- Project Runeberg -  Salmonsens konversationsleksikon / Anden Udgave / Bind XX: Renden—Schinkel /
1009

(1915-1930)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Saturæ - Satyr - Satyre Ménippée - Satyrer

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

rom. Skabning og blev senere efterlignede og
videre udviklede af andre Digtere, Horats,
Persius og Juvenal. Forsk. herfra var de saakaldte
S. Menippeæ, som først blev indførte af Varro
og har Navn efter den kyniske Filosof
Menippos. Disse var som de opr. S. af et blandet
Indhold og skrevne dels i Prosa, dels paa Vers;
foruden af Varro forfattedes denne Slags S. af
Petronius, Seneca og Martianus Capella.
H. H. R.

Satyr, se Satyrer.

Satyre Ménippée [sa’ti.r-meni’pe] (fr.),
saaledes kaldet efter en Bog af Romeren M.
Terentius Varro, som i den atter efterlignede den
gr. (kyniske) Filosof Menippos, er et politisk
Stridsskrift fra Slutn. af 16. Aarh. Det hidrører
fra en Kreds af parisiske Protestanter, der af
Fornufthensyn var gaaede over til Katolicismen,
og af besindige Katolikker, gode Hoveder af
Borgerstanden og den lærde Stand, nemlig
Jacques Gillot, Pierre Le Roy, Pierre Pithou,
Nicolas Rapin, Florent Chrestien og Jean
Passerat, og er rettet mod den kat. Liga, i et
Øjeblik, da dennes Magt var ved at brydes, da
Henrik IV havde afsvoret sin huguenottiske Tro
for at vinde Rigets Kongeværdighed, og da
Flertallet af Frankrigs Befolkning længtes efter
Afslutning paa Religionskrigen. Bogen gav
Liguisterne Naadestødet gennem sin Satire og var
saaledes en god Bistand for den ny Konge. I
en lunefuld Fremstilling ses her Ligaens store
Procession og dens Stændermøde, og en Række
af dens Hovedmænd præsenteres med
opdigtede Taler; af et enkelt Afsnit har Bogen faaet
sin opr. Titel La vertu du Catholicon, idet to
Kvaksalvere møder frem med et sp. Middel,
Catholicon, mod Frankrigs Lidelser, og priser
det i høje Toner, — Ligaen havde jo sluttet
Forbund med Spanien mod sine Fjender.
Bogen udkom første Gang i Tours 1594; senere
er den bl. a. udg. af Ch. Nodier (1824) og Ch.
Labitte (1841), bedst af Ch. Read (Paris 1876)
og Tricotel (2 Bd, smst. 1877—81), sidst af F.
Giroux. Den indtager en fremtrædende Plads
i den fr. Litt.’s Historie. (Litt.: F. Giroux,
La Composition de la s. M. [1904]).
E. G.

Satyrer [ell. sa’ty’rər], dæmoniske,
halvguddommelige Væsener, der hørte til Dionysos
Følge. Disse kaade og støjende Væsener, der
i Alm. tænkes af mandlig Skikkelse, hører
hjemme i Skovene og paa Bjergene, hvor de
færdes sammen med Nymferne og den øvrige
Thiasos. Hos Homer nævnes de ikke, men
jævnlig i senere Poesi, først hos Hesiodos, i et
Fragment, hvor der tales om Foroneus’ Afkom,
af samme Æt som Bjergnymfer og Kureter,
medens andensteds Hermes eller Silen
(Seilenos) nævnes som deres Fader. I Poesi og
Kunst spiller de en ret betydelig Rolle;
Satyrspillet var en længe yndet, særskilt
Kunstart ved Siden af Komedie og Tragedie, og der
er næppe noget Væsen, der oftere og paa mere
varierende Maade er fremstillet i Kunsten, ikke
alene i gr. og rom. Oldtid, men gennem
Renaissancen helt op til vor egen Tid. S. skildres
som lade og ikke videre modige, men tillige
kaade og livsglade Væsener; ofte bliver dog
Kaadheden til Frækhed og Livslysten til brutal
Sanselighed. Paa ældre Vasebilleder ses de
ofte i orgiastiske Danse (Sikinnis) med Nymfer
ell. andre. Ingen Kvinde, end ikke Iris ell.
selve Himmeldronningen, er sikker for dem.
I den ældre Figurfremstilling svarer deres Ydre
hertil. De er skæggede, senestærke Skikkelser,
som Dionysos selv; det dyriske er stærkt
understreget; Baaret er strittende, Ørerne spidse; de
har Braknæse og bagtil en kraftig Hale,
ligesom deres
Sanselighed ofte
ogsaa paa
anden Maade er
stærkt
fremhævet. De er
nærmest fjendtlige
over for
Menneskene og
indjager
Rædsel og Skræk,
hvis nogen
uforvarende
forstyrrer dem.
Men senere
fik S. hos
Attikerne, især
ved
Praxiteles’
Behandling, en mere
tiltalende
Karakter, og S.
bliver et af
Udtrykkene for
det skønne,
ungdomsfriske
Menneske. De
dyriske Træk
forsvinder
næsten helt,
endogsaa Halen.
S. fremstilles
nu som den unge, just helt eller næppe
helt fuldvoksne Yngling. Den ældre Type
beholdes samtidig, men bliver ændret og
forædlet og kaldes Silen. Efter Praxiteles’
Tid er den ungdommelige Type eneherskende;
dog ændres den senere igen noget i Retning af
det oprindelige, saaledes at
Dyrereminiscenserne træder mere frem. Denne Type er i senere
Kunst særdeles alm. ogsaa paa Vasebilleder.
Her ses ogsaa S.’s betegnende Navne: Sødvin,
Sanger, Sværmer, Stumpnæse, o. s. v. Om
Haaret bærer de Vinløv, over Skulderen et let
Dyreskind, medens de ellers er nøgne; i
Haanden holder de Thyrsos-Stav, Cymbler, Fløjte,
Kastagnetter. De ses jævnlig i Forbindelse med
Vintilberedningen, ell. de ses i Drikkelag, hvor
de ofte bukker under, hvorefter Følgerne
fremstilles. Kvindelige S. er saa at sige ukendte,
derimod haves en Rk. livfulde Fremstillinger af
Satyrbørn. I senere Tid bærer de ofte Horn
og Bukkeben og glider da sammen med Paner
og Panisker (unge S. kaldes Satyrisker);
hos Romerne identificeredes de med Faunerne.

Bl. de bevarede, talrige Satyrfremstillinger
er der en Rk. ensartede, der alm. betegnes som
den hvilende S. og antages at gaa tilbage
til Praxiteles’ Original. Den fuldstændigste

Fig. 1. Dansende, skægget Figur.
Fig. 1. Dansende, skægget Figur.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Mon Jul 4 09:03:54 2016 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/salmonsen/2/20/1041.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free