Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Scala (Privatteater i Kjøbenhavn) - Scala, della - Scalabrini, Paolo - Scalanova - Scalaria - Scald Law - Scaliger, Josef Justus
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Det ny Foretagende førte i de flg. Aar en
omtumlet Tilværelse, snart som Revy- og
Lystspilscene kaldet »National« (1888—91), snart som
Varieté, senest benævnet S., og hele
Etablissementet skiftede fl. Gange Besidder. 18.
Oktbr 1912 aabnede Direktørerne Frede
Skaarup og Emil Wulff S. med Revuen »Den
Traadløse« paa Plakaten, hvorved Teatret fik sin
nuværende Tone. Det blev Hovedstadens femte
store Privatscene, siden »Casino« aabnedes 1848.
En elegant og smagfuld Ombygning fandt Sted
1917, og fra medio Oktbr 1918 fratraadte E.
Wulff Direktionen, hvorefter den seneste Ejer,
F. Skaarup, overtog S. som Eneleder. 1925 er
Carl Alstrup, Oscar Stribolt, Henry Seemann,
Liva og Arne Weel Teatrets populære
Hovedkræfter. En aarlig Revy, ikke af aristofanisk,
men kosmopolitisk Art samt nogle
Udstyrsoperetter danner Repertoiret. (Litt.: »Scala«
[Kbhvn 1917]).
R. N.
Scala (lat. Scaliger), della, ital. Slægt,
der fra Midten af 13. Aarh. til henimod Slutn.
af 14. Aarh. regerede i Verona. Da Tyrannen
Ezzelino da Romano var falden, var det, at
Slægten fik Magten i Hænde: Mastino den
Æ. valgtes 1260 til Podestà, 2 Aar efter til
Capitano del Popolo; han, som i det hele
Scalaerne, var ivrig Ghibellin og fulgte Konradin af
Hohenstaufen paa hans Tog mod Karl af
Anjou; 1279 myrdedes han af sine guelfiske
Fjender. Hans Efterfølgere fik af de tyske Kejsere
Overherredømmet over Verona, Padua og
Treviso. Bl. disse er særlig berømt Can
Grande (1291—1329), Hersker fra 1312. Denne tapre
og dygtige Mand vandt adskillige Sejre over
Paduanerne, udvidede Veronas Landomraade
og beskyttede Lærdom og Kunst; at Dante
besøgte hans Hof, er dog ikke ganske sikkert.
Can udnævntes af Henrik VII til Statholder og
blev 1318 det lombardiske Ghibellinforbunds
Overhoved. Brodersønnen Mastino den Y.,
f. 1298, regerede fra 1329, d. 1351, var ogsaa
en fremragende Mand og en stor Erobrer;
Brescia, Parma og Lucca forenedes under ham
med Verona, men et Forbund imod ham
mellem Venedig og Firenze tvang ham til at afstaa
en Del af Erobringerne. Hans Sønner var ikke
i Besiddelse af hans Dygtighed og tilsatte ikke
lidt af Slægtens Magt; Laster og Brodermord
plettede i disse Aar dens Historie. Endelig
styrtedes Antonio della S. 1387 af Giovan
Galeazzo Visconti, Milanos Regent, og Aaret
derpaa blev han myrdet; hans Sønner søgte
forgæves 1406 at komme i Besiddelse af Verona
paa ny. Den sidste Ætling af Scala’ernes
Mandslinie døde 1598 i bayersk Tjeneste; men
Descendenter paa Kvindesiden findes endnu med
tysk Adelsnavn. Ved fl. prægtige Gravmæler i
Verona er Slægtens Navn knyttet til
Kunsthistorien. (Litt.: Litta, Famiglie celebri
italiane [2. Bd]; Spangenberg, Can I della
S. [Berlin 1892]; G. de Stefani,
Bartolommeo e Antonio della S., saggio storico [Verona
og Padua 1885]; Cipolla, Bricioli di storia
Scaligera [1889]).
(E. G.). E. M-r.
