Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Scarlatti, Alessandro og Domenico - Scarpa, Antonio - Scarpe - Scarron, Paul
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
villig har øst. Men man mærker dog paa dem,
at Tiden begynder at gaa ned ad Bakke, de
Gamles Alvor og Energi er brudt, Arbejdet er
blevet lettere og mageligere. At S. først har
anvendt Da-capo-Arien og det akkompagnerede
Recitativ, anføres ofte, men er ikke korrekt:
han har derimod Æren af at have anvendt
disse Former mere planmæssig, saa at de blev et
vigtigt Led i Operaens hele Økonomi. Ogsaa
Orkestrationen har han udviklet, og den S.’ske
Ouverture blev med sine 3 Led — Allegro,
Andante, Allegro — af Bet. for de senere
opstaaede symfoniske Former. — Endelig har S. Bet.
som Lærer. Som Hoved for en stor Kunstskole
er han omgivet af en Skare Disciple, der
bygger videre paa hans Værk, Durante,
Logroscino, Hasse og Leo i Spidsen. Som
Komponist udviklede han en enorm
Frugtbarhed. Riemann regner i sit Leksikon Tallet af
S.’s Operaer op til 115, hvoraf man kender
Titlen paa 87 Operaer. Dertil kommer et Par
Hundrede Messer (indtil 10-stemmige), en Række
store Oratorier o. a. Kirkeværker, Værker for
Orgel, Kammermusik etc. etc. Af S.’s Operaer
findes La Rosaura (1690) i Nyudgave i
»Publikationen d. Gesellsch. für Musikforsch.«, Bd
XIV. I øvrigt findes Værker af S. optagne i
Proske’s og Commer’s Samlinger. Se i øvrigt
Edw. I. Dent, Alessandro S., hist life and
works (1905).
2) Domenico, ital. Komponist, foreg.’s
Søn, f. 1685 i Neapel, d. 1757 smst. (ell mulig i
Madrid), modtog sin første Uddannelse af sin
Fader og af Gasparini i Rom. S. debuterede
i Rom som Operakomponist og erhvervede sig
et saa stort Navn, at han 1715 blev
Kapelmester ved Peters-Kirken. Senere kom han kun
forbigaaende tilbage til Operakarrieren (London
1719, Operaen Narciso). Sin egl. Bet. fik S.
som Klaverspiller og Klaverkomponist, navnlig
efter at han 1721 var draget til Lissabon som
Hofcembalist og Lærer for Prinsesserne
Herfra kom han dog tilbage til Neapel 1725, men
fulgte Prinsesse Magdalena Theresia til Madrid
1729 og opholdt sig ved det sp. Hof indtil 1754
(muligvis ogsaa til sin Død). Ved sine
opfindsomme og fantasifulde Kompositioner og sit
mesterlige Klaverspil blev S. en af de vigtigste
Grundlæggere af Klavermusikken. Han skabte i
Puncippet den tidligste Form af Sonate, og han
frigjorde Klaverspillet fra dets tidligere
Sammenhæng med Orgelspillet, idet han udvidede
Klaverteknikken og tillige skabte en egen
Klaverstil. Selv har S. kun udg. en enkelt Samling
af 30 Klaverstykker, Essercizi per Gravicembalo
di Don D. S., Cavaliero di S. Giacomo e Maestro
de Serenissimi Principe e Principessa delle
Asturie (c. 1746). Men hans
Klaverkompositioner løber op til mange Hundrede og var i hans
Levetid Genstand for livlig Eftertrykning
(Udgaver i Amsterdam, London, Paris, Nürnberg).
Af nyere Udgaver foreligger i vor Tid en
Mængde, de fuldstændigste Samlinger findes i
Czerny’s og i Breitkopf & Härtel’s Udgaver, og en
kritisk Udg. af S.’s samtlige Klaverkompositioner
findes siden 1906 hos Ricordi i Milano.
