløbe hele Jordbanens
Diameter. Følgen heraf vil da blive den, at omkr.
den Tid, da Ringplanet gaar gennem Solen, vil
det hænde 1 ell. 3 Gange, at Ringplanet gaar
gennem Jorden, hvorved Ringen ses ret fra
Siden, og derved bliver usynlig. (Hænder det, at
Jorden er i det Punkt af sin Bane, hvor
Ringplanet forlænget tangerer Jordbanen, og dette
finder Sted samtidig, vil Ringen forsvinde, men
Jorden gaar da ikke gennem Ringplanet, men
holder sig paa samme Side af det. Undertiden
betegnes dette som, at Ringen er gaaet to
Gange gennem Jorden, men nogen Passage har ikke
fundet Sted). 1 Gang vil indtræffe, hvis S. er
i Nærheden af sin Konjunktion (Marts ell.
September) med Solen, naar Ringplanet gaar
gennem Solen. Dette hændte sidste Gang 1891 og
vil gentage sig 1937, 1950. Er S. derimod i
Nærheden af sin Opposition (Marts ell. September),
naar Ringplanet gaar gennem Solen, vil det
Tilfælde indtræffe, at Ringplanet 3 Gange gaar
gennem Jorden. Dette var Tilfældet 1921 og vil
gentage sig 1966 og 1980. Omkr. 7 Aar før og
efter, at Ringen er forsvunden, har vi den med
sin største Aabning; dette indtræffer for Tiden,
naar S.’s Opposition finder Sted i Juni ell.
December. Flytter Oppositionstiden sig fra Marts
til Juni (Septbr til Decbr), vil Ringen vise sig
med større og større Aabning, medens denne
aftager, naar Oppositionstiden gaar fra Juni til
Septbr (fra Decbr til Marts).
S.’s Ring blev opdaget af Galilæi 1610. Men
med sin svage Kikkert kunde han ikke erkende
den som en fritsvævende Ring, men opfattede
Tingen, som om Planeten paa hver Side havde
en Udvækst, og han bekendtgjorde sin
Opdagelse i flg. Udtryk: altissimum planetam tergeminum
observavi (»jeg har observeret den yderste
Planet tredelt«). Nogen Tid efter, i Decbr 1612, da S.
kom i den Stilling, hvori vi ser Ringen fra
Siden, blev den usynlig for ham; senere saa han
den vel igen, ligesom den blev iagttaget af
andre, men først 1655 lykkedes det Huygens at
give den rigtige Forklaring af Fænomenet. 20
Aar senere saa Cassini, at Ringen var dobbelt,
bestaaende af to koncentriske Dele, adskilte ved
en smal, sort Stribe (Cassini’s Deling). I Novbr
1850 opdagede G. P. Bond, at der inden for den
gamle Ring var en meget svagt lysende Ring;
nogen Tid efter, men før Nyheden havde naaet
den gl. Verden, blev denne saakaldte »mørke
Ring«, ogsaa kaldet Florringen (Crapringen),
der er saa svag, at Planetens lyse Overflade
kan ses tydelig igennem, uafhængig opdaget af
Dawes. Den var set allerede 1838 af Galle, men
Encke’s Beskrivelse er ikke fuldstændig klar.
Enkelte Forskere, som Antoniadi, har hævdet,
at denne mørke Ring ikke eksisterer, men kun
er Skyggen af Ringen paa S. Efter Maalinger
af Barnard og See har den yderste Ring en
ydre Radius af 138700 km og en Bredde af
17600 km, den midterste Ring en ydre Radius
af 117500 km og en Bredde af 28900 km;
Cassini’s Deling har altsaa en Vidde af 3600 km.
Den mørke Ring, som slutter sig umiddelbart til
den midterste, har en Bredde af 18000 km, og
der bliver saaledes et Rum af 9070 km’s Vidde
mellem den indre Kant af den mørke Ring og
S.’s Overflade. Ringens Tykkelse er c. 350 km.
Efter de angivne Dimensioner finder man, at
Ringen ikke vil være synlig fra S.’s Overflade
mellem Polen og 63°’s Bredde. I Ækvator vil
den vise sig som et smalt Bælte, gaaende fra
Ø. mod V. gennem Zenit. Mellem Ækvator og
63°’s Bredde vil Ringen vise sig som en bred
Bue paa Himlen og for samme Punkt altid
indtage samme Stilling. I henimod 15 Aar vil den
Dag og Nat blive belyst af Solen, i de næste
15 Aar vil den stadig være mørk og kun give
sig til Kende ved de Stjerner, som den
dækker for.
Nu og da ser man Forandringer paa Ringen,
til sine Tider dukker op for kort Tid en ny
Deling. Saaledes ser man i den yderste Ring af
og til den saakaldte »Encke’s Deling«. Ringens
Spektrum adskiller sig fra S.’s ved, at det
mangler det mørke Baand i rødt.
Den gunstige Stilling, S. indtog 1907 og 1921,
da Ringens Plan gik gennem Solen og Jorden,
blev benyttet af Iagttagere som Barnard til
nærmere at undersøge Realiteten af de
Beregninger, man har fra tidligere Dage om, hvad der
er blevet iagttaget under Ringens Forsvinden.
Allerede Messier havde nævnt, at han 1774
havde set symmetrisk paa begge Sider af S. to
Lyspunkter. Herschel bemærkede det samme 1789,
og han mente at kunne benytte disse til at
bestemme Ringens Rotationstid. Den Værdi, han
fandt, 10 Tim. 32 Min. 15 Sek., er senere gaaet
igen, trods man savner ethvert Kendskab til,
hvorledes Herschel kom til dette Resultat.
Schroeter saa Lyspunkterne igen 1803, og
genfandt Herschels Værdi for Rotationstiden, men
da han fandt, at de stadig havde den samme
Beliggenhed i Forhold til S., antog han i
Modsætning til Herschel, at de var solbeskinnede
Fjeldtoppe. Olbers fandt denne Forklaring lidet
rimelig og angav en anden Grund, som er taget
op igen af Barnard som Resultatet af, hvad
denne saa under den sidste Forsvinden af
Ringen. 1848 bemærkede Bond disse Lyspunkter,
og 1861 saa Trouvelot dem igen. Ringens
Forsvinden 1878 og 1891 fandt Sted under mindre
gunstige Forhold, og derfor blev der heller ikke
set noget svarende til, hvad man havde
iagttaget 1861 og tidligere. 1907 var Forholdene
omtr. de samme som 1848, og alle Iagttagere,
der har haft større Kikkerter til deres
Raadighed, har fulgt med stor Opmærksomhed
Ringens Forsvinden og Tilsynekomst. Barnard,
som havde Adgang til Nutidens største Kikkert,
har ogsaa leveret de nøjagtigste Maalinger af
disse Lyspunkters Beliggenhed. Som Resultatet
af sine Studier nævner Barnard, og dette blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