Scalabrini, Paolo, ital. Komponist
(1713—1803), Kapelmester ved Mingotti’s ital. Opera
i Kbhvn 1747, blev Aaret efter kgl. dansk
Kapelmester og spillede i de flg. 33 Aar en ikke
ringe Rolle i den danske Hovedstad. For en
Tid blev han rigtignok sat stærkt i Skygge af
den langt mere begavede Sarti, der endog (1755)
beklædtes med S.’s Kapelmesterværdighed. Men
efter Sarti’s Landsforvisning 1775 fik S. atter
denne Værdighed tilbage og lader ikke til at
have sat noget af sin Brugbarhed til i
Mellemtiden. Han dels komponerede, dels arrangerede
en Rk. ital. Operaer, komponerede Hofkantater
o. l. Festmusik, til Dels til danske Tekster, bl. a.
af Ewald et Passionsoratorium, endvidere de
danske Syngespil »Den belønnede Kærlighed«
(1758, oversat fra Italiensk), »Geniernes Fest«
(1760) og »Oraklet« (1776), endvidere —
mærkeligt nok — Musik til Wessel’s ital. Travesti
»Kærlighed uden Strømper« (1773). Efter sin
Hustru, Sangerinden Mellini’s Død drog han
1781 tilbage til Italien, hvor han døde i Lucca.
(Litt.: V. C. Ravn i »Musikforeningens
Festskrift« og »Biografisk Lexikon«; Overskou,
»Den danske Skueplads«, II og III).
A. H.
Scalanova [-’nåva] (tyrk. Kushadasy, gr.
Nea Ephesos), Havnestad i Vilajetet
Smyrna i Lilleasien, ved det ægæiske Hav over for
Samos, har en mod Sydstorme fuldkommen
beskyttet god Ankerplads og henimod 7000 Indb.
Gennem S. foregaar hovedsagelig Forbindelsen
mellem Samos og Fastlandet.
M. V.
Scalaria (»Vindeltrappe«), Slægt af
prosobranche Havsnegle, som har faaet Navn deraf,
at den glatte, taarnformet oprullede Skals
Vindinger er besatte med talrige Tværkøle eller
Lameller, som undertiden kan være meget
fremstaaende. Skalmunden er kredsformet uden
Udsnit for Aanderør og omgivet af en tyk
tilbagebøjet Kant. Laaget er hornagtigt, med
spiralformet Vækst. Dyret selv har en
indkrængelig Snabel og lange, sylspidse Følehorn, der
ved deres ydre Grund paa en svag Forhøjning
bærer Øjnene. Den fortil afstudsede Fod rager
et godt Stykke frem foran Hovedet.
Tungeraspen sammensættes af forlængede, i Spidsen
krogformede Tænder, der viser, at Dyret lever
af Rov. Slægten S. er i omtr. 150 Arter udbredt
over alle Have; med størst Artsantal optræder
den dog ved Antillerne (40 Arter); i de
nordiske Have findes et Par, c. 25 mm lange Arter.
De tropiske Arter har p. Gr. a. deres smukke
Skaller været meget yndede af
Konkyliesamlerne; en enkelt Art (S. pretiosa) har endog
fordum staaet i den svimlende Pris af 1000—2000
Kr Stk. Som fossil kendes Slægten allerede i
Troas. (Litt.: P. Fischer, Manuel de
Conchyliologie [Paris 1887]; S. Clessin, »Die
Familie der Scalariidæ« i Martini-Chemnitz
»System. Conchylien-Cabinet«, 2. Udg., Bd II,
Abt. 13 [Nürnberg 1897]).
(H. P. S.). C. M. S.
Scald Law [’skä£d-’£å.], se Pentland Hills.
Scaliger, Josef Justus, nedenn.’s Søn, fr.
Filolog, f. i Agen 4. ell. 5. Aug. 1540, d. i
Leyden 21. Jan. 1609. Han studerede i Bordeaux
og Paris klassisk og orientalsk Litteratur og
drev det til at beherske en stor Mængde Sprog.
Han foretog fl. Rejser, bl. a. til England og
Skotland, og virkede fl. Aar som Prof. i Genève,
men vendte, senere tilbage til Frankrig. 1593
blev han kaldet til Prof. i Leyden, hvor han
forblev til sin Død. Som filologisk Kritiker
virkede han paa mange Omraader banebrydende:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