A. H.
Scarpa, Antonio, ital. Anatom, f. i Motta
i Friul 13. Juni 1747 (efter andre 19. Maj 1752),
d. i Pavia 31. Oktbr 1832. S. studerede i Padua
og i Bologna; han var 1772—84 Prof. i Anatomi
og Kirurgi i Modena, hvor han samtidig var
Overlæge ved Militærhospitalet, men gjorde
tillige Rejser til Frankrig, hvor han saa Frère
Còme operere, og til England, hvor han besøgte
Hunter. De gode Forhold, S. havde arbejdet
under i Modena, hvor der var blevet bygget et
nyt anatomisk Institut til ham, fortsattes
senere i Pavia. Brambilla, der var Livkirurg hos
Kejser Josef II af Østerrig, havde nemlig i
Paris lært S. at kende, og foreslog nu Kejseren,
at S. skulde overtage Stillingen som anat. Prof.
i Pavia. Dette skete 1783, og atter blev der
bygget ny Bygninger til ham. Da
Franskmændene indtog Pavia 1796, var S.’s Ry saa stort,
at hans Hus ene skaanedes under Plyndringen,
men da han nægtede at aflægge Ed paa den
ny Forfatning, tog den cisalpinske Republik
Retten til at undervise fra ham, indtil Napoleon
igen indsatte S. som Universitetslærer. S.’s Syn
tog af, og 1804 vilde han trække sig tilbage,
men paa Kejserens Opfordring blev han, idet
han opgav den anat. Lærestol og kun beholdt
den i klinisk Kirurgi. Da det østerr.
Herredømme i Lombardiet var genoprettet, gav Franz
I ham 1000 Zecchiner til en Udg. af et Skrift
om Nerverne i Underlivet, og han valgtes
samtidig til Direktør for det med. Fakultet i Pavia.
— S.’s Navn er knyttet til Undersøgelser over
Knogledannelse hos Fostre og Kallus ved Brud,
endvidere til Beskrivelse af Fasciernes og
Ligamenternes Forhold ved visse Brokformer og til
anat. Begreber, som det saakaldte Trigonum
femorale, til Ganglion vestibulare og G.
temporale og desuden til visse Dannelser i Ørets
Snegl. Nervus nasopalatinus (Scarpæ) kendes
allerede af Cutugno. — Bl. S.’s Skr mærkes flg.:
De structura fenestræ rotundæ auris et de
tympano secundario anat. observationes (1772),
Anatomicarum annotationum liber I: De
nervorum gangliis et plexubus (1779); liber II: De
organo olfactus (1785), Anatomicæ disquisitiones
de auditu et olfactu (1789), Tabulæ neurologicæ
ad ill. historiam anatomicam cardiacorum
nervorum, noni neruorum cerebri, glossopharyngæi
et pharyngæi ex octavo cerebri (1794). — P.
Vannoni udgav 1836 S.’s Opere, I—V.
J. S. J.
Scarpe [skarp], Biflod til Schelde (Esoaut),
udspringer i det nordfranske Dept
Pas-de-Calais„ strømmer i østlig, senere i sydøstlig
Retning og udmunder, efter et Løb paa 100 km, tæt
ved den belgiske Grænse. Ndf. Arras er S.
kanaliseret og sat i Forbindelse med det
nordfranske Kanalsystem; livlig Skibsfart.
(M. Kr.). E. St.
Scarron [ska’rå], Paul, fr. Digter, f. i
Paris 4. Juli 1610, d. smst. 7. Oktbr 1660. Han
var Søn af en Parlamentsraad og skulde have
været Gejstlig; men det ungdomskaade og vilde
Liv, han førte som 20-aarig, voldte, at der ikke
blev noget heraf. Da han var 27 Aar, blev han
i den Grad medtaget af smertefuld Gigt, at
han knap kunde røre sig, og siden var han
bestandig fængslet til Lænestolen. Men hans gode
Humør var ikke desto mindre uopslideligt, og
sin gode Appetit havde han da heldigvis ogsaa
i Behold. Ved sine Skr og paa anden Vis
skaffede han sig et rigeligt Udkomme, et
muntert Selskab flokkedes i hans Hjem, og man
interesserede sig for ham paa højeste Steder.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
